Dino Stalker

Capcom har tidligere, uden at høste de store anmelderroser, udgivet deciderede skydespil baseret på deres Resident Evil univers. Nu forsøger de med Dino Stalker, der er i samme genre, men denne gang med basis i Dino Crisis universet. Spørgsmålet er så bare, om de har ramt plet.

Året er 2009, og en ulykke ved en tid-rum overførsel har forårsaget skade langt, langt tilbage i tiden. Tiden, hvor dinosaurerne levede. Dette bevirkede samtidig, at menneskehedens eksistens nu er i fare, og den amerikanske regering flytter derfor dinosaurerne frem og tilbage i tiden for at forsøge at rette op på hele fadæsen. I 1943 bliver Mike Wired skudt ned over Atlanten, hopper ud i faldskærm og bliver kort efter omhyllet af et stærkt, hvidt lys. Kort efter falder han ned i en jungle, hvor dinosaurer pludseligt angriber ham.

Skydegalleri

Det er forhistorien bag Dino Stalker, som samtidig er en historie, der er sideløbende med begivenhederne i Dino Crisis 2. Du er selvfølgelig Mike Wired, og selv om baggrundshistorien måske er omfattende, så er missionen såre simpel: Skyd alt, hvad der rører sig. Spillet kan spilles med den analoge kontroller, men er primært designet til Namcos G-con 2 pistol. Man bevæger sig rundt i landskaberne ved hjælp af d-pad'en bag på pistolen, fra side til side med A og B knapperne på siden af pistolen og skifter våben med C knappen, der er placeret under skæftet. Spillet er i bund og grund et meget ligefremt arkadespil, hvor man skyder så mange dinosaurer som muligt, samler førstehjælpspakker op for at hele sig selv, skyder kasser for at finde nye våben og samler krystaller op for at få mere tid på uret. I ægte arkadestil er der nemlig tidsbegrænsning på hver mission, så der er ikke megen tid til at nyde det farverige sceneri. Missionerne bliver understøttet af en række filmsekvenser, der driver historien frem, og langsomt finder man ud af, hvad der egentlig er sket. Ud over dinosaurerne støder man selvfølgelig også på en smuk ung pige samt en mystisk mand, der giver én information over radioen. Intet af det har nogen betydning for selve gameplayet, men historien, der er klassisk Capcom, tilføjer da spillet lidt ekstra kød.

Alt for mange knapper

Brugen af G-Con 2 pistolen er i praksis lidt problematisk i Dino Stalker. Alle knapperne på pistolen skal bruges næsten uafbrudt, og det er noget, der hurtigt bliver hårdt for hånden. I

sær brug af d-pad'en bagest på pistolen giver allerede efter en enkelt mission smerter i hånden, og lang tids spil er simpelthen ikke muligt, medmindre man spiller med den analoge kontroller, men så går lidt af fidusen af spillet. Selve skydningen fungerer for så vidt godt. Man sigter rimeligt præcist med G-Con pistolen, og man kan endda fremkalde et snigskyttesigte og dermed nedfælde uhyrerne på sikker afstand. Grundet tidsbegrænsningen er man dog nødt til at bevæge sig fremad stort set konstant, og der er derfor kun mulighed for at hvile hånden, hvis man pauser spillet. Da spillet er et rent arkadespil, vil nogen muligvis have det helt fint med kun at spille i korte perioder, men det kan stadig ikke være rigtigt, at det skal give smerter i hånden at spille i længere tid end 15-20 minutter ad gangen. Det ville i dette tilfælde nok have været en bedre løsning, at lade banerne køre på skinner som i andre lyspistolspil, selv om idéen om fri bevægelse er god nok i sig selv.

Grafik og lyd i arkadestil

Det stærke arkadepræg sætter også sine dybe spor i grafikken, der er utroligt farverig, men samtidig også meget enkel. De mange farver, grove teksturer og overdimensionerede objekter får oplevelsen til at lugte rigtigt meget hen ad spillehal, hvilket åbenlyst har været tilstræbt. Det er altså ikke noget, der på nogen måde sætter din PS2 på prøve, men det virker efter hensigten. Lyden er ligeledes en ren udøvelse i arkadestil, med en god samling acceptable lydeffekter fra våben og dinosaurer, samt et soundtrack, der fungerer fint som ren baggrundsmusik, men ikke som ret meget andet. Stemmeføringen er stort set identisk med den, man måske kender fra Resident Evil og Dino Crisis spillene. Det betyder rent b-skuespil. For nogle er det, som det skal være, og det klæder egentlig spillet meget godt.

Skudt noget forbi

Dino Stalker er faktisk et ganske glimrende og varieret lyspistolspil, der kun hæmmes rigtigt af, at man desværre ikke kan spille i ret lang tid ad gangen med den pistol, spillet egentlig er lavet til, før man begynder at få smerter i hånden. Man kunne jo spille Dino Stalker med den almindelige kontroller, men så ryger en stor del af charmen ved spillet, og andre, bedre spil trænger sig straks på. Fans af lyspistolspil bør have Dino Stalker på hylden til 20 minutters hærg i ny og næ, men den helt store karakterfest bliver det ikke i denne omgang.