Castlevania: Circle Of The Moon

Castlevania-serien er nærmest Konami's varemærke, og det er et stykke tid siden, vi har set noget til en rigtig gang klassisk 2D fra deres side. I kraft af GameBoy Advance er tiden nu inde til at genleve de gode gamle tider i selskab med Castlevania og et opdateret gameplay.Serien består!
Castlevania-serien er uden tvivl en af de ældste og mest velkendte spilserier blandt Konami’s portefølje af spiltitler. Siden den forældede 8-bits Nintendo (NES)-udgave, er der ikke sket den store udvikling i serien. Succes'en med spillene tyder dog ikke på at være dalet - tværtimod. Vi så et par tilfælde, hvor Konami prøvede på at bringe Castlevania til live i 3D på Nintendo 64. Dette tiltag gjorde bestemt ikke tilfreds, da det på mange måder virkede klodset og frustrerende i sin 3D verden, og derfor brød konceptet for et allerede velfungerende 2D-gameplay. Stemningen var ikke desto mindre til stede, og har altid været det i denne serie i form af den gode musik, store (u)hyggelige bosser og et opfindsomt banedesign. At styre en barbarisk Belmont-spilkarakter og dennes pisk appellerede til mange med sit overskuelige og actionfokuserede gameplay i spændende omgivelser. Bortset fra en droppet udgivelse af en 3D Castlevania-titel til Sega’s Dreamcast, har Konami tilsyneladende, foreløbig, undladt at føre serien videre i 3D. Castlevania er imidlertid tilbage i 2D på GameBoy Advance, og minder mest af alt om en efterfølger til det legendariske Castlevania: Symphony of the Night (SOTN) til PSOne; både i opbygning af banedesign og gameplay.

Action og RPG kombineres

Castlevania lægger først af alt ud med en noget anonym intro – faktisk ingen!? Ikke et hint om spillets indhold eller baggrundshistorie? Kun en sort og steril skærm, hvorpå, der så udtryksfuldt står ’Castlevania’. Til gengæld kører der en flot og stilfuld melodi i baggrunden, eller rettere sagt, en kvindestemme, der simpelthen går lige i kødet på spilleren med sine yndefulde og drømmeagtige toner. Det er ubegribeligt, hvordan Konami har formået at sample en så klar og tydelig melodisk sekvens ned på sådan en lille spil-cartridge?! Imponerende er det, og sætter virkelig stemningen, for hvis resten af spillet virker lige så gennemført som den lydmæssige præsentation - ja, så kunne vi lige så godt give spillet topkarakter nu og her og ikke lave anmeldelsen længere. Men, der er mere i Castlevania end god lyd. Konami holder stilen fra Castlevania: SOTN til PSOne. Især in-game brugerfladen er fuldstændig identisk med førnævnte titel om end en anelse mindre omfattende. Det glæder os, at Konami har bevaret den RPG-agtige opstilling af de velkendte attributter for spilkarakteren – dvs. styrke, forsvar, magi osv., der potentialemæssigt øges i spilforløbet. Men det skal vi komme yderligere ind på senere. Castlevania til GBA er mere actionpræget end tidligere på en særdeles afbalanceret måde, da actiondelen flettes sammen med RPG-delen og kombineres til noget, der fremstår som gennemført varieret gameplay end decideret rå action a ’la Super Castlevania IV (SNES).

Hvad foregår der?

Historiemæssigt befinder vi os i år 1830 i Østrig på et obligatorisk skummelt slot. En af Dracula's undersåtter, Camilla, prøver ihærdigt at vække sin gamle boss til live igen, så han på ny kan slippe mørke kræfter løs. Vampyrjægeren Morris og hans to elever, Nathan og sønnen Hugh, drager herefter hastigt af sted, da de kan lugte i naturen, at noget ondt er i gære. Det går desværre ikke helt som ventet, så Morris bliver via magi lagt i lænker af Dracula, hvorimod hans to elever bliver kastet ned til en kirkegård under slottet. Uoverensstemmelser hænger i luften, da Hugh (Morris' søn) ikke er blevet tildelt den hellige pisk til at udrydde den transsylvanske ondskab. Den bærer Nathan derimod rundt på, selvom han ikke er af familiens blod, men Morris fandt ham mest værdig frem for sin søn Hugh. Hugh begiver sig herefter ud på sin egen enspænderfærd igennem slottet, mens spilleren overlades til Nathan - iøvrigt to ret trendy fyre (tidsmæssigt) vi har med at gøre, dvs. ikke den sædvanlige langhårede barbaragtige Belmont-type fra de tidligere spil i serien.

Velkoordineret gameplay

Ved første øjekast forekommer gameplay'et at være genkendeligt; de sædvanlige akrobatiske udfoldelser som hop, saldo, slide osv. Det er faktisk kun et lille uddrag af Nathans potentiale som vampyr-akrobat, da han senere i spillets forløb,

gradvist, bliver belønnet med flere moves, hvilket sørger for, at man skal lave en masse 'back-tracking' (besøge tidligere steder) for at få adgang til, førhen, 'lukkede' sektioner i spillet. De nye moves er selve elementet i Castlevania, der borger for et velkoordineret gameplay. Spillet føles derfor ikke trægt og lineært at spille, men er temmelig varieret pga. back-tracking. Ligesom i Castlevania: SOTN (PSOne) og Super metroid (SNES) går man rundt i én stor bane delt op i sektioner, og det virker i visse tilfælde som at betræde en labyrint. Dvs. jo mere man avancerer i spillet, jo større bliver overblikket på kortet over slottet. Forskellige farver på kortet angiver f.eks., om der er en dør, man ikke kan få adgang til eller steder, hvor spilpositionen kan gemmes. Der er også praktiske portaler med dét formål at gøre sig nyttige til back-tracking. Dvs. så man hurtigt kan springe frem til afsidesliggende steder i slottet.

Taktisk spilforløb

Gameplay'et minder, som tidligere antaget, meget om Castlevania: SOTN til PSOne, men er simplificeret og virker som sagt nu mere actionpræget. Konami har bibeholdt de RPG-agtige attributter; LV, STR, DEF, INT, LCK, STATUS, HP, MP osv. Disse forkortelser angiver karakterens egenskaber, der gradvist øges i spilforløbet, når f.eks. fjender nedlægges. Hver gang man gør det af med en fjende, vises et tal oppe over fjenden, så man kan se hvor meget skade, der udgøres på fjenden. Det samme gælder en selv, hvis man bliver ramt eller udsat for gift, magi og trolddom m.m. Hvis man f.eks. ikke har noget modgift på sig, vil man blive ved med at miste energi i begrænset tidsrum. Alle fjender vender tilbage hver gang samme sted betrædes. Og dét, ligegyldigt, hvor mange gange de er nedlagt. Men det gør, at man finder adskillige spændende items så som ny udrustning, hvilket øger ens defensive egenskab eller et armbånd til at forbedre sin styrke. En fornyet tilføjelse - hvilket faktisk giver spillet en ekstra dimension i gameplay'et – finder vi i de såkaldte ’Action Cards og Attribute Cards’. Disse dukker op tilfældige steder i spillet, efter en fjende er nedlagt. Der er ti af hver korttype og næsten hvert eneste kort, kan kombineres til et specielt våben, en personlig egenskab, et forsvar m.m. Med den rette kombination af kortene bliver spillet åbenlyst både mere udfordrende og taktisk. For alt afhængig af hvilken sektion i spillet du befinder dig i og hvilke type fjender, der angriber, kan du sammensætte et 'kort-par' og nemmere komme helskindet igennem sektionen. Det er et ret så intuitivt påfund, og skaber en befriende fornemmelse af et åbent gameplay, der på overfladen virker ”lige at gå til”, men faktisk gemmer på en overraskende udvikling i spilforløbet. Igen kan vi se tilbage på det eminente SOTN til PSOne, hvor man her kunne kombinere Alucard’s skjold med hans våben i form af bl.a. et sværd, hvilket skabte en ny angrebsmetode e. lign.

Første klassiker til GBA?

Grafikken er ikke enestående - specielt ikke animationen af hovedkarakterens bevægelser. Han forekommer os også som en meget lille gut på GBA’ens skærm. I stedet har Konami brugt kræfter på flotte magiske effekter, imponerende bosser og et opfindsomt banedesign med flere forskellige lag i baggrunden. Stemningen er, som i andre Castlevania-titler, på sit højeste og musikken bliver brugt til, at spilleren føler sig hjemme i dette univers. Konami har genbrugt ”ørefængere” fra tidligere spil i serien, men også ny musik er komponeret specielt til Castlevania på GBA. Det er ingen overraskelse, at spillet fuldt ud gør brug af GBA'ens lydhardware som intet andet spil til konsollen hidtil har udnyttet optimalt. På visse punkter når lyden op på et niveau, der er lydchippen værdig i Nintendo's gamle 16-bits konsol, SNES. Alle de klassiske platformselementer er til stede, men det afbalancerede gameplay distancerer i høj grad mange andre titler på markedet. Det er et ’klasse-spil’ i 2D og blandt de bedste af sin slags til GameBoy Advance. Vi har kun få indvendinger til spillet, hvilket munder ud i, at spillet i begyndelsen virker for let, hvor specielt variationen i fjendernes angrebsmønster ikke er særlig imponerende. Dette spil er et mere end værdigt bidrag til Castlevania-serien, ’i den rigtige ånd’, og vi ser forhåbentligt flere af denne type spil i fremtiden. Det er 2D, når det er bedst! Nu mangler vi bare, at Konami udvikler det i 3D, og samtidig bevarer strukturen i gameplay'et.