Svigtende holdbarhed
Langtidsholdbarhed er et nøgleelement i et puzzlespil. Desværre er ZooCube i høj grad det samme hele vejen igennem. Der er få spilmuligheder, ingenting at låse op for og meget lidt udvikling i banerne. Udover baggrundsgrafikken består forskellene stort set kun i de indfaldende figurers hastighed og forskelligheden af dem. Efterhånden som disse to elementer hober sig op, erfarer man et problem med spillets opbygning. Når det først går skidt, er situationen nærmest umulig at redde. Når bare én stak når den kritiske højde, kan man dårligt undgå at komme til at rotere kuben således, at spillet slutter. Det er også kritisk, at der findes perioder, hvor man ikke kan se de kommende figurer eller hvilken man har kontrol over. Multiplayer-moden kunne have tilføjet en ekstra dimension til spillet, men faktisk er det sjovere at spille alene.
Lige ét spil til?
Om ZooCube må man konstatere, at grafikken, lyden, præsentationen og alt det andet udenom selve spillet ikke gør sig positivt bemærket. Faktisk virker det på flere områder en smule amatøragtigt. Samtidig må man sige, at det ingen indflydelse har på spillet som helhed. Et puzzlespils kvalitet er grundlæggende et individuelt svar på spørgsmålet: Er det umuligt at lægge fra sig? Skal man altid lige have ét spil til? Fra vores synspunkt bliver det hverken et ja eller nej til ZooCube. Konceptet er interessant og i perioder er det fængslende, som en god puzzler skal være. Men det har ikke det magiske element, som Tetris eller Puzzle Bobble besidder. Det går aldrig op i en højere enhed. Puzzlefans bør overveje ZooCube i mangel af bedre, men andre går ikke glip af noget skelsættende. I det hele taget virker spillet mere oplagt til Game Boy Advance, hvor spillet iøvrigt også er udkommet.