Dark Summit

Snowboardspil er blevet temmelig populære, siden SSX først havde enorm succes som en af de bedste tidlige titler til Playstation 2 og med Dark Summit forsøger THQ at gøre kunsten efter. Det lykkes delvist, men Dark Summit når aldrig helt højderne.

Dark Summit er et snowboardspil, der foregår under nogle lidt andre præmisser end tidligere spil i genren. Der er nemlig en historie i Dark Summit. Der foregår noget fordækt på snowboardernes tidligere legeplads, bjerget Mt. Garrick, hvor den noget skumle Chief O'Leary øjensynligt har gang i noget mystisk. Bjergsiden er pludseligt dækket af kemisk affald, skrot og strandede UFO'er. Som medlem af den unge og miljøbevidste snowboard-elite, er det spillerens opgave at opklare, hvad der foregår og forhåbentlig rette op på situationen. Dark Summit er derfor baseret på missioner, der, når de udføres med succes, både tjener til at udvikle historien og samtidig låser op for nye pister på bjerget samt dragter, udstyr og andet godt til de fire karakterer, der er at finde i spillet.

Masser af plads

Missionerne rimelig varierede. Man kan for eksempel få en mission, der ganske enkelt drejer sig om, at skulle undslippe O'Learys håndlangere. En anden opgave kan være at finde en bombe på bjerget, der så skal afmonteres, eller man kan blive sat til at skulle udføre en række tricks, simpelthen for at opøve sine færdigheder og dermed være bedre rustet til at tackle senere opgaver på bjerget. Der er i alt fire pister på Mt. Garrick og selv om det ikke lyder af meget, er det faktisk et ret stort område, man har at boltre sig på. Hver piste har flere forgreninger og da de alle er meget lange, kan det nemt tage over fem minuttter bare at komme fra top til bund. Når man så også har specifikke missioner at udføre, giver det alt i alt en helt fornuftig udfordring, som ikke klares lige med det samme.

Tricks på godt og ondt

Gameplayet i Dark Summit har både gode og dårlige aspekter. På den positive side tæller det, at styringen minder meget om den, man fandt i Nintendo 64-klassikeren, 1080. Man har under almindeligt løb en god fornemmelse for kontrol, boardet reagerer godt på variationer i terrænet og det er meget ligetil at gennemføre de fleste almindelig tricks. Fornemmelsen af fart er igen meget lig 1080, hvilket betyder, at nogen finder det lidt langsomt, mens andre finder det realistisk. På den negative side tæller det til gengæld, at spillet kræver at man til tider udfører såkaldte "Special Tricks". Disse adskiller sig fra de almindelige trick, ved at de kræver indtastning af en combo - oftest i form af en kombination af tre knapper. Problemet ligger

ikke i indtastningen af kombinationerne, men i udførelsen. Når man laver et special trick, afspilles det i en forudbestemt serie af animationer, der grundet deres høje hastighed både hænger dårligt sammen med de almindelige tricks og føles noget rodede. Negativt er det også, at grinds føles lidt unaturlige i spillet. Det er næsten umuligt bare at hoppe op på et gelænder og derefter gøre ens bedste for at holde balancen. I stedet trykker man på Y knappen, når man er over genstanden man vil grinde på, hvilket får boardet til at klæbe sig fast og så længe man holder knappen nede, falder man ganske enkelt ikke af. Gameplayet som helhed fremstår dog rimelig godt og især den store frihed til enten at følge missionerne, eller bare at fjolle omkring på de enorme pister er meget velkommen.

Farverig grafik

Det første man lægger mærke til ved grafikken i Dark Summit er, at den er utroligt farverig. O'learys dumpning af affald, maling og andet godt betyder, at sneen lige så ofte er rød eller lilla, som den er hvid. Teksturerne er mere effektive end de er prangende flotte men generelt tager spillet sig pænt ud, uden at være et studie i detaljerigdom. På de spilbare figurer er der gjort lidt ekstra ved detaljerne og det hele er præsenteret i en form for gyserstemning, der alt efter smag og behag er enten interessant og spændende, eller noget underlig.

Dunkel musik

Musikken er lavet til at understøtte den specielle stemning. Det betyder, at den er meget mere mørk og truende, end man er vant til i denne type spil. Der er ikke noget af musikken, der er fremstående nok til at give hverken gåsehud eller ekstra gå-på mod, men den holder spilleren i den specielle atmosfære. Lydeffekterne er på nogle punkter rigtig godt lavet og på andre punkter lidt kedelige. Stemmerne fra O'Learys mænd, der råber efter spilleren, runger realistisk mellem klipperne og sneen under boardet lyder som den skal, men samtidig kunne man godt ønske sig lidt mere kraft i lydene ved afsæt, landinger og når boardet gnistrer hen over flader lavet af alt andet end sne.

Godt, men ikke helt til tops

Dark Summit er et fint forsøg på at tilføje et spil af denne art noget nyt - i dette tilfælde en historie. Desværre hindres succesen noget af, at der i et spil der har udførelsen af tricks som en større bestanddel, ikke er blevet gjort mere ud af at få denne del af spillet poleret lidt mere. Det er dog ikke nok til på nogen måde at gøre Dark Summit frustrerende eller uspilbart. Er man til snowboards og lyder den dunkle historie og stemning som noget, der vil falde i god jord, er der intet i vejen for at give spillet et nærmere eftersyn.