Våben er der seksten forskellige af og uden at være videre originale, så fungerer de fint. Mange kan man benytte to af på en gang og lige så mange har alternative funktioner. De originale personer er nærmest et afsnit for sig selv, med omkring 120 forskellige at vælge mellem. Til gengæld er der kun seksten multiplayerbaner, hvilket er lige i underkanten. Som i forgængeren er der dog mulighed for at lave sine egne baner. Alt dette skal der låses op for ved at gennemspille en lang række af relaterede opgaver, der nærmest er et spil i sig selv.
Svingende bots
I modsætning til alt for mange FPS'er til konsol, tilbyder TimeSplitters 2 også bots. Dermed bliver multiplayerdelen også spilbar, selv om man kun sidder et par stykker eller helt alene. Der kan spilles med i alt ti bots, som frit kan indstilles. Som udgangspunkt opfører AI'en sig fornuftigt, men til tider kortslutter den. Det går heller ikke altid lige godt i holdspil som capture the bag, hvor man selv på store hold ofte ender med både at skulle stjæle og forsvare tasken selv.
Teknisk flot
Sammenligner man grafikken i TimeSplitters 2 med det første spil, er det tydeligt hvor langt man er kommet, med at udnytte PlayStation 2-konsollen. Spillet kører stadig helt flydende uden den mindste smule slowdown, selv om alting er meget flottere. Animationer, omgivelser og effekter er alle i top og medvirker til et samlet flot visuelt indtryk. Især den Blade Runner-inspirerede Neo Tokyo-bane imponerer. De sædvanlige konsolrelaterede problemer som aliasing og lavopløsningsteksturer kommer man dog ikke uden om. Lydsiden er også velfungerende med gode effekter og passende musik.
Jo flere, jo bedre
At TimeSplitters 2 som helhed er et meget gennemarbejdet produkt, lyser langt væk. Der er kælet for næsten alle områder og spillet er for det meste en ren fornøjelse at sidde med. Multiplayeroplevelsen er det bedste genren har at byde på til PlayStation 2 og i konsolverdenen er det kun Halo, der er på samme niveau. I den sammenligning må man også sige, at TimeSplitters 2 kommer til kort på flere punkter og især savnes der køretøjer. Der er flere spilmuligheder og ofte vil spillet være mindst lige så morsomt, men for de helt seriøse spillere er der ikke den samme dybde. Endelig er historiedelen af spillet stadig alt for tynd til at stå på egne ben. TimeSplitters 2 skal spilles sammen med vennerne og gerne mange af dem. Er der ikke mulighed for det, kan man trække en enkelt sommerfugl fra nedenstående karakter.