Wreckless: The Yakuza Missions

Som en af de flotteste titler opnåede Wreckless stor omtale omkring Xbox-lanceringen. Hvad der egentligt er i spillet, når man skræller den flotte overflade væk, giver Gamecube-konverteringen svaret på: Ikke ret meget...

Tag Hong Kong og fyld byen op med folk, trafik, Yakuzaen (den japanske mafia) og utallige andre ting, der alle kan smadres. Placer nu spilleren i en usårlig sportsbil, udstyr denne med raketter og slip helvede løs. Det er Wreckless. Ukontrolleret og overdreven racerkørsel og destruktion.

Politibabes og klodsede spioner

Wreckless er opdelt i to scenarioer, der hver har ti missioner. Alle kan spilles på let og svær sværhedsgrad, hvormed der kan låses op for yderligere ti ekstra missioner i hver del. Uanset om man spiller som det kvindelige politipar eller det kiksede spionpar er opgaverne relativt ens. Det gælder om at køre normalt ræs, smadre Yakuzaens biler eller forhindre at Yakuzaen smadrer noget. Variation er der ikke meget af.

På glatis

Der er en håndfuld forskellige biler at vælge mellem og mange flere at låse op for. Fælles for dem alle er, at styringen er meget løs i det. Bilerne flyder rundt på vejen, så det er lige så svært at køre lige, som det er at stoppe op. Det er irriterende når de smalle gader er fyldt med biler og man til tider skal køre rundt i platformsagtige elementer, men omvendt set er de mange kaotiske sammenstød, der deraf opstår, en del af charmen. I forhold til Xbox-versionen er alle biler blevet udstyrede med raketkastere og slow motion-funktion. Begge lyder væsentligt mere interessante på papiret, end de er i praksis.

Snyd eller sid fast

Nogle missioner i Wreckless er ekstremt lette og kan gennemføres på få sekunder, mens andre nærmer sig det umulige. Overraskende kan man ikke køre ret stærkt og er derfor ofte presset af meget stramme tidsgrænser. Det er måske derfor, at man har lavet en hel snydesektion i spillet. Man får medaljer for hver fuldført mission afhængig af resultatet, hvor guld på en bonusmission låser op for et snydetrick, som kan aktiveres i en snydemenu. Således har udviklerne kastet ansvaret for balancen over på spilleren, fremfor at få spillet til at fungere. Enkelte baner kræver nærmest, at man bruger snyd - det kan ikke være rigtigt.

Mangelfuld multiplayerdel

En anden nyhed i forhold til Xbox-originalen er muligheden for at spille to mod hinanden. Dette må dog betragtes som en gimmick, for det er muligvis spilhistoriens mindst spilbare multiplayermode. Problemet er at spillet ikke benytter sig af split-screen, men viser begge biler på samme skærm. Når man så for eksempel skal køre fra hinanden, får den forreste bil nærmest intet udsyn og skal dreje i blinde. Problemerne med dette valg er så overvældende, at de er for omfattende at beskrive her. Man kan bare kort konkludere, at muligheden er så godt som ligegyldig.

Visuelt ukendeligt

Der er intet tegn i Gamecube-versionens grafik på, at Wreckless var et imponerende spil til Xbox. Alting har et ensartet og trist udseende uden nogen form for lyseffekter. Det er jævnt efter Gamecube-standard og bestemt ikke imponerende på nogen måde. Positivt set sker der rigtig mange ting på skærmen og i modsætning til originalen kører det konsekvent glidende med 50 fps. Hvad der er sket med videosekvenserne, findes der næppe en god forklaring på. De ser ud som var de filmet fra Xbox-versionen med et dårligt videokamera gennem en meget fedtet rude, hvorefter det hele er kørt ned i lavopløsning og tilføjet slemme komprimeringsrester. Definitionen af grimme videosekvenser.

Sjovt... i en time

Selvom Wreckless til Gamecube grafisk er en bleg kopi af originalen, så er gameplayet det samme. Den første times tid er det sjovt af fare rundt i Hong Kongs gader og smadre alt og alle. Det er bare en fornøjelse, der meget hurtigt bliver ensformig. Balancen i sværhedsgraden er helt skæv og man bruger generelt mere tid på at være irriteret, end at have det sjovt med at spille. Wreckless er inderst inde et simpelt og overfladisk spil, der slet ikke har nok at byde på. Som det sidste irritationsmoment har spillet en fjollet og langsom memory card-behandling, der betyder at man let kommer til at miste sin fremgang.

Konklusion

Wreckless er en umiddelbart underholdende arkaderacer, hvor man kan køre som en brækket arm i en myldrende storby. Det bliver kedeligt i takt med at spilbalancen falder fra hinanden og ensformigheden bliver overvældende. Uden den flotte grafik står Wreckless' status som jævn racerspil tydeligt frem. Burnout er et meget bedre valg.