X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Commandos 2: Men Of Courage


Strategi-spil på konsolmarkedet er ikke hverdagskost, men nu er der langt om længe kommet et nyt af slagsen. I Commandos 2: Men of Courage bevæger vi os tilbage til 2. verdenskrig, I selskab med en flok amerikanske elite-soldater. Spillet er en konvertering fra PC og det skulle blive interessant at se om det nu også ville fungere uden keyboard.

Strategi-genren har altid haft det svært på konsolmarkedet. Ikke så meget fordi at de ikke er populære, men mere på grund af hardware-begrænsninger. Det problem har Xbox dog ikke og derfor vil vi forhåbentlig se flere af de store PC-titler blive konverteret, som tilfældet er med RTS-spillet Commandos 2 (RTS = Real Time Strategy), der udkom til PC sidste år.

Ingen multiplayer

Historien i Commandos 2 omhandler, som så mange andre historier, 2. verdenskrig. Spilleren tager kontrol over en lille gruppe amerikanske elite-soldater, under ledelse af Sergeant Jack ”Butcher” O’Hara, hvis formål er at gennemføre nogle missioner og derved hjælpe de allierede til sejr. Forventer man en masse forskellige gameplay-modes, vil man blive skuffet. Commandos 2 indeholder kun et single-player game og intet andet. Der er hverken multiplayer eller online-muligheder, så er man til disse varianter skal man kigge andetsteds.

Benhård træning

For dem der er bekendt med PC-udgaven, er spillet ændret en smule i begyndelsen. Før man får lov til at begive sig ud på de egentlige missioner, skal man nemlig bevise sin kunnen, hvilket gøres i form af nogle trænings-missioner, hvor man bliver guidet igennem mange af spillets muligheder. Disse missioner er i sig selv temmelig lange og omfattende, hvilket gør at det kræver noget tid før man kommer i gang med selve spillet. Det er dog for spillerens (eller soldaternes) eget bedste, da Commandos 2 er et af de sværeste spil på konsolmarkedet. En af de gode ting ved Commandos 2 er de mange måder man kan angribe de forskellige missioner på. Den brogede forsamling af elitesoldater har nemlig mange evner og muligheder og det er essentielt at udnytte dem alle korrekt. Man har rådighed over både en våbenekspert, en sprængstofsekspert, en mekaniker, en hemmelig agent, en spion, samt flere andre, deriblandt en hund. Man kan undervejs løbe ind i andre allierede, som man så kan få assistance af.

Få, men lange missioner

Hver enkelt af de omkring 10 missioner har et overordnet mål, men derudover et der et hav af sekundære mål, som også skal opfyldes. Efter hver endt mission bliver man tildelt point, udfra hvordan man håndterede forskellige situationer. Det der gør spillet ekstra svært er, at man skal holde samtlige sine soldater i live hele vejen igennem, ellers er man
nødt til at starte forfra. Og da missionerne er temmelig lange, så er det noget af et kunststykke at opfylde dette krav, selvom man dog har mulighed for at genoplive sin faldne kammerat med en ’medical pack’. Heldigvis har man også mulighed for at gemme undervejs, så man ikke skal starte helt forfra hver gang og load-tiderne er ganske hurtige, så det ikke bliver alt for frustrerende.

Plan A eller plan B?

Meget af spillet foregår med at snige sig rundt i området og lægge en strategi, da man hurtigt får problemer hvis man bliver opdaget. Man kan vælge at angribe med alt hvad man har, men det er sjældent den smarteste taktik, da fjenden er i klart overtal. Det er her at brugen af ens soldater virkelig har en indflydelse, og man lærer efterhånden at neutralise fjenden en efter en. Spillet har tre sværhedsgrader, der hver især influerer AI’en hos fjenden. På ’normal’ er de nogenlunde til at have med at gøre, men sætter man sværhedsgraden op, skal man ikke forvente meget tolerance fra fjenden. Det der bekymrer de fleste når vi snakker strategi-spil på konsol, er selve styringen, da spillet af gode grunde ikke understøtter hverken mus eller keyboard. Styringen i Commandos 2 er temmelig omfattende, men man lærer de fleste ting, mens man kæmper sig igennem de indledende trænings-missioner. Der er dog stadig så mange funktioner, at det tager en del tid før man føler sig fuldstændig i kontrol, men sådan er det med mange strategi-spil.

God stemning

Grafikken i Commandos 2 tager udgangspunkt i det klassiske isometriske synsfelt, som vi har set så mange gange før. Det giver et godt overblik og man kan til hver en tid rotere synsfeltet 90 grader for at få et bedre indblik i lokaliteterne. Detaljegraden er også ganske fin, selvom den ikke helt når PC-spillet i skarphed. Animationerne er livagtige og generelt holder grafikken et fint og velpoleret niveau, selvom man nogle gange skal have falkeøje for at spotte fjenden. Lyden holder også høj klasse og især soundtracket skaber en helt rigtig, nærmest filmisk, stemning.

Giv dig god tid

Er man til strategi-spil, er Commandos 2: Men of Courage en kærkommen nyhed. Man skal bare være opmærksom på, at det ikke er et spil man lige sætter sig ned og spiller en halv time, da det er temmelig indviklet og omfattende. Det trækker lidt fra i den samlede vurdering at der ikke er nogen multiplayer-mode, men kan man leve med det, er der ikke mange andre negative ting ved spillet. Grafikken er flot og detaljeret og stemningen er den helt rigtige til denne type spil. Når man først får has på styringen, vil man blive endnu mere involveret i spillet og det vil langsomt, men sikkert, æde de sene aften- og nattetimer.

Commandos 2: Men Of Courage (EU)
Anmelders vurdering
5/6

Commandos 2: Men Of Courage   © Eidos 2002   (XBX)    1/5 Commandos 2: Men Of Courage   © Eidos 2002   (XBX)    2/5 Commandos 2: Men Of Courage   © Eidos 2002   (XBX)    3/5