Smuggler's Run: Warzones

Smuggler's Run var oprindeligt et lanceringsspil til PlayStation 2, der siden fik en meget lignende efterfølger til samme konsol. Der er heller ikke de helt store nyskabelser at finde i seriens tredje spil, der i praksis er en opdateret udgave af 2'eren.

Smuggler's Run: Warzones byder både på en omfattende single- og multiplayerdel. I førstnævnte skal der spilles en lang række baner fordelt over fem krigszoner. Undervejs låser man op for flere afvekslende køretøjer fra store motorcykler til små tanks og forskellige Spy Hunter-agtige udvidelser til disse. Det hele kædes sammen af en række videosekvenser, der må være de grimmeste set i denne generation.

Levering af smuglergods

Spillet er som udgangspunkt et missionbaseret racerspil. Det gælder om at opsamle pakker med smuglervarer ét sted og aflevere dem et andet sted. Modstanden kommer primært fra et massivt politiopbud, der forsøger at køre ens bil ned, for derefter at hive håndjernene frem. På visse baner er der også fjendtlige smuglere, der forsøger at hugge smuglervarerne. Her kører man typisk to hold mod hinanden, hvilket giver en god afveksling.

Total frihed

Hvad der især adskiller Smuggler's Run fra andre racerspil, er bevægelsesfriheden. Godt nok er der veje på banerne, men det tages der ikke hensyn til. Bakker, floder og bjerge - disse køretøjer kan klare det hele. Det giver en helt anden spiloplevelse end man er vant til, da det i højere grad gælder om at udnytte omgivelserne og køre kreativt, end at følge idealbanen. De enkelte områder er meget omfattende og det tager minutter bare at køre fra den ene ende til den anden. Der er stor variation i landskabet, men ikke i så meget andet. Det hele skal forestille ødelagte krigszoner og det er noget trist i længden.

Manglende variation

Opgaverne i spillet er ikke svære, men kræver alligevel tålmodighed. Små fejl kan føre til, at man bliver fanget af politiet. Værre er

tidsgrænserne, der til tider er unødvendigt stramme. En bedre løsning havde været, at lave missionerne mere krævende, med bedre plads til at bruge sin egen taktik. I længden er variationen heller ikke stor nok, da man kommer til at lave det samme om og om igen. Uanset hvordan reglerne vendes, så handler det om at køre fra ét sted til et andet.

Mange multiplayer-muligheder

Modsat PS2-versionerne understøtter Smuggler's Run: Warzones fire spillere på én gang. Dette er en velkommen tilføjelse og det giver bestemt spillet bedre holdbarhed. Der er en håndfuld forskellige spilmuligheder, hvoraf Bomb Tag virker som den bedste. Kørerne skal igen transportere smuglergods så hurtigt som muligt, men der er bomber i nogle af pakkerne. Har man fået fat i sådan én, gælder det om hurtigt at give den til en af de andre spillere, ved at køre ind i disse. Multiplayerelementet er sjovt, men der skal fire mennesker til for den maksimale underholdning.

Grov grafik

Grafisk gør Smuggler's Run: Warzones nogle ting rigtig godt og flere ting mindre godt. Vigtigst er hastigheden, der kører helt upåklageligt. Kun i multiplayer falder opdateringen til under 50 billeder i sekundet. Gengivelsen af landskabets form er også meget imponerende og man har næsten lyst til bare at køre rundt i det. Omvendt set er spillet meget trist at kigge på. Det hele er gråt og brunt, med total mangel på farve- og lysspil. Selv bilerne er blottede for flotte detaljer. Grafikken er god for spilbarheden, men ikke for øjet. Lydsiden gør sig ikke videre bemærket, udover at benytte en noget upassende musikstil.

Konklusion

Smuggler's Run: Warzones er udmærket underholdning - i nogle timer. Med tiden falder interessen og har man spillet et andet Smuggler's Run før, er der ingenting at komme efter. Multiplayermoden sikrer dog, at spillet holder længere, da det altid kan hives frem. Er der godt med venner omkring Gamecuben, kan karakteren således godt hives lidt op.