Driven

Her i den tidlige alder for Nintendos Gamecube er det rart at se, at der stille og roligt begynder at være valgmuligheder inden for genrerne. Skal der køres hurtigt i bil, har vi allerede set det udmærkede Burnout og nu kommer der så endnu en mulighed - nemlig Driven fra BAM! Entertainment. Vi har kigget nærmere på spillet.

Driven tager udgangspunkt i typen af biler, man finder i Formel 1 og Indycar og er baseret på Sylvester Stallone-filmen af samme navn, men fortvivl dog ikke af den grund. Spil lavet på en eller anden form for licens er efterhånden ved at bevæge sig ud af den dårligdom, der tidligere har plaget dem og Driven er da også et skridt i den rigtige retning.

En god historie?

Det første der møder en, når man starter spillet op, er et anseligt antal valgmuligheder; nogle af hvilke dog ikke er tilgængelige fra start. Der er mulighed for at vælge Arcade eller Story, hvor Story er den del af spillet, der følger handlingen i filmen. Her præsenteres man for historiens hovedpersoner. Sly selv agerer hovedfortæller for historien, der i tegneserieform avancerer handlingen i de 14 kapitler. Hvert kapitel repræsenterer en udfordring af den ene eller den anden art. Kapitlerne kan være alt fra at skulle gennemføre en baneomgang under en hvis tid, over at skulle placere sig mellem de 3 første i et løb, til at man spiller en kørende blokade, der skal forhindre konkurrenterne i at nå op til holdkammeraten på førstepladsen. De første par kapitler er forholdsvis nemme, men allerede omkring tredje eller fjerde kapitel pumpes sværhedsgraden voldsomt op og pludseligt er der tale om, at skulle lære alle banens kurver nøje at kende, hvis man vil gøre sig forhåbning om at komme videre i historien. I Arcade afdelingen kan man vælge enten at køre et mesterskab, hvoraf der findes tre - Europa, USA og World. Efterhånden som man vinder mesterskaber, låser man op for de i alt otte baner, der er placeret så forskellige steder som i tyske skove, på Champs-Élysees og i New Yorks gader. Disse kan ligeledes spilles i den anden afdeling af Arcade mode, nemlig Single Race. Sammenlagt med muligheden for at vælge mellem 12 forskellige kørere og biler samt flere sværhedsgrader i Arcade mode, er der altså rimelig mulighed for at tilpasse spillet til ens egne ønsker.

Du er i Zonen

Hvad der til gengæld ikke kan ændres noget som helst ved, er bilernes opsætning, der er låst så fast, at spillet end ikke giver en mulighed for at køre med manuelt gear. Sværhedsgraden gør, at man såmænd har nok at beskæftige sig med under løbene, uden også at skulle tænke på gearskifte, men folk der sværger til manuelle gear er nu advaret. De 12 biler opfører sig meget forskelligt hvad angår acceleration, tophastighed og køreegenskaber, men har alle det tilfælles, at det er målet at bringe dem ind i 'The Zone' - en meditationslignende tilstand taget fra filmen, hvor kører, bane og bil bliver et og

alt går op i en højere enhed. 'The Zone' nås i spillet ved at køre en længere strækning fejlfrit og fremstilles ved at siderne af skærmen, altså spillerens udsyn, bliver tågede, topfarten øges og spillet giver spilleren lidt hjælp til at tage hjørner. Problemet med 'The Zone' er det tågede udsyn til siderne, der ganske vist giver et indtryk af fremadrettet koncentration, men som samtidig gør det en hel del sværere at bedømme svingene på banen. Eftersom man forlader 'The Zone' ved selv de mindste sammenstød, eller endda hvis man bare rører græsset eller bremser for hårdt, bliver besøget i dette racerkørerens Nirvana oftest en kortvarig fornøjelse, der tjener mere til irritation end til hjælp. Muligheden for at slå denne feature fra ville have været meget velkommen, men da gennemførsel af flere af banerne er afhængig af, at man kommer i 'The Zone', er det en fast forankret del af spillet. Under normal kørsel fungerer styringen godt, men er dog plaget lidt af, at den analoge kontrol er en smule død i mellempositionerne. Dette bevirker, at det kan være svært at dreje andet end meget skarpt og meget lidt skarpt - især en ulempe på de baner, hvor et enkelt sammenstød med barrieren eller en konkurrent meget vel kan betyde forskellen på en første og en sidsteplads.

Blandet grafik og forkølet lyd

Grafikken i Driven er en blandet pose. På den ene side er biler og underlag meget lækkert præsenteret med masser af glimt i lakken, gnister fra forankørende biler og realistisk udseende asfalt. På den anden side er der baggrundene, der er varierede og farverige, men meget lidt detaljerede. Til gengæld for de noget simple baggrunde bliver spilleren præmieret med en hamrende solid framerate, der aldrig taber pusten. Som nævnt lægger Sylvester Stallone, i samarbejde med andre skuespillere, stemme til spillet og det gør han til bestået, men så heller ikke mere. Stallone lyder oftest uoplagt og halvdød i sværen og især anstrengende er det at høre på hans fremsnøvlen af sætningen "Gentlemen, start your engines" før hvert eneste løb. Så er der mere guf i motorlyden, der hviner aggressivt på ægte Formel 1 manér. Dog kunne man godt have ønsket sig lidt mere dynamik i lyden under gearskiftene, der ikke helt har den sprutten, man kender fra rigtige fuldblodsbiler. Musikken er en blanding af sødsuppe-techno og halvligegyldig baggrundsmuzak, hvor det eneste højdepunkt er den nogenlunde stemningsfulde musik på den tyske Hexen Tal bane.

Slinger i valsen

Driven ender med at være et noget ubalanceret bilspil, der lider en del under stærkt variende sværhedsgrader, den tidligere nævnte 'The Zone' og et til tider frustrerende og utilgivende gameplay. Spillet er samtidigt flot i sin helhed. især i kraft af den stabile framerate, pæne grafik og mange valgmuligheder og vil for dem, der har mod på at tage udfordringen op og spille på spillets præmisser, være kilde til lang tids køreglæde.