Slam Tennis

Infogrames har nærstuderet Segas fremragende Virtua Tennis, lånt en masse og tilføjet et par nye ting. Er det nok til at slå den forsvarende mester ud?

Siden Pong blev opfundet i computerspillets barndom har tennis-genren - med få undtagelser som Ubi Softs gamle Great Courts-serie - stået stille, indtil Sega udgav Virtua Tennis for et par år siden. Det fine gameplay gjorde igen sporten populær i spil-sammenhæng og det har selvfølgelig fået andre til at forsøge sig.

Slående ligheder

Ved første øjekast kunne Slam Tennis godt ligne et Virtua Tennis 3. Det er begrænset hvor unikt tennis kan præsenteres, men alligevel er lighederne slående. Her er den obligatoriske arcademode, træning og en Championship-mode ikke ulig konkurrentens, hvor man både skal klare kampe og forskellige opgaver som f.eks. at skyde balloner, kasser og lignende. Der er en lille håndfuld spillere at vælge mellem som Kafelnikov og Moya samt flere at låse op for.

Superskud

Selve spillet ligner også Virtua Tennis til forveksling, men er, med en mere avanceret kontrol, ikke så lettilgængeligt. Man har fire forskellige skudtyper på de fire primære knapper og også mulighed for at skrue bolden med triggerne. Samtidig skal man selvfølgelig stadig dirigere spiller og skud. For hvert succesfuldt slag lader man desuden en "superbar" op, der kan bruges til at affyre et superskud. Det ødelægger alle lange dueller og straffer samtidig den dårligere spiller.

Anti-aliasing savnes

Grafisk skiller Slam Tennis sig ikke ud. Faktisk er det kun tilskuerne der virker forbedrede i forhold til det aldrende Dreamcast-spil. Figurerne er ikke alt for avancerede og animationen ikke helt i top. Spillet plages desuden slemt af aliasing (hakkede kanter i grafikken) - det ligner en direkte PS2-konvertering - hvilket ikke er godt nok. Med den relativt simple grafik skal Xbox'en have overskud til at lave anti-aliasing. Endelig opfører kameraet sig til tider noget uheldigt og giver ikke altid det bedste udsyn over banen.

Manglende ketcherlyd

På lydsiden er det igen tilskuerne der gør det bedst. Musikken er ikke bemærkelsesværdig, men heldigvis anonym og udskiftelig med eget soundtrack. I forhold til Virtua Tenis savner man dog ketcherlyden, hvormed man kan høre hvordan bolden rammes og straks løbe i position.

Slam Vs. Virtua

Det er ikke til at komme udenom sammenligningen mellem Virtua Tennis og Slam Tennis. Den store forskel består i gameplayet og ikke mindst holdbarheden. Det geniale ved Segas spil er, at det simple Pong-agtige gameplay er lige så lettilgængeligt, som det er dybt. Man har hurtigt totalt kontrol over spillet og dernæst er det udelukkende et spørgsmål om at forfine sin taktik, så man kan spille sig frem til point. Infogrames' nye spil handler i højere grad om at positionere sig rigtigt i forhold til bolden og slå vindere. Der er ikke så meget spil i det. Når en bold rammer nettet, den forkerte side af stregen eller man kaster sig for kort, er det ikke fordi man har fortjent det, men fordi man ikke har heldet med sig. Det bliver trættende i længden.

Ingen alternativer

I modsætning til PS2-versionen, så har Slam Tennis til Xbox et marked uden konkurrenter, hvilket gør valget noget lettere. Har man brug for noget multiplayer-tennis kan spillet derfor sagtens anbefales, selvom det intet nyt har at byde på og højest gør tingene lige så godt. Men starter man her, ved man heller ikke hvad man savner. Andre kan roligt vende tilbage til deres Dreamcast og sætte Virtua Tennis i igen - det er stadig den ubesejrede mester. Som singleplayer-oplevelse er der stadig intet tennisspil, der er værd at bruge tid på.