Ephemeral Fantasia

Konami’s PS2-spil har indtil videre ikke været specielt gode, men når de udgiver et RPG, så glæder de fleste sig. Konami er nemlig kendt for flere gode RPG-titler på den gamle Playstation, så hvorfor ikke fortsætte trenden på PS2. Konami’s forsøg på et PS2-RPG hedder Ephemeral Fantasia og vi har taget vores guitar i hånden og begivet os på eventyr.

Forbandelsen

Konami har et ganske imponerende bibliotek af succesfulde RPG-titler til den gamle Playstation, hvem husker ikke Vandal Hearts I & II og Suikoden I & II? Historien i Ephemeral Fantasia lyder ret spændende. Det hele handler om den omrejsende musiker, Mouse, som på bestilling kommer og spiller til fester, bryllupper og andre højtider. Med sig har han sin mystiske guitar, som er levende og på samme tid kan bruges som våben. Men Mouse er lidt af en slyngel, for mens han udgiver sig for at være musiker, er han også tyv, som i festens hede stjæler fra dem som hyrer ham, for at få lidt ekstra ud af det hele. Spillet starter med at Mouse er blevet hyret til at spille til et bryllup på en lille ø, hvor prinsessen Loreille skal giftes med øens hersker, Xelpherpolis. På øen bliver Mouse modtaget af den smukke kongelige vagt Rummy, som viser Mouse hvor han skal bo i de 6 dage indtil brylluppet skal stå, og siger at hun senere vil vise ham rundt på øen. Som historien skrider frem, bliver Mouse mere og mere fascineret af den skønne Rummy, men han finder også ud af at der sker mystiske ting på øen. Øen er nemlig blevet forbandet i en time-warp lignende forbandelse. Der er kun 6 dage på øen, nemlig de 6 dage op til brylluppet, og når de 6 dage er gået, gentager det hele sig igen. Beboerne på øen er en del af forbandelsen, så de opfatter slet ikke hvad der sker, kun Mouse, prinsessen Loreille og manden bag forbandelsen, Xelpherpolis ved hvad der i virkeligheden foregår.

Mini-Games i et RPG??

Historien virker umiddelbart meget god, men er man til meget seriøse rollespil skal man nok passe lidt på, da Konami har valgt at lave det hele lidt humoristisk. Mouse’s guitar kommer i tide og utide med smarte bemærkninger og nogle af dem et stykke under bæltestedet, så der er plads til et billigt grin i ny og næ. Gameplayet virker ret begrænset, da man ikke kan udforske øen ret meget, og der er konstant loadetider når man bevæger sig rundt i byen. Konami har valgt at dele byen op i små sektioner, og når man går fra den ene sektion til den anden, skal der loades. Det er specielt frustrerende hvis man bevæger sig langs kanten af disse områder, da man kan komme ud for at gå i 2 sekunder, loade i 5-6 sekunder, gå i endnu 2 sekunder og så loade igen osv. osv. Dette underlige loadesystem ødelægger ganske enkelt flowet i spillet og er hamrende frustrerende. Kamp-systemet virker ret godt, og er tur-baseret som vi

kender det fra de gode gamle RPG-titler. Desuden er spillet fyldt med nogle små mini-games, hvor man bl.a. skal spille nogle melodier på sin guitar. Dette foregår som man kender det fra diverse rytme/danse-spil. Man skal simpelthen ’time’ sine tryk på de forskellige knapper i takt med musikken. Dette trækker igen spillet en anelse fra den seriøsitet man forventer af et RPG, men det er absolut underholdende. Når man ikke er i kamp eller spiller guitar, kan spillet godt virke lidt kedeligt, da mange af de events som er indlagt i spillet, foregår på bestemte tidspunkter, så meget af tiden går med at få tiden til at gå. Problemet med disse er, at man oplever dem selvom man overhovedet ikke befinder sig på rette sted på det givne tidspunkt. Man bliver simpelthen på magiske vis transporteret til denne event og det virker ret plat, da selve ideen med at overholde tidsfrister jo virkede så fremragende i f.eks. Shenmue. Så man kan faktisk tulle rundt på øen, uden egentlig at tænke særligt meget over hvad man laver, hvilket hurtigt bliver kedeligt. Når de første 6 dage er gået skal man så igennem de samme 6 dage igen, og spillet bliver lidt bedre fordi man nu skal erindre hvem der gjorde hvad, hvor og hvorfor og det sætter en anelse mere skub i tingene.

Lækker lyd, dårligt billede

Ephemeral Fantasia var oprindeligt planlagt som en Nintendo 64 titel, og det bærer grafikken præg af. Animationen er ikke specielt fremragende og det hele virker ikke specielt farvestrålende. Den flimren som præger mange PS2-spil gør sig også gældende her, og man er nogen gange nødt til at knibe øjnene sammen for ikke at blive vanvittig. Karaktererne er meget tegneserieagtige og læner sig kraftigt op ad anime-stilen, men specielt kønt er det ikke. Konami markedsfører spillet som et "music-RPG" hvilket giver lydsiden en stor betydning, og det er absolut også det bedste ved spillet. De musikstykker som man skal spille i de forskellige events, lyder faktisk rigtig godt, og hele lydsiden i spillet har et meget højt niveau. Selve kontrollen virker også ganske udmærket, selvom der kommer tidspunkter hvor man stort set sidder fast i omgivelserne.

Tag jer sammen

Ephemeral Fantasia har en god historie, og flere af karaktererne i spillet er ganske interessante, men når alt kommer til alt kan det slet ikke hamle op med Konami’s PSone klassikerne. Spillet er præget af et horribelt loadesystem og en handling der ret ofte går helt i stå. Spillet føles faktisk mere som et dårligt adventurespil end et egentligt RPG. Selvom man mangler et rollespil i sin samling kan dette spil ikke anbefales, dertil er manglerne simpelthen for fremtrædende, med mindre man er ekstremt tålmodig. Vi må håbe Konami tager sig lidt sammen, og kommer op på det niveau de tidligere har vist de besidder.