X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

FIFA World Cup 2002


VM-slutrunden i Japan/Korea sniger sig nærmere og en måned før kickoff, har EA sendt det officielle VM-spil på gaden til flere forskellige platforme. Vi har her kigget på Xbox-versionen, der teknisk burde være den bedste konsoludgave. Spørgsmålet er så om gameplayet er blevet ændret i forhold til tidligere udgaver.

Spillet tager naturligvis sit udgangspunkt i den forestående turnering og alle de kvalificerede hold er selvfølgelig repræsenteret. Derudover kan man også spille med hold der ikke kvalificerede sig, f.eks. Norge og Tjekkiet, så fans fra visse lande ikke skal føle sig helt udenfor. Der er ingen andre spilmodes i 2002 FIFA World Cup i det forstående verdensmesterskab, andet end muligheden for at spille venskabskampe. Det er ganske vist det officielle VM-spil, men det havde da været rart om EA havde inkluderet kvalifikationens-turneringen fra tidligere spil, så man fik en lidt længere turneringsform. Man kan spille multiplayer op til fire spillere, men man kan desværre ikke spille en VM-turnering med hver sit hold, hvillket er lidt mystisk. Udover de sædvanlige hold, kan man også åbne op for nogle all-star mandskaber hvis man vinder turneringen med forskellige hold og disse kan så bruges i venskabskampe. Et lille irritationsmoment er, at man ikke har mulighed for at blande puljerne tilfældigt, så turneringen havde en ny sammensætning.

Et par nye tiltag

Når dommeren fløjter kampen i gang er tingene som vi kender dem. Det er det klassiske FIFA-gameplay, der dog er blevet finpudset og justeret. Den fra 2002-udgaven indførte powerbar er stadig med og det giver en finere føling med afleveringer og skud. Det gør også spillet sværere da bolden ikke automatisk rammer ens medspiller, idet man skal selv sørge for at lægge kraft nok i afleveringerne. Udover de sædvanlige afleveringer, skud og finter, har man nu også muligheden for at jonglere med bolden. Dette ser ganske blæret ud og det kan være nyttigt i ny og næ. Desuden kan man nu også skrue sine skud og indlæg, en funktion som er ganske fiks, men dog kræver lidt tilvænning i kampens hede. En anden ny feature er "star player", der indikerer, at vi her har en spiller der er rigtig god i en speciel kategori. Det svinger fra hold til hold hvor mange der er, men disse spillere kan vende kampene i et splitsekund. Nogle er ekstremt gode afsluttere, andre er lynhurtige osv. En udemærket feature, der viser via gameplayet hvor meget holdene lægger vægt på deres nøglespillere.

Det klassiske gameplay

Gameplayet er dog stadig en kende for urealistisk og spillet bliver aldrig så udfordrende som Konami's Pro Evolution Soccer. De forskellige markeringer sidder ikke så tæt og det er stadig alt for nemt at skabe chancer. Spiller man på den letteste af de 4 sværhedsgrader er spillet alt for nemt, og vælger man den sværeste har det en tendens til at blive urealistisk.
Den gamle fejl med for mange mål eksisterer stadig og det virker nogle gange som om målmændende decideret flytter sig så vi kan få et mål. Spillet er dog stadig bedre og mere finpudset end de tidligere udgaver, idet man sagtens kan brænde et hav af chancer og det hjælper også, at den gamle fejl med at slå et indlæg og så saksesparke bolden i kassen, er blevet fjernet. Det er faktisk umådelig svært, at lægge sine indlæg præcist, endsige få dem afsluttet ordentligt og det er ganske fint. En anden fin funktion er 1-2 afleveringer, der virker ganske godt. Man vælger hvilken medspiller man vil aflevere til med den analoge styrepind og derefter skal man så løbe i position til returbolden. Dette virker naturligvis ikke altid, da man både skal holde øje med ikke at løbe offside, samt hvor modstanderne er placeret på banen.

Flot grafik

Grafisk er spillet en nydelse på Xboxen, men der dog stadig enkelte skønhedspletter. Grafikken er detaljeret og skarp og de forskellige stadions er rigtig flotte. Tilskuerne er også rigtig godt lavet, medmindre man kommer lidt for tæt på i diverse cutscener. Spillerne er ganske nydelige og de er flot animeret, men problemet er bare, at kun de største stjerner ligner de rigtige spillere. Alt for mange har ingen lighed med virkelighedens spillere og de har stadig disse zombie-agtige ansigter, hvilket ser temmelig skræmmende ud. Frameraten holder sig konstant og det er kun i diverse cutscener man aner lidt slowdown. De grafiske effekter man får når man styrer en stjernespiller er også ganske fine, men de er desværre hamrende urealistiske, hvilket igen hælder spillet over i arkade-afdelingen. Musikken er ganske stemningsfuld og dramatisk og de forskellige lydeffekter fungerer glimrende. Kommentatorerne er som sædvanlig John Motson og Andy Gray. Vi oplevede dog noget mystisk med vores version af spillet, det gik ofte ned, når vi havde kommentatorerne slået til. Spillet gik ned både inden og midt i kampe, men da vi slog de to herrer fra, virkede alt pludselig fint. Meget mystisk. Præsentationen er vanen tro i EA's spil helt i top. Der er mange flotte cutscener og detaljer, der virkelig skaber en god VM-stemning hjemme i stuen. Skulle man trænge til en pause har EA endda lagt en del ekstra-materiale på disken, som man kan se på.

Kunne være bedre

Som helhed fungerer 2002 FIFA World Cup glimrende som det første fodboldspil på Xbox, men når det kommer til stykket, er det lidt tyndt at der kun er én turnering man kan spille, hvilket klart hæmmer den berømte replay-value. Teknisk set er spillet klart den bedste i forhold til PS2-versionen, men spillet lider dog stadig af et par af de fejl i gameplayet, der altid har plaget FIFA-serien. Som multiplayer har spillet en lang levetid, men som singleplayer kan det kun holde dampen oppe indtil VM er overstået, men så varer det nok heller ikke længe før vi ser FIFA 2003.

FIFA World Cup 2002 (EU)
Anmelders vurdering
4/6

FIFA World Cup 2002   © EA 2002   (GCN)    1/3 FIFA World Cup 2002   © EA 2002   (GCN)    2/3 FIFA World Cup 2002   © EA 2002   (GCN)    3/3