Max Payne

Vi har tidligere set på PS2-konverteringen af Remedys pc-hit, men nu gælder det Xbox-udgaven. Samtidig giver det os muligheden for en lille sammenligning af de to konsoller.

Politimanden Max Payne kommer træt hjem fra arbejde og finder til sin rædsel, at tre tågede junkies er brudt ind i huset. Hjemmet er raseret, men hvad værre er: Hans kone og datter er blevet dræbt. Derfor vælger Max at søge ind hos narkopolitiet, for at sætte en stopper for det mystiske V-stof, der får folk til at gå amok. Tre år efter står Max overfor gennembruddet og pludselig er både mafiaen og politiet på nakken af ham...

Bullet Time

Max Payne er en 3d-shooter set fra tredjepersonsperspektiv. Man har en jævnt god kontrol med titelindehaveren, der som enmandshær nedlægger fjenderne med et rigt arsenal af skydevåben. Den ting der grundlæggende adskiller spillet fra konkurrenterne er Bullet Time. Som det kendes fra filmen The Matrix (der har været kilde til stor inspiration) kan tiden sænkes til det punkt, hvor man kan undvige kugler. Effekten kan enten aktiveres for et kortere stykke tid eller i et enkelt spring. I praksis kan man sjældent undvige noget, men til gengæld nå at sigte og dermed dræbe fjenderne, før de når at ramme én. Bullet Time-funktionen er ikke blot lækker at se på, men også lækker at bruge.

Tegneseriehistorie

Der er også blevet plads til et plot og vel at mærke ét af de bedre af slagsen. Historien udfolder sig i form af en tegneserie, hvor der er lagt stemmer til. Det hele er velskrevet og generelt velspillet på en selvironisk måde. Tegneserien beriger den samlede oplevelse og giver et fint pust mellem de vilde skydescener. Det er dog tydeligt at de enkelte "tegninger" er baseret på fotografier af mindre kompetente skuespillere (primært det finske programmørhold selv). Irriterende for oplevelsen er det også, at lyden hakker mellem hver side og at banerne er meget opdelte.

Visuelt som originalen

Grafisk set er spillet generelt nydeligt. Det meste af tiden kører Max Payne en jævn framerate på 60 FPS, men den synker til tider markant. Som konsolspiller må man også sige, at det visuelle indtryk er meget pc-agtigt. Omgivelserne består hovedsageligt af store firkanter, mens hverken modeller eller animation synes at udnytte konsollens styrke. Til gengæld er der mange flotte effekter og detaljer.

Stærk lydside

Lydsiden er god og gennemarbejdet. Musikken er sparsom, men passer fint til stilen med sin mørke og dystre lyd. Man lytter mest til skud, eksplosioner og faldne kroppe, men der er også mange andre sjove detaljer. Det bedste er dog stemmerne. Udover tegneserie-sekvenserne oplever man også de mange vagter snakke sammen, hvilket generelt er morsomt og med et stort glimt i øjet. En mindre god detalje er, at Max' egne kommentarer ofte bliver overdøvet af omgivelserne.

Xbox vs PS2

Max Payne er et af de første spil som både kommer til Xbox og PS2, hvilket må føre til en sammenligning. Vi satte to ens fjernsyn op ved siden af hinanden og startede spillet op i hver sin konsol. Som forventet loader Xboxen hurtigst, men ofte er forskellen få sekunder. Visuelt ligner de to spil hinanden meget. Faktisk så meget, at man i stillestående tilstand har svært ved at skelne dem fra hinanden. Begge versioner bruger de samme modeller, omgivelser og animationer. Man kunne forvente overlegne teksturer i Xbox-udgaven, men faktisk er de kun minimalt dårligere på PS2'en. Når man bevæger sig er forskellen dog klar: Xboxen kører meget mere flydende. Det skyldes ikke blot en højere frame rate, men også at grafikken er anti-aliased. Til gengæld har PS2'en motion blur i Bullet Time, men det bliver aldrig helt det samme. Endelig må PS2-ejerne nøjes med stereolyd, ligesom de heller ikke kan gemme hvor de vil. Sammenlagt er Xbox-versionen - som man måtte forvente og forlange - klart bedst, men udover hastigheden mærker man ikke til forskellene. Det skal bemærkes at Xbox-udgaven har klar fordel af, at det originale spil er designet på meget lignende hardware.

Intet nyt er godt nyt

De historiemæssige elementer og Bullet Time-funktionen løfter Max Payne til at være mere end bare endnu en 3d-shooter. Man har ikke lyst til at lægge det fra sig, når man først er begyndt. Desværre er det lidt hurtigt overstået (ca. 10 timer), for selvom spillet er ensformigt, så føles det ikke sådan. Er man til action og har man ikke tidligere oplevet Max Payne, er dette en fremragende lejlighed til at gøre det. Man kunne godt have forventet, at der var tilføjet nogle nye bonusser, ligesom en form for multiplayer stadig er savnet. Men de skal jo også kunne sælge Max Payne 2.