Stærk lydside
Lydsiden er god og gennemarbejdet. Musikken er sparsom, men passer fint til stilen med sin mørke og dystre lyd. Man lytter mest til skud, eksplosioner og faldne kroppe, men der er også mange andre sjove detaljer. Det bedste er dog stemmerne. Udover tegneserie-sekvenserne oplever man også de mange vagter snakke sammen, hvilket generelt er morsomt og med et stort glimt i øjet. En mindre god detalje er, at Max' egne kommentarer ofte bliver overdøvet af omgivelserne.
Xbox vs PS2
Max Payne er et af de første spil som både kommer til Xbox og PS2, hvilket må føre til en sammenligning. Vi satte to ens fjernsyn op ved siden af hinanden og startede spillet op i hver sin konsol. Som forventet loader Xboxen hurtigst, men ofte er forskellen få sekunder. Visuelt ligner de to spil hinanden meget. Faktisk så meget, at man i stillestående tilstand har svært ved at skelne dem fra hinanden. Begge versioner bruger de samme modeller, omgivelser og animationer. Man kunne forvente overlegne teksturer i Xbox-udgaven, men faktisk er de kun minimalt dårligere på PS2'en. Når man bevæger sig er forskellen dog klar: Xboxen kører meget mere flydende. Det skyldes ikke blot en højere frame rate, men også at grafikken er anti-aliased. Til gengæld har PS2'en motion blur i Bullet Time, men det bliver aldrig helt det samme. Endelig må PS2-ejerne nøjes med stereolyd, ligesom de heller ikke kan gemme hvor de vil. Sammenlagt er Xbox-versionen - som man måtte forvente og forlange - klart bedst, men udover hastigheden mærker man ikke til forskellene. Det skal bemærkes at Xbox-udgaven har klar fordel af, at det originale spil er designet på meget lignende hardware.
Intet nyt er godt nyt
De historiemæssige elementer og Bullet Time-funktionen løfter Max Payne til at være mere end bare endnu en 3d-shooter. Man har ikke lyst til at lægge det fra sig, når man først er begyndt. Desværre er det lidt hurtigt overstået (ca. 10 timer), for selvom spillet er ensformigt, så føles det ikke sådan. Er man til action og har man ikke tidligere oplevet Max Payne, er dette en fremragende lejlighed til at gøre det. Man kunne godt have forventet, at der var tilføjet nogle nye bonusser, ligesom en form for multiplayer stadig er savnet. Men de skal jo også kunne sælge Max Payne 2.