X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Dave Mirra Freestyle BMX 2


Efter at BMX cyklerne blev vist i filmen E.T., blev de hurtigt det sidste skrig og op gennem årenes løb, er de gået fra modedille til ekstrem sportsgren. Den mest berømte BMX rytter er Dave Mirra og i det nye Xbox-spil får man lov til at lege professionel på slap line. Efter at have udsat os selv for Acclaims Jeremy McGrath Supercross World til PS2, der med sit tarvelige udseende og en fysik på flybenzin skræmte livet af MSN anmelderne, var det med en dårlig smag i munden, vi pakkede folien af det nyeste Dave Mirra BMX opus til Xbox. Dave Mirra Freestyle BMX 2 er udviklet af Z-Axis der også stod bag den første udgave og spillet er en del af Acclaims Max Sport-serie, der dækker over ekstreme sportsgrene som Jeremy McGrath også er en del af. Men modsat det rædselsfulde McGrath, så er Dave Mirra en betydelig bedre oplevelse og ligefrem et ganske rimeligt spil, der, selvom det er en åbenlys kopi af Tony Hawk-serien, sagtens kan stå på egne ben - eller hjul om man vil.

Nemt at lære

Der kan udover Dave Mirra, vælges mellem 13 andre top professionelle BMX ryttere med hver deres fordele og ulemper, der rent faktisk kan mærkes i selve gameplayet. I starten er valget af BMX cykler begrænset til en enkel startmodel, men efterhånden som der scores point og udfordringerne besejres, åbnes der op for bedre cykler der forstærker rytterens egenskaber betydeligt. Cyklen er meget nem at kontrollere med venstre analogpind og det tager ikke mere end ½ timeat sætte sig nok ind i styringen, til at man kan præstere noget der har taget årevis for Dave Mirra at lære. Når selvsikkerheden er tilpas stivet af, kan man passende kaste sig over Session gamemodes, hvor man på tid skal score et bestemt antal points, præcis som vi kender det fra Tony Hawk.

Karriere i respekt

Dave Mirra's hoveddel findes i Proquest delen, der fungerer som en karriere-del med muligheden for at vinde respekt fra andre ryttere, der giver spilleren opgaver der skal løses. Der kan vindes sponsoraftaler og andet isenkram efterhånden som man får løst opgaverne, der består af alt fra at score et antal point, til at finde og ramme nogle bestemte ting. Næsten alt hvad der befinder sig på dem kan benyttes til tricks og man skal absolut eksperimentere, det kan hurtigt vise sig, at være en ny kilde til et flot stunt eller en høj score. Finder man de gemte Gap Challenges, der primært er store hop over bestemte steder, er der også her mulighed for masser af respekt. Der er mellem 10 og 30 Gap Challenges fordelt rundt omkring på banerne, så der er nok af gå i gang med. Til Xbox-versionen er der to ekstra baner i forhold til PS2-spillet, men både Venice eller Greenville ligner noget vi har set før. Der uddeles medaljer efter hver gennemført level og hvem kan nøjes med mindre end guld, hvis man har noget der skal bevises overfor vennerne?
Turbaseret multiplayer

Der er mulighed for at to spillere kan konkurrere mod hinanden i en turbaseret kamp på point. Der kan vælges mellem forskellige baner fra hovedspillet og en detalje som at ens egen rekord kan slås af en kammerat, gør at man presses til være i træning, hvis man vil holde highscorelisten fri for andre navne end sit eget.

Gør det selv

Når udfordringerne i Proquest ikke længere yder modstand (det tager en del tid), så kan man få frit løb for sine kreative evner i Park Mode, hvor man kan designe og udvikle de vildeste baner. Som Lego-klodser placeres de forskellige mulige og umulige kombinationer af ramper, broer, trapper og andre stunt-venlige ting der er bestemt af det valgte tema. Der kan nemt bruges en hel del tid på at finpudse sine kreationer og der er masser af tilfredsstillelse at hente når ens perfekte bane er færdig.

Funktionel grafik

Spillet er grafisk en opdatering af samme spil til PS2 og udover den højere opløsning er der ikke meget der afslører, at man sidder med Xbox-versionen. En bedre anti-aliasing og lidt pænere græs er ikke rigtig noget der flytter kegler. Selve banerne er, selvom de er opfindsomt designet, lavet af en flok kedelige teksturer og er generelt ikke særligt detaljerede. Rytterne og cyklerne gengives fint og realistisk, mens ansigterne er flade og mangelfulde - nærmest spøgelsesagtige. Spillet holder dog en nydelig hastighed, der afvikles uden nogen form for synlig slowdown. Grafikken er ikke decideret dårlig, men den presser på ingen måde Xboxen og den kan kun beskrives som værende funktionel.

Udmærket musik

Der er mulighed for at bruge sin egen favorit musik fra Xbox-harddisken hvis ikke man bryder sig om musikken i selve spillet. Den består af en udmærket samling numre fra grupper som bl.a. Rage Against the Machine og Godsmack. Lydeffekterne fra BMX cyklerne virker realistiske og man er ikke i tvivl om hvor ondt det gør når man styrter. Ellers er der lidt fuglekvidder og andre passende effekter til omgivelserne. Har man muligheden for det, så serveres det hele i fremragende Dolby Digital.

Middel underholdning

Købet af spillet, kan forsvares hvis man er vild med BMX, eller bare skal købe alt hvad der ligner og lugter af Tony Hawk. Som Xbox-spil er det lykkes for Acclaim, at hive et hæderligt spil op af hatten, der scorer point på sit simple og intuitive gameplay. Der er masser af spilletid gemt i de forskellige funktioner og lysten til at besejre en ny udfordring er absolut tilstede. Men spillet formår ikke til at levere noget vi ikke har set bedre og flottere andre steder og med Tony Hawk 3 på vej, bør man nøje overveje at vente på den opdatering. Dave Mirra Freestyle BMX 2 forbliver kun en PS2-konvertering med en middel underholdningsværdi.

Dave Mirra Freestyle BMX 2 (EU)
Anmelders vurdering
3/6

Dave Mirra Freestyle BMX 2   © Acclaim 2001   (GCN)    1/4 Dave Mirra Freestyle BMX 2   © Acclaim 2001   (GCN)    2/4 Dave Mirra Freestyle BMX 2   © Acclaim 2001   (GCN)    3/4