X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Arctic Thunder


Vi har tidligere set på Midway's Arctic Thunder til PlayStation 2 og det var jo lidt af en katastrofe. Nu har Midway så valgt at sende spillet ud på Xbox'en, hvilket måske ikke virker som den smarteste idé. Vi har dog kigget spillet efter i sømmene for at se, om der var sket forbedringer i forhold til sidst.

Mange rynker lidt på næsen af Midway og betegner deres spil som useriøse. Der skal dog heldigvis være plads til alle genrer i spilverdenen og man må ikke glemme at Midway bl.a. står bag spilserier som NBA Jam, NFL Blitz, samt meget andet. Deres spil er ganske vist urealistiske, men det er nu rart at se et firma der tager en anden indgangsvinkel til tingene, istedet for de traditionelle. Dette er synligt i stort set alle Midway's spil og de er et af de bedste firmaer til at udvikle arkadeagtige sportsspil. Nu er Arctic Thunder ikke et decideret sportsspil, men snarere en slags Wipeout-klon med masser af våben. Spillet minder dog mest om en vinter-version af deres arcade- og Dreamcasthit, Hydro Thunder.

Ekstra gamemodes

Arctic Thunder er en arkadekonvertering og vel vidende at den slags ikke holder i længden, har Midway tilføjet en del ekstra modes til spillet, for at forlænge holdbarheden. Man kan spille en tro kopi af arkademaskinen, hvor man vælger en kører, en bane og så bare pløjer sig gennem landskabet med det enkelte formål at vinde løbet. Til hjemmeversionen har Midway så tilføjet en "Race Mode", der basalt set er magen til arkadeversionen bortset fra, at man her bliver belønnet med en medalje hvis man slutter mellem de tre første. Tillige får man, hvis man vinder, en kode der kan bruges til at åbne op for ekstra features. En anden spilmulighed er "Points", hvor man, ved at udføre tricks og skyde sine modstandere, kan optjene nogle points, som derefter kan bruges i en lille shop, hvor man kan opgradere de enkelte kørere, snescootere, eller købe nye baner og karakterer. Til sidst er der så en "Battle Mode" der er for 2-4 spillere og som foregår i nogle små arenaer fyldt med powerups, hvor der så naturligvis gælder om at være den der overlever længst.

Håbløst gameplay

Spillet indeholder 12 baner der befinder sig forskellige steder i verden. Alle disse er mere eller mindre fyldt med kendetegn fra det pågældende sted, f.eks det hvide hus i Washington, men det virker mest af alt lidt overfladisk og rodet udført. På nogle baner brager der lige pludselig tanks og ubåde frem af landskabet hvilket virker irriterende, især da disse af og til er gemt bag en bakketop, så man ingen mulighed har for at se denne forhindring før det er for sent. Ellers er banerne meget lige ud af landevejen, men man kan finde små shortcuts undervejs hvis man kigger lidt efter. Spillets helt store problem er, at der ganske enkelt ikke er
nogen taktik forbundet med løbene. Banerne er proppet med våben og det er nærmest umuligt at undgå at være i besiddelse af et. Det medfører at man bare fyrer sit våben af med det samme man har samlet det op, inden man fanger det næste. Dette ødelægger hele idéen med våben, idet at man ikke skal passe på dem og bruge dem på strategisk rigtige tidspunkter. Et andet problem er, at spillet ganske enkelt bare går ud på at holde speederen i bund og så styre nogenlunde udenom alle forhindringer. Klarer man dette er man rimelig sikker på succes, så at der overhovedet er en bremseknap i spillet virker mildest talt lidt overflødigt, især fordi man stort set ingen fart mister ved at brage ind i forhindringerne. Variation er der heller ikke meget af, da alle de forskellige gamemodes spiller på nøjagtig samme måde. Så i bund og grund har man bare en masse udgaver af arkadeversionen, der bare hedder noget andet. Nuvel, man kan få nogle ekstra karakterer og opgradere sin snescooter, men det blir gameplayet jo ikke mere interessant af.

Pinlig grafik

I forhold til PlayStation 2-versionen er der ikke sket mange forbedringer, hverken grafisk eller lydmæssigt. At se dette spil køre på en Xbox får nærmest en til at tude. Spillet var uhyggelig grimt på PlayStation 2 og den eneste forskel er, at Xbox'ens lidt bedre opløsning gør, at man nu for alvor kan se hvor grimt det er. Der er ganske vist kommet nogle enkelte nye partikel-effekter til når man affyrer våben, men banerne og baggrundene er så horribelt grimme at det er pinligt. Animationen af de forskellige kørere og deres såkaldte stunts er heller ikke noget at skrive hjem om. Lydsiden er ligeså forfærdelig. På menuerne er der en overgearet kommentator og de få sætninger karaktererne har, er så tørre at man sidder og krummer tæer hver gang man hører dem. Musikken er temmelig anonym, bortset fra på føromtalte menu, hvor det er en belastende melodi der looper hvert 10. sekund. Skal man snakke om forbedringer i forhold til PS2-udgaven kan det nævnes at frameraten er en del bedre og at loadetiderne er en del hurtigere, men når resten af spillet er så elendigt kan det nærmest være ligegyldigt.

En herlig hadegave

Har man lyst til et spil med en masse identiske gamemodes, monotont gameplay, elendig grafik og ingen dybere mening, kan man godt kigge nærmere på Arctic Thunder. Dette tiltaler dog de færreste, så vi kan istedet konkludere at dette er det hidtil værste spil på Xbox'en. Det udnytter intet af det du købte en Xbox for og derfor skal du styre meget langt uden om dette spil hvis du ser det i butikkerne, da det er underholdende i omkring 3 minutter. Vi ville gerne sige noget positivt om spillet og det eneste vi lige kan komme på er, at det vil være en idéel hadegave, hvis du vel og mærke har mange penge at brænde af på sådan et projekt.

Arctic Thunder (EU)
Anmelders vurdering
0/6

Arctic Thunder   © Midway 2001   (PS2)    1/3 Arctic Thunder   © Midway 2001   (PS2)    2/3 Arctic Thunder   © Midway 2001   (PS2)    3/3