igen og igen. En snedig ting er, at man efter at have slået dem ud kan lægge dem i håndjern, så de ikke rejser sig op igen. Nu ville intet Batman spil være helt det samme, hvis ikke vi havde rådighed over alt hans herlige legetøj og det har vi heldigvis også. Alt lige fra røgbomber, net, fjernstyrede bomber og batarangs (bat-boomeranger), kan bruges til at forvirre fjenden og desuden er der den flittigt brugte batklo, der gør at Batman kan nå afsides platforme eller bygninger. Enkelte missioner placerer os også i Batmobilen eller Batflyet og disse giver spillet en god variation, så det ikke bliver alt for ensformigt.
Luke Skywalker som Joker
Præsentationen i spillet er rigtig god og det er lykkedes for udviklerne at skabe den helt rigtige stemning. Spillet er spækket med flotte cutscener og musikken er passende dyster. Grafisk er spillet ganske nydeligt og det læner sig meget op af stilen fra den animerede serie. Gotham City har aldrig været portrætteret smukkere i et spil og det ser faktisk temmelig imponerende ud, selvom det til tider kan være lovlig mørkt. Selve omgivelserne kan også godt virke lidt tomme af og til og ikke alle detaljer er lige kønne, men som helhed er det ganske udmærket Animationen af de forskellige karakterer er også rigtig god og giver det hele et rigtig fint look, specielt Batman’s kappe er flot lavet. Spillets største problem ligger, som så mange andre af denne type spil, i selve kameraet. Det har til tider en tendens til at flagre voldsomt rundt, eller hæmme din synsvinkel og det er specielt irriterende hvis man skal lave et præcist hop fra en bygning til en anden. Dette resulterer i en del unødige fald mod afgrunden, som heldigvis bliver reddet lidt af, at man kan starte fra sidste checkpoint. Man har mulighed for at ’nulstille’ kameraet lige bag Batman, men det hjælper ikke så meget. Lydsiden er også rigtig god og især cutscenerne er godt spillet. Især Batman og Jokeren (spillet af Mark Hamill) er gode, men de andre gør det også fint. Selvom det til tider virker som om der er lovlig mange cutscener, så passer de fint ind i spillet og de bliver aldrig kedelige, da historien hele tiden udvikler sig.
Et godt spil
Dette er utvivlsomt det bedste Batman-spil der er lavet. Ingen andre spil har på bedre vis skabt illusionen af at være Batman. Nuvel, spillet kan være frustrerende, men Batman Vengeance har så mange andre positive aspekter, at det ikke ødelægger helhedsindtrykket. Ubi Soft har udført et virkeligt professionelt stykke arbejde og det er forfriskende at se en licens blive brugt ordentligt.
Det er langtfra det bedste spil der er lavet, men det er ganske underholdende og er man Batmaniac bør man absolut kigge nærmere på spillet.