FILA World Tour Tennis

Tennis har i mange år været en populær sport, prydet med mange store stjerner. I konsolverdenen har denne lidt simple sport også været populær, men det har været ret begrænset hvor mange kvalitets-titler vi har set. Dette prøver danske Hokus Pokus nu at forbedre, med deres Xbox-version af FILA World Tour Tennis.

Det har altid været opfattelsen, at det at lave et tennis-spil egentlig burde være ret simpelt. Man har max. 4 spillere at holde styr på, samt naturligvis en bold at spille med, på en lille afgrænset bane. Hvor svært kan det være? Åbenbart temmelig meget, da ikke ret mange har kunnet finde den rette formel, med undtagelse af Sega og Namco.

De klassiske gamemodes

FILA World Tour Tennis følger stort set alle andre af tidens tennis-spil med sine gamemodes. Der er mulighed for at deltage i Arcade, Quick Game, samt Challenge. Ikke noget revolutionerende der. Arcade er en tro kopi af den vi har set i snart samtlige andre spil, hvor man møder 5 modstandere af lidt stigende sværhedsgrad, og denne del kan så spilles på 4 forskellige sværhedsgrader. Quick Game giver nærmest sig selv, og det efterlader Challenge, der ikke overraskende er en career mode. Her skal man træne sin karakter og vinde diverse turneringer (og penge) for at komme øverst på ranglisten. Denne del er ganske varieret og langtidsholdbar og indeholder både singler og doubler undervejs, samt et hav af turneringer.

Flot udvalg af spillere og baner

Spillet har måske ikke umiddelbart så mange gamemodes, men der er trods alt sørget for en del spillere og baner. Spillets licens begrænser sig desværre til FILA, så rigtige spillere og turneringer må vi se bort fra. Der er dog helt op til 40 forskellige spillere at vælge imellem, 20 af hvert køn og hele 32 forskellige baner, hvilket er ganske mange. De fleste af disse ligner normale baner som vi kender det, men der er også nogle specielt eksotiske imellem, som dog skal åbnes op undervejs. De forskellige underlag føles dog ikke helt så afvekslende som de burde og selv grus virker nemmere at spille på end normalt. Der er iøvrigt mulighed for at sætte kampene op præcis som man ønsker det, med alt fra et enkelt parti, til en marathon-match på fem sæt.

Mere avanceret end normalt

Nu vi har konstateret af de fundamentale ting er nogenlunde i orden, kommer vi til selve essensen, nemlig gameplayet. Et godt tennis-spil kræver flydende gameplay, simpel kontrol og en masse varierede slag, så man kan udspille sin modstander. Gameplayet er for så vidt ganske flydende og meget tempofyldt. I starten føles det som om det går alt for hurtigt, hvilket tager lidt tid at vænne sig til. Kontrollen er lidt mere avanceret end vi er vant til, idet man har hele fire forskellige skudknapper, til henholdsvis slice, topspin, stroke og lob. Desuden er der med de analoge knapper mulighed for at komme skru på bolden, så der er nok at give sig i kast med. Spillet fokuserer desuden meget på at man placerer sig rigtigt i forhold til bolden, hvilket gør det noget sværere at slå ordentligt, i forhold til de mere tolerante Virtua Tennis fra Sega og Smash Court Pro Tournament fra Namco.

Nogenlunde kompetent AI

Slagrepertoiret er en lidt anden sag, da man, på trods af de mange knapper, ikke har helt så store udfoldelses-muligheder som man kunne ønske sig. Det er ikke noget synderligt problem at slå til bolden, men at lave stopbolde fra baglinien og cross-court passérslag er totalt umuligt. AI’en er generelt udmærket og man kan sagtens få nogle tætte kampe mod computeren, selvom den til tider opfører sig ulogisk og lader bolde passere lige ved siden af sig, uden at prøve på at returnere. Et andet problem er, at man ikke kan se hvad de forskellige spillere er gode til, selvom der står i manualen at man skal vælge den spiller der passer bedst til sin spillestil, hvilket er temmelig svært når der ikke er nogle ’stats’ at se overhovedet.

De ligner jo hinanden alle sammen

Et af spillets andre svage punkter er grafikken, der ganske enkelt ikke er gennemarbejdet nok. De forskellige stadions og baner er som sådan fine nok, med både bolddrenge, dommere og alt hvad der ellers hører sig til, men problemet opstår når snakken falder på spillerne. For det første ligner de stort set alle sammen hinanden og man skal have falkeøje for at spotte forskellene i selve kampene (en af kvinderne har dog en skummel lighed med Marilyn Manson). Animationen er heller ikke tilstrækkelig og spillerne virker meget stivbenede. De har også tit nogle meget underlige stillinger når de slår til bolden, hvilket gør at det ofte ser unaturligt ud, bortset fra når de server. Lyden er ikke meget bedre og udviklerne har åbenbart en svaghed for Monica Seles, da alle kvinderne konstant stønner højlydt. Desværre lyder det mere som et sample fra en erotisk film end en anstrengelse, hvilket næppe er tilsigtet.

Det evige problem med stolene

FILA World Tour Tennis har et stort problem, idet spillet stiller sig mellem to stole. Det vil gerne være realistisk, med flere slagknapper end normalt, men til gengæld er hastigheden og realismen temmelig langt fra den virkelige verden. Nu er udvalget af tennis-spil på Xbox ikke ligefrem det største og spillet har da gode momenter. Desværre drukner det hele bare i et begrænset gameplay og en noget stiv grafik, der slet ikke lever op til dagens standard. Fokuseringen på at placere sig helt præcist ødelægger også en del af morskaben, da det fjerner noget af den enkelthed der er så charmerende ved tennis.

Konklusion

Savner man et tennis-spil til sin Xbox er der ikke mange alternativer, men det betyder ikke nødvendigvis at man skal skynde sig ud for at købe det. Spillet mangler ganske enkelt taktik og dybde i gameplayet for at man skal kunne fordybe sig i det. Masser af spillere og turneringer kan desværre ikke opveje dette.