Strømmen af snowboard-spil ser ikke ud til at stoppe lige foreløbig. Denne gang er det Konami der er på banen, med en efterfølger til sidste års ESPN Winter X-Games Snowboarding. Spillet blev dengang rost meget for sin realistiske vinkel, men samtidig mente mange, at styringen var for svær. Vi har set på om der er sket drastiske ændringer i efterfølgeren.
Snowboardspil er efterhånden ved at nærme sig bilspil i popularitet. Næsten alle udviklere med respekt for sig selv har et under udvikling. Hvor Konami’s titel udskiller sig fra andre er, at det er meget mere baseret på realisme end f.eks EA’s SSX-serie. Sidste års udgave af ESPN Winter X-Games Snowboarding fik mange fans, især hos rigtige snowboardere, der mente, at SSX-spillene var for arkadeagtige. Spillet havde dog sine fejl og mangler og derfor prøver Konami nu lykken igen.
Masser af gamesmodes
Spilmuligheder er der nok af i spillet. På hovedmenuen kan man vælge nogle kategorier og kommer derefter ind på nogle undermenuer hvor flere kan vælges. Vælger man f.eks X-Games får man muligheden for fire forskellige konkurrencer. Der er Slope Style, hvor man skal lave så mange tricks som muligt og i Snowboarder X skal man køre om kap med fire andre snowboardere. Super Pipe er meget lig den olympiske disciplin, hvor man kører ned af en half-pipe, samtidig med at man skal lave masser af tricks. Til sidst er der Big Air, der giver dig muligheden for at lave nogle trick-combos efter nogle gigantiske hop. Fælles for alle disse øvelser er, at man skal forsøge at vinde den eftertragtede guldmedalje, hvilket absolut ikke er nemt.
Gran Turismo?
En anden mulighed på hovedmenuen er Snowboarder Mode. Vælger man denne vil man opdage, at det er en career mode, som er opbygget i samme stil som Gran Turismo 3. Man starter ganske simpelt helt fra bunden med at kreere sin egen snowboarder og skal derefter planlægge sin karriere på bedst mulig måde. Man får så en beskeden sum penge til rådighed som man kan købe udstyr for, eller vælge at deltage i konkurrencer med. I denne mode har man så en hovedskærm der i den grad ligner det føromtalte Gran Turismo 3. Der er en shop, hvor man kan købe alskens udstyr, et gym hvor man kan lave nogle workouts, samt en lufthavn hvis man skal rejse til forskellige lokationer. Desuden er der et ”home”, hvor man kan se sin status, sine rekorder, udstyr, samt en mulighed for, at planlægge hvilke konkurrencer man har lyst til at deltage i. Hele denne mode kører på en dag-til-dag basis, så der er en masse at gå i gang med. I starten er det meget vanskeligt at komme nogen vegne, men efterhånden som man klarer sig godt, vil man få forskellige sponsorer og tilbud om reklamefilm osv. Formålet med dette er, at få din karakter indsluset i det eksklusive selskab X-Games, hvor kun de allerbedste har adgang.
|
|
Kræver lidt øvelse I forhold til forgængeren er X-Games Snowboarding 2 blevet en anelse nemmere at styre. Konami har lyttet til de kritiske røster der var og rettet kontrollen lidt til. Dermed ikke sagt at det er ligeså nemt og tilgængeligt som SSX Tricky, og man skal nok regne med at lægge minimum en halv times øvelse ind, før man føler at man har kontrol over tingene. Til alt held er der så indlagt en lille tutorial, hvor man frit kan løbe rundt på sit board og prøve en masse ting af. Dette giver faktisk en meget god fornemmelse af, at kunne noget, istedet for i andre spil hvor man kan de fleste tricks med det samme. Nogen vil måske synes det er lidt for svært, men som sagt ligger Konami’s spil også lidt mere over i simulations-delen af sporten. Det er dog muligt at lave vildt overdrevne tricks ligesom i andre spil, men de kræver stadig en del øvelse at mestre. Nydelig grafik Grafisk er spillet rigtig flot. Banerne er meget realistisk lavet, dvs, ikke nogen fantasi-baner, og de er fyldt med oceaner af trick-muligheder. Det eneste lille minus ved grafikken er, at der er lovlig meget fade-in på nogen af banerne, dvs. at tingene langsomt kommer til syne mens man boarder ned af løjpen. Der er ikke nogen overdrevne flash-effekter, så banerne ligner måske hinanden lidt for meget, men det er prisen ved en simulation (de fleste bjerge ligner jo trods alt hinanden). Der er dog andre små animationer i baggrunden, som f.eks skilifter og andet. Spillet indeholder en masse mere eller mindre kendte snowboardere, hvoraf flere var med i konkurrencerne ved de Olympiske Lege. Alle disse løbere er rigtig godt lavet, både med hensyn til ansigts-teksturer og animation. Desuden har Konami tilføjet den lille snedige detalje, at deres tøj blafrer når man suser ned af bjergene, hvilket ser ganske fint ud. Lyden er den typiske rock/metal-blanding og den passer fint ind i spillet, og de forskellige lydeffekter fungerer også fint. Et rigtig godt spil Som helhed er ESPN Winter X-Games Snowboarding 2 et ganske gennemført spil. Der er masser af spiltid i det, især pga. den omfattende career-mode, men også de andre modes er underholdende. Spillets minus er, som forgængeren, at der er nogle der vil finde styringen for frustrerende, men er man villig til at give spillet den øvelse det kræver, er der masser af underholdning forude. Konami’s titel er klart det bedste snowboardspil efter SSX Tricky og er man mere til simulation end arkade, så skal man absolut kigge nærmere på denne titel.
|
|
|