X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Football Mania


Lige her på tærsklen til alle de store europæiske ligaer starter, er der kommet endnu et fodboldspil på gaden. Det drejer sig dog ikke om et helt almindeligt fodboldspil, da det er fyldt med små gule mænd. Den er nemlig gal i Legoland og en af måderne at løse dette er åbenbart ved at spille fodbold. Om det er nogen god idé, har vi undersøgt nærmere i vores anmeldelse.

Efterhånden som markedet bliver oversvømmet af fodboldspil af mere eller mindre tvivlsom kvalitet, er det gået op for visse udviklere at de er nødt til at tage sig nogle friheder under udviklingen, så spillet i sidste ende udskiller sig fra alle de andre gængse fodboldspil. Midway’s Red Card Soccer var et eksempel og vi venter stadig på Sega’s Soccer Slam. I mellemtiden har vi så muligheden for at gå tilbage til barndommens uskyldighed og lege med klodser, nærmere bestemt Lego-klodser. Allerede nu kan de seriøse simulations-tilhængere godt begynde at lave noget andet, da spillet bestemt ikke henvender sig til dem, men derfor kunne Football Mania dog stadig vise sig at være et underholdende spil...eller hvad?

En historie? I et fodboldspil?

Det er ikke hver dag man møder et fodboldspil med en historie, men det er lige præcis hvad tilfældet er med Football Mania. Hoveddelen i spillet hedder nemlig ’Fortællings modus’, der i hovedtræk går ud på at besejre den onde Brickster og hans hold af intergalaktiske superstjerner. For at gøre dette, skal man vinde en masse kampe mod andre hold. Undervejs kan man så vinde Lego-klodser, af hvilke man kan bygge et rumskib og på den måde rejse ud i rummet og udfordre Brickster. Derudover indeholder spillet en almindelig turnering, der er den sædvanlige VM-kopi med 32 hold fordelt på 4 grupper, samt mulighed for at venskabskampe.

Usædvanlige superstjerner

Hoveddelen af tiden vil dog blive brugt i ’Fortællings modus’, hvor man får mulighed for at designe sit helt eget hold. Holdet kan sammensættes af en masse forskellige ’stjernespillere’, som kan åbnes i forskellige modes. I ’Færdighedszonen’, som er en træningsdel, kan man ved at gennemføre visse øvelser, åbne op for stjerner som Sir Pinpoint og Shane Sharpshoot, samt mange andre. Alle disse spillere har nogle specielle færdigheder som man kan nyde godt af i kampene, f.eks. gode skud eller tacklinger. Derudover kan man rekruttere spillere fra de hold man slår i ’Fortællings modus’ og på den måde hele tiden prøve at forbedre sit hold.

Football – Lego style

Selve gamplayet i spillet er ganske simpelt, især fordi stort set alle de sædvanlige regler er blevet fjernet. For det første er der kun seks spillere på hvert hold og selvom der er en dommer i form af Freddy Fit, så er han ikke til meget nytte, da der hverken findes
frispark, offside, indkast eller hjørnespark. Alle banerne er nemlig indhyllet i en slags plasma som bolden ikke kan trænge igennem, hvilket gør at spillet hele tiden er flydende og nærmest virker som en slags indendørs fodbold. Afleverings-systemet er til tider lidt upræcist, da afleveringen ikke altid søger ens medspiller, men bare følger den retning man trykker, men det er ikke noget der ødelægger gameplayet.

Er der også power-ups??

Kontrollen i spillet er også ganske simpel og let at lære. Man har de almindelige funktioner som aflevering, indlæg, skud og tacklinger, samt en turbo og nogle special moves. Der hvor spillet adskiller sig fra de fleste andre af slagsen er i power-up systemet. Rundt om på banen genereres nemlig løbende nogle power-ups, som man kan samle op og bruge til sin fordel. Disse består bl.a. af muligheden for at stjæle bolden fra modstanderen, super turbo, force field, omvendt styring, bombebold og flere andre. De fleste af disse er ganske nyttige og gør kampene underholdende, især hvis man spiller multiplayer.

Mange gode detaljer

Grafikken i spillet er bedre end vi på forhånd havde turdet håbe på. Alle de små lego-mænd er ganske acceptabelt animeret og med tilpas mange detaljer og variationer i deres design. Banerne er mangfoldige og varierede. Omgivelserne er naturligvis lavet af Lego-klodser og rundt omkring banen er der masser af livlig aktivitet, med alle Lego’s kendte produkter i aktion, bl.a. helikoptere og toge. Jubelscenerne er iøvrigt rigtig kreative og gennemtænkte og flere af dem er temmelig morsomme. Største problem er den tydelige mangel på anti-aliasing (udjævning af skarpe kanter i grafikken), men det er et gammelkendt PlayStation 2-problem. Lyden i spillet er ikke noget specielt, der er ingen kommentator, men derimod en masse udbrud fra de forskellige spillere. Musikken er udmærket, uden dog at være noget man ligefrem danser rundt til. Hele spillet kan iøvrigt spilles på dansk, så selv de helt små kan være med.

Legoal?

Det ville være lidt uretfærdigt at sammenligne dette spil med andre fodboldspil, da Football Mania basalt set intet har tilfælles med disse. Spillet er en ganske underholdende variation af fodbold, som er let tilgængelig og meget actionpræget. Mange vil nok rynke på næsen af spillet, men det er svært at komme udenom at det har en rimelig høj underholdningsværdi, specielt i multiplayer. Spillet har ikke nogle deciderede mangler, hvis man betragter det ud fra målgruppen og det er ganske godt gennemtænkt fra udviklernes side. Football Mania henvender sig naturligvis mest til den yngste generation, men andre vil også kunne få glæde af spillet, så længe man tager det for hvad det er og ikke forventer noget realistisk fodboldspil.

Football Mania (EU)
Anmelders vurdering
4/6

Football Mania   © Silicon Dreams 2002   (PS2)    1/4 Football Mania   © Silicon Dreams 2002   (PS2)    2/4 Football Mania   © Silicon Dreams 2002   (PS2)    3/4