Doshin The Giant

Noget som mange mennesker tilstræber sig er magt. Magten over andre menneskers liv og levned. Er man gamer, har man gennem tiden haft masser af muligheder for at udøve sin magt overfor sagesløse mennesker, i de såkaldte ’God games’, hvor man er enerådende og altbestemmende. Et nyt af slagsen er i butikkerne, omend ikke et helt almindeligt et. Vi har hilst på kæmpen Doshin.

Hvem andre end Japanerne kan tage et velkendt vestligt spilkoncept og lave det om til noget halvobskurt? Næppe mange, men netop derfor er der mange der holder af de deciderede japanske titler, som sjældent kommer uden for landets grænser. Doshin The Giant er dog en undtagelse og vi har kigget nærmere på hvad det er for en størrelse, og om det i det hele taget vil fænge den vestlige gamer.

Myten

Spillet foregår på den fjernt beliggende ø Barudo. En myte på øen fortæller om en kæmpe, der hver morgen ved solopgang på mystisk vis kommer til syne i horisonten, hvorefter han forsvinder igen ved solnedgang. Denne kæmpe har magiske kræfter og kan hjælpe øens befolkning med at udvide deres kultur, bygge nye monumenter, flytte træer og sågar hæve eller sænke landskabet efter behag. Det er denne kæmpe man styrer i spillet.

Mange inspirationskilder

Skal man sammenligne spillet med noget, må det blive til en blanding mellem Populous og Sim City, tilsat et drys Civilization, da der er tydelige elementer fra alle disse i spillet, uden at det dog på noget tidspunkt bliver nær så detaljeret og omfattende. Doshin The Giant foregår på dagsbasis (en dag varer ca. en halv time) og efter hver endt dag forsvinder kæmpen og man får en ny til næste dag. Gameplayet går basalt set ud på at hjælpe befolkningen, så de kan bygge større landsbyer og forskellige monumenter. Når man hjælper de små folk, viser de deres taknemmelighed med hjerter, som den gode kæmpe (Doshin) suger til sig og derved bliver større. Vælger man at skifte til kæmpens alter-ego, Jashin, kan man derimod påkalde sig folkets vrede, hvilken man igen kan suge til sig.

Good vs Evil

Det at gøre sin kæmpe større tjener flere formål. Først og fremmest i struktureringen af selve landskabet. Man kan på bedste Populous-manér lave bakker, dale eller andre finurligheder, ved hjælp af de magiske kræfter kæmpen besidder. Men jo større man er, des mere kraft har man og kan derved hurtigere udforme øen. Eneste ulempe er, at man er mere klodset når man er større og derfor skal passe på ikke at vælte og derved destruere et eller andet. Tager man den onde udvej, vil man dog hurtigt kunne jævne alt med jorden for virkelig at irritere folket. Alternativt kan man også bare lægge sig ned og sove hvis ikke man gider lave noget, eller bare sidde på en bakketop og skue ud over øen.

Slid og slæb

Da vi nu allesammen er gode mennesker, vil vi gerne hjælpe de små mennesker, som alle er inddelt i farver, alt efter kultur. Hver kultur har sine egne idéer og vil derfor bygge forskellige ting, men det snedige er,

at man kan blande disse kulturer og få nogle helt andre resultater. Udover selv at trampe rundt og designe øen, kan de små øboere signalere til kæmpen hvis de vil have hjælp, symboliseret med nogle simple ikoner. Opfylder man deres ønsker, bliver de glade og tilfredse. Disse opgaver kan variere fra at skulle flytte en sten der ligger i vejen, hente nogle træer, til at hæve/sænke landskabet. Jo mere man gør for dem, jo flere bliver der også af dem og dette skaber igen flere opgaver. Generelt foregår spillet i et stille og roligt tempo og det kan til tider være kedsommeligt at trampe fra den ene landsby til den anden, men passer egentlig meget godt til spillets lidt afslappede indstilling.

Katastrofen lurer

Jo større eller mere blandet befolkningen er, jo større monumenter skaber de også. Hver gang der er bygget et nyt monument, bliver et billede af dette anbragt i et slags museum, som man kan kigge i fra pause-menuen. Meningen er så at få folkene til at bygge så mange forskellige monumenter som muligt, indtil man har dem alle. Alt denne fred og idyl er dog lidt for ensidigt i længden, så Nintendo har tilsat nogle naturkatastrofer, i form af bl.a. vulkaner og tornadoer. Disse kan selvsagt destruere meget af det som indbyggerne har kréeret og derfor skal kæmpen så hurtigt som muligt stoppe denne katastrofe. Dette gøres ved at gå lige i flæsket på den og slå eller trampe på den. Udover de nævnte elementer er der ikke så meget andet i spillet, bortset fra at man til hver en tid kan tage billeder af de landskaber man har designet og gemme dem på sit memorycard.

Graphics, Japanese-style

Grafikken i spillet er ganske nydelig og livlig. Stilen er meget japansk, både i bygningsværker og karaktermæssigt, men frem for alt meget anderledes end det vi er vant til. Ikke noget med pulserende storbyer eller romerske riger, men derimod noget der minder om en forvokset gul (eller rød) ballonmand, der tramper rundt på en fantasi-ø. Selve øen er fint lavet og hævning/sænkning af landskabet foregår flydende. Vores helt er også ganske glimrende, men har dog så få individuelle features, at han ikke har været svær at animere. Indbyggerne er også fint lavet, selvom de er temmelig små, så det kan være svært at få øje på specifikke detaljer. Lyden er meget passende til spillets stil. Der er masser af fuglekvidder, brusende vand, samt kæmpens trampen. Alt sammen meget idyllisk. Styringen er også utrolig simpel og den er lært på et par minutter.

Mest til de yngre

Umiddelbart skulle man mene at Doshin The Giant er henvendt til de lidt yngre, hvilket især ses af den grafiske stil, den lidt manglende strategi, samt det faktum at der ikke er indbyrdes stridigheder eller krige. Det er derfor lidt for simpelt for de dedikerede strategikere, men de lidt ældre kan dog sagtens få lidt glæde af denne titel, da dens ellers enkle koncept er godt udført og med tiden kommer man faktisk til at holde lidt af spillet. Om man så vil indrømme det eller ej er jo en anden sag.