DNA: Dark Native Apostle

Interesserer du dig for genmanipulation? Så er Virgin’s seneste spil D.N.A. måske noget for dig. Desværre er det dig der er blevet udsat for disse farlige forsøg og noget er gået galt. Du husker intet og skal derfor gennem en stribe baner for at løse mysteriet. En interessant vinkel på et action/platformspil, som vi har naturligvis har kigget nærmere på her.

DNA foregår engang langt ude fremtiden, hvor det for længe siden er blevet normalt at udføre genetiske ændringer på mennesker. Disse eksperimenter forløber dog ikke altid helt fejlfrit, hvilket man efterhånden finder ud af. Et af de største laboratorier er under mystiske omstændigheder sprunget i luften. Man tager herefter rollen som en fyr kaldet B13, der intet husker om sin fortid, andet end et par små flashbacks der kommer i ny og næ. Man skal nu prøve at finde ud af hvem man er, hvad der er sket og ikke mindst hvordan man slipper væk.

En noget speciel fætter

Spillet er et isometrisk actionspil, hvor man styrer sin karakter rundt i forskellige lokationer. Man finder hurtigt ud af, at de fleste skabninger man løber ind i er særdeles uvenlige og vil gøre alt for at gøre en ende på ens eksistens. Til alt held har man en masse fabelagtige evner til rådighed, takket være de eksperimenter man er blevet udsat for. Disse evner er utallige, men mange af dem er centreret rundt om evnen til at skabe bomber. Man kan nemlig kréere bomber med sin højre hånd og på den måde skabe alskens ravage. Rundt om på banerne finder man andre nyttige ting der kan samles op. De mest almindelige er nogle biochips, der kan sættes i ens venstre arm og på den måde udvikle visse evner hos ens karakter. Der kan sidde fire chips i armen ad gangen og visse af dem virker bedre sammen end andre. Disse chips gør, at man kan løbe hurtigere, hoppe højere, sætte skjold op, gøre sig usynlig, samt skabe en masse andre typer bomber. Derudover kan man finde dokumenter, våben og medical-kits, som man så kan gemme på sig til senere brug. Man kan heldigvis også slå fra sig på god gammeldags manér, med en kombination af slag og spark, da man ikke bare kan løbe rundt og placere bomber, grundet en speciel energi der skal oplades hver gang man har sat to-tre bomber på stribe.

Et rodet spil

Selve spillet starter på en lidt underlig måde og det har generelt en underlig opbygning. På hovedmenuen kan man kun vælge sprog og ”new game”, men deciderede options er der ingen af. Det viser sig dog hurtigt, at man først har adgang til disse når spillet er startet?! Efter et par cutscener og et par hurtige rum, står man pludselig overfor en noget der minder om en boss-karakter. Her dør man så, da han er usårlig overfor ens angreb. Så starter spillet igen, denne gang i et træningslokale, hvor man bliver bedt om at udføre et par af de mere simple kontrolfunktioner. Når man så har klaret disse starter man igen, et andet sted i komplekset. Alt imens dette foregår ser man flere forfærdelige cutscener, der hopper frem og tilbage mellem rigtige hændelser og ens karakters fragmenterede

hukommelse. Når man nu engang er kommet i gang med selve spillet, finder man en blanding af action, platform og puzzles. Alt sammen rodet godt sammen uden videre omtanke. Der er masser af små puzzles, men disse bliver tit afbrudt af diverse fjender der skal ryddes af vejen. Her kan man så bruge diverse våben som man har rekvireret undervejs, men problemet er, at man skal gå ind i menuen og vælge dem, da man ikke kan skifte mellem dem på anden måde. Dette afbryder hele tiden spillet, da man både skal vælge forskellige objekter og bio-chips i tide og utide. Det virker glimrende i et spil som Resident Evil, men her er idéen temmelig irriterende og det hæmmer helt klart spillet og gør det mere pause-action-pause-agtigt end det har godt af.

Rodet grafik og grinagtig lyd

Det skal siges med det samme at spillets grafiske stil er meget speciel. For det første foregår det hele i et isometrisk viewpoint, som nogle vil genkende fra gamle klassikere som Sabre Wulf. Kameraet kan dog roteres, så man kan få øje på andre elementer der måske ikke lige kommer til syne med det samme. Selve grafikken er meget cel-shaded, næsten for meget, hvilket især går ud over cutscenerne. Det giver i det store hele også et meget uskarpt look og gør at man til tider næsten får ondt i øjnene. Derudover er der store aliasing-problemer, hvilket ikke gør cel-shading-stilen bedre. Grafikken er inspireret af både manga og amerikanske tegneserier, hvilket både menuer og karakterer bærer et tydeligt præg af. Stilen er såmænd ganske fed, det er bare synd at karaktererne er så dårligt lavet, at det totalt ødelægger illusionen. Lyden er også temmelig speciel, idet at man på diverse menu-skærme hører noget underlig musik, som man mest forbinder med en lørdag formiddag i Føtex. Det kan derudover tilføjes at titelsangen nok er en af de mest pinlige af denne type vi nogen sinde har hørt og den er næsten grinagtig i sin elendighed. Desværre er nogle af lydeffekterne næsten lige så dårlige. De er lidt tamme og uopfindsomme, men det passer jo meget godt med resten. Kontrollen føles fra starten rimelig klodset og det vil også kræve noget tilvænning at vænne sig til alle de features ens karakter besidder. Desuden har den en tendens til at være noget upræcis, hvilket afstedkommer flere unødvendige dødsfald.

God idé, dårligt udført

Idéen med et action/puzzle-spil i et tegneserie-univers er såmænd ganske god. Det er tydeligt at se, at udviklerne havde nogle glimrende tanker bag meget af det og brugen af bio-chips på ens karakter er interessant. Desværre bliver det hele ødelagt af et frustrerende gameplay, en meget kikset grafikstil og en malplaceret lydside. Var gameplayet blevet finpudset og nogle af de mere irriterende elementer blevet fjernet eller forbedret, havde vi stået med et ganske udmærket spil. Der er dog desværre intet der kan redde dette spil fra anonymiteten og man skal være meget varsom med at købe det. Fans af stilen kan sagtens prøve det, men frustrationerne vil sandsynligvis være for mange og derfor kan spillet i sidste ende ikke anbefales.