X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Colin McRae Rally 3


Rallyspil har vel efterhånden udviklet sig til at være den mest populære gren indenfor bilspil. Gennem de senere år har vi set et hav af slagsen på forskellige konsoller, uden at nogen af dem har været helt fantastiske. Nu kommer Codemasters så med deres længe ventende Colin McRae Rally 3 og det skulle blive spændende om spillet kunne leve op til den ’hype’ der har været de seneste måneder.

Sammenligner man med andre spil, har Colin McRae Rally 3 ikke ret mange gamemodes. Faktisk kun to af slagsen, i form af Championship og Stages. Championship er spillets hoveddel, hvor man i skikkelse af Colin McRae skal forsøge at vinde verdensmesterskabet. Dette gøres naturligvis ved at skrabe points sammen via gode placeringer i de forskellige events. Stages er en ganske almindelig form for time-trial, uden at der står mesterskabspoint på spil. Denne del kan både køres i single- og multiplayer. Spillet indeholder ingen andre modes, så der er f.eks ikke mulighed for at køre løb mod andre, men kun mod uret.

Ingen officiel licens

Som altid i rallyspil er der masser af baner, denne gang 56 stk., der er placeret rundt om i verden. Spillet har ikke den officielle WRC-licens, så det er lidt anderledes end dem vi er vant til, f.eks. kommer man både til Japan og USA undervejs. Som udgangspunkt har man kun 8 biler at vælge imellem, men flere kan åbnes op ved at klare sig godt i mesterskabet. Når man vælger Championship har man ikke mulighed for at vælge bil, da man nemlig kun kan køre med Colin McRae, hvilket virker lidt underligt. Grundet den manglende licens har spillet heller ikke de rigtige kørere, hvis man lige ser bort fra Colin selv og hans co-driver Nicky Grist.

Opsætning af bilen

I Championship gælder det om at køre 7 special-strækninger så hurtigt som muligt og så håbe at man har den bedste samlede tid når det hele er overstået. Inden løbet har man mulighed for at ændre setup på bilen og justere den til sin egen kørestil. Den er på forhånd sat op så godt som muligt af Colin’s mekanikere, men man kan stadig selv eksperimentere. Man kan justere alt fra bremser, gearkasse, dæk, motor, affjedring, styring og chassis. Eneste problem er, at man ikke har adgang til de rigtig gode dele, før man har gennemført diverse løb. Jo mere man kommer igennem spillet, jo mere isenkram får man derfor adgang til og kan på den måde yderligere forbedre sine chancer.

Kør forsigtigt

Noget af det der er vigtigst i Colin McRae Rally 3 er, at passe på sin bil. Man kan nemlig ikke få lov at reparere bilen før dagen er overstået og da man kører 3 etaper hver dag, er man altså tvunget til at køre videre med de skader man har pådraget sig, hvilket giver et andet taktisk aspekt end vi er vant til. Kører man f.eks. rundt med et smadret ophæng og manglende kofanger efter 2. etape, er man nødt til at køre videre med dette på næste etape, hvilket naturligvis gør det sværere. Man kan før hver etape se status på bilens vitale dele, men er der noget virkelig galt med bilen, kan man sagtens fornemme det mens man kører.
Svært at styre

Styringen i spillet tager lidt tid at vænne sig til. Man har to metoder hvorpå man kan styre bilen. Enten kan man bruge de almindelig taster, der dog virker analogt, eller også kan man bruge de to analoge styrepinde. Den sidste metode er temmelig tricky, men den er til gengæld meget præcis. Spillets største problem er, at det umiddelbart er rigtig svært. I starten kører man næsten mere uden for vejene end på dem, grundet at styringen er lidt følsom, hvilket tager en del tid at vænne sig til. Det sker meget tit, at man kommer til at dreje for meget, hvorefter bilen spinner rundt og peger den forkerte vej. Efterhånden som man har spillet nogle timer får man dog vænnet sig til det. Heldigvis er bilfysikken ganske god og det føles virkelig som om det er en tung rallybil man fræser rundt i.

Fremragende grafik

Grafisk er spillet rigtig flot, med enkelte skønhedsfejl. Banerne er rigtig godt designet, meget varierede og fyldt med flotte detaljer. Man kommer igennem både tørre ørkenområder, tætte skove, mindre landsbyer og snørklede Japanske landskaber, alt sammen flot lavet. Bilerne er også flot lavet og man kan stort set smadre alt på dem. Forlygter, kofangere, kølerhjelme, vinduer og alskens andet flyver lystig af bilen hvis ikke man passer på og tillige bliver de også påvirket af omgivelserne, så de f.eks. bliver iset til, mudrede, eller støvede. De flotte detaljer er også mangfoldige, men især belysningen fortjener ros. Den måde solen påvirker landskabet er ganske fremragende og dens skær er rigtig flot og effektfuldt. Derudover er der mange andre grafiske lækkerier, som absolut gør spillet til det flotteste hidtil på PlayStation 2. Der er dog desværre slowdown og pop-up enkelte steder. Lyden er udmærket, selvom dækkene nogle gange lyder lidt mystisk på forskellige underlag. Nicky Grist snakker konstant og det er tydeligt hvad han siger, selvom man ikke har tid til at opfatte det halve.

Ikke noget banebrydende

Som helhed er Colin McRae Rally 3 et lidt vanskeligt spil at bedømme. For at få det fulde udbytte af spillet kræver det en god bunke tålmodighed, da sværhedsgraden er ret høj og derfor er det ikke et spil man skal forvente at gennemføre lige med det samme. Problemet med dette, og visse andre rallyspil, er manglen på variation. Kun at køre mod uret bliver lidt kedeligt i længden og da der ikke er andre gamemodes, vil mange måske hurtigt kaste sig over noget andet. Det der er i spillet, er godt gennemarbejdet, det er bare fjollet at man kun kan køre mesterskab med McRae. Er man til rimelig realistisk rally og en høj sværhedsgrad, skal man absolut kigge nærmere på spillet. Det tilbyder bare ikke noget vi ikke har set før.

Colin McRae Rally 3 (EU)
Anmelders vurdering
4/6

Colin McRae Rally 3   © Codemasters 2002   (XBX)    1/5 Colin McRae Rally 3   © Codemasters 2002   (XBX)    2/5 Colin McRae Rally 3   © Codemasters 2002   (XBX)    3/5