Atlantis III: The New World

Atlantis III: The New World foregår i en alternativ verden, fyldt med gåder, det gamle Egypten og myten om det forsvundne kontinent Atlantis. Et peg-og-klik adventure der forbliver en tam skygge af spilleglæden i klassikeren Monkey Island.Af en eller anden grund, har Cryo haft succes med hele to spil om Atlantis, og nu skal PS2-ejere så have glæde af Atlantis III, men hverken udførsel eller originalitet præger denne PC-konvertering. Året er 2002 og vores heltinde, en arkæolog, er på opdagelse i ørkenlandet Hoggar. Efter en ulykke i sin bil, befinder hun sig hos en beduin, som er hævntørstig på nogle uspecificerede banditter, der har belejret en brønd i nærheden - og nu skal han ha’ hævn. Af ren nysgerrighed følger hun efter ham og opdager, at brønden er hjemsted for en hule, der indeholder en mystisk portal til en anden verden. Fyldt med gåder, mystiske bygninger, personer og myter - begynder en eventyrlig rejse i det ukendte. Men gider vi overhovedet at følge med?

Samme gamle rille

Som et gammelt PC-spil er PS2-udgaven af Atlantis, bygget op som et adventure hvor man styrer begivenhederne ved at pege og klikke med joypaddet, ganske simpelt og med et minimum af funktioner. Der bruges kun knapper til at hoppe frem og tilbage mellem spil og styre ikonet, der indeholder den sædvanlige gemmefunktion og menufunktioner til spillet. For at bevæge sig rundt, klikker man på skærmen i den retning man vil gå, men kun ved de i forvejen fastlagte veje, da man ingen fri bevægelighed har i de statiske billeder. Når man bevæger sig, foregår det med ét billede ad gangen. Cryo kalder systemet for Omni-3D, en slags 2D billede som kan drejes 360 grader, mens vi kalder det for gammeldags og meget primitivt. Hurtigt bliver der mulighed for, at rejse rundt i en flyvende tingest, der gør transporten noget nemmere, hvis det ikke lige var for den samme CGI sekvens - hver eneste gang.

Ingen kommentarer

Skulle der dukke personer eller objekter frem, så fremhæves de med en animation på cursoren og man vælger så om man vil samle objektet op eller tale med personen. Samtalen med personer begrænser sig til en enkel fastlagt dialog, som vælges i felter ud for personen, altså ingen direkte dialog, dog skifter mulighederne hvis man har løst en gåde der relaterer til den enkelte person. I starten er det eneste man får ud af det: "ingen kommentarer"!

Gåder for guder

Hele historien der udfolder sig i spillet, er ganske simpelt og uoriginal, det er gåderne der er spillets styrke og de har da også en rimelig stor sværhedsgrad. Men hvis man ikke er til opgaverne i Illustreret Videnskab eller

lign., så bør man holde sig væk. De første par gåder er simple nok, men meget hurtigt stiger sværhedsgraden til noget der for nybegyndere, kan virke som særdeles svære opgaver. Man skal regne med lave optegnelser og skrive notater til gåderne, ellers er de simpelthen for svære at løse. Uheldigvis er overblikket over mange af gåderne hæmmet af en dårlig detaljegrad på billederne, der virker unødvendigt uskarpe og utydelige, noget der desværre tyder på mangel af opmærksomhed i konverteringen til PS2. Tit er objekter der er nødvendige for at avancere i spillet, skjult på steder der er umulige at gætte og kun lader sig finde ved hjælp af tilfældigheder eller detaljeret gennemsøgning af hvert billede - og DET er træls. Glæden ved at løse en opgave føles derfor som en kæmpe sejr og da man heldigvis kan gemme spillet hvor som helst, orker man sjældent at løse mere end én gåde om dagen.

Uskarpe billeder, hakkende CGI

Som sagt er grafikken lavet af en række billeder i Cryo’s semi 3D-system, der i omgivelserne og figurer, viser en temmelig høj detaljegrad. Derfor er det underligt at netop gåderne, der kræver ekstra opmærksomhed, skal være så uskarpe og slørede. En udpræget mangel på animationer i figurer og personer, hjælper heller ikke på spillets i forvejen haltende interaktivitet. Eneste positive ting er CGI- sekvenserne, der er ret flotte, men pga. den manglende PAL optimering - vises i en hakkende kvalitet.

Østtysk eftersynkronisering

Stemningen bæres ene og alene af lyden der er rimeligt afpasset til spillet, med stemningsfuld
musik komponeret af David Rhodes. Han sørger for at Atlantis har en filmstemning, der mange steder løfter atmosfæren, fra triviel kedsomhed til den smule spænding der er - helt ufortjent. Stemmerne på personerne er desuden blottet for ordentlig synkronisering af mundbevægelserne og selvom der er blevet brugt rimelige skuespillere, virker det ofte som en dårlig østtysk eftersynkronisering.

Ørkenvandring

Et spil som Atlantis III: The New World, er et godt eksempel et spil der ikke egner sig særlig godt som konsolfodder. Escape from Monkey Island er stadigvæk det bedste peg-og-klik spil til PS2, og Atlantis III formår slet ikke, med sin kedelige og ældgamle opbygning, at underholde bare halvt så meget som Lucas Arts klassikeren. De fleste har alligevel en PC derhjemme og skal man absolut udsætte sig selv for Atlantis III, så spar et par hundrede og køb det til den. Spillet indeholder godt nok et par udfordrende gåder, men alt andet er ren ørkenvandring - bogstaveligt talt. Atlantis III er et af de få, men desværre også ringeste, adventure-spil til PS2.