Efter det lidt skuffende Soul Reaver 2 er Eidos nu på banen igen, med efterfølgeren til PSOne-hittet, Blood Omen: Legacy of Kain. Vi har kigget på PS2-versionen og ser om den kan udvikle historien i en interessant retning. En ting er dog helt sikkert... Det bliver blodigt og ikke for sarte sjæle!
Blood Omen 2 er som nævnt en efterfølger til Blood Omen: Legacy of Kain. I mellem disse spil har vi også været inde i Nosgoth's univers via Soul Reaver-spillene. Blood Omen 2 er dog en helt anden akt af samme historie og vi følger i dette spil Kain, i modsætning til Soul Reaver, hvor han jo er fjenden. Et ganske interessant koncept og historien er også ganske fin. Blood Omen 2 foregår 400 år efter det første spil. Kain vågner i en seng, ude af stand til at huske noget af hvad der er foregået. Vampyren Umah er dog hurtig til at opdatere ham og fortæller, at stort set alle vampyrer er blevet udryddet og hvis der ikke gøres noget snart vil det være slut for dem. Nu går vores vampyr-ven Kain, ikke af vejen for at dræbe og hævne og hovedformålet med dette er, at få udryddet dem der har overtaget vampyrernes magt, nemlig en gruppe der kalder sig The Sarafan. Da alle tror Kain er død forlængst, foreslår Umah at han kan fungere som en slags undercover-agent, da hans ansigt ikke er kendt i byen. Kain er dog en noget speciel fætter, idet at han gerne går sine egne veje. Man kan uden at overdrive kalde ham lidt selvoptaget og meget arrogant og han vil for alt i verden have sin egen personlige hævn. Han går dog med til at hjælpe vampyrerne, da han bliver lovet, at han kan få lov at regere landet så snart missionen er fuldført.
I need blood
I forhold til Soul Reaver er Blood Omen 2 et lidt mere actionorienteret spil. Der er ikke den store fokus på puzzles, men mere på den rene brutale action. De enkelte puzzles man kommer i nærheden af begrænser sig til, at hive i nogle håndtag for at aktivere en dør eller andet, hvilket vi jo har set hundrede gange før. Blood Omen 2's styrke ligger i den action-delen af spillet. Som vampyr lever Kain jo naturligvis af blod og gerne meget af det. Derfor er han til lejligheden udstyret med en masse moves, der kan henrette mere eller mindre uskyldige ofre. Kain er nemlig ikke ligefrem en moralsk tynget person, så han er temmelig kold overfor hvem han dræber, skulle de være så tåbelige at stå i vejen. I starten har man ikke særlig mange moves at gøre godt med, men efterhånden som man får suget noget blod og åbnet nogle specielle kasser med magiske kræfter, begynder der at ske noget. Man kan til hver en tid få en lille menu op på skærmen, der viser de specielle egenskaber man har til rådighed og man kan aktivere dem derefter. Den første man har, er muligheden for at gøre sig selv næsten usynlig, i form af en speciel tåge-camouflage. Dette er rigtig snedigt idet man så kan liste ind bag sit offer og likvidere dem i et hug, hvilket som regel foregår på en temmelig barbarisk måde, med afhuggede hoveder osv. Jo længere man kommer, jo flere magiske evner får man. Skulle det ikke være nok kan Kain også samle diverse våben op fra sine efterladte lig. Disse kan også udvikles hen af vejen afhængig af Kain's kræfter.
|
|
Mere adspredelse, tak Det største problem med disse moves er, at kontrollen i starten føles lidt klodset. Man kan ved at holde en skulderknap nede, låse sig fast på en fjende og derefter trykke på action-knappen for at angribe. Man kan tilmed trykke på en tredje knap for at blokere. Dette kan gøre både semiautomatisk og manuelt. Vælger man at gøre det manuelt, skal man "time" sin blokeringer med modstanderens slag for ikke at blive ramt. Den anden mulighed gør det lidt nemmere, idet at man bare kan holde block-knappen nede og så blokerer man alt. Derudover er der faktisk ikke så meget i spillet og det minder til tider mere om et voldsorgie, istedet for det action-adventure der egentlig var lagt op til. Dermed ikke sagt at spillet ikke er godt eller underholdende, men det havde unægtelig hjulpet lidt med en anelse mere adspredelse. Glimrende voice-acting I forhold til Xbox-versionen er Blood Omen 2 på PlayStation 2 en lidt mere simplificeret udgave. Grafikken er ikke nær så detaljeret og flot som på Microsoft's powerkonsol, men den holder stadig en ganske god standard. Lyseffekterne er ganske fine og teksturer og animationerne er også gode. Lydsporet er temmelig monotont og man bliver hurtigt træt af det. Lidt synd, at musikken ikke skaber en lidt mere grum stemning. Stemmeføringen på de forskellige karakterer er til gengæld rigtig god - ingen håbløse amatøragtige voice actors som mange andre spil bruger. Lydeffekterne er ganske effektfulde og de gør mordene lidt mere brutale end de er i forvejen. Styringen fungerer ganske udemærket og er rimelig responsiv, men vi kan ikke komme uden om, at den er en anelse klodset. Et andet problem der bør nævnes er AI'en. Der vil tit komme mere end én fjende mod spilleren, men de angriber mærkeligt nok, kun én ad gangen. De andre står som saltstøtter og venter på deres tur og det ser ret tåbeligt ud. Et spil der mangler noget Selvom Blood Omen 2 er et bedre spil end Soul Reaver 2, mangler Eidos stadig noget for at kæde det hele sammen. Historien fungerer ganske udmærket, men bliver desværre bakket op af et lidt for ensformigt gameplay. Spillet har absolut sine underholdende momenter og i starten er det ganske tilfredsstillende og makabert. I længden bliver man dog lidt træt af at henrette folk i en uendelighed. Laver Eidos flere spil i disse serier, ville det måske være en idé, at tage det bedste fra begge spil og kombinere dem i ét, hvor man så kunne styre enten Raziel eller Kain, eller for den sags skyld begge, men det må tiden vise. Står man og overvejer om man skal købe denne PlayStation 2-version eller versionen til Xbox, ja så står man over for et svært valg, da de to spil er noget nær identiske. Den eneste réelle forskel er, at Xbox-versionen har en lidt skarpere grafik og lidt flottere detaljer. Om man så vil betale ekstra for det må være op til den enkelte.
|
|
|