Mario Party 4

Siden introduktionen af Mario Party har Nintendo udsendt et nyt spil i serien hvert år. Med fjerdeudgaven debuterer serien på Gamecube, men ellers er der i realiteten ikke sket meget siden det første spil.

Selv for ikke-kendere er konceptet simpelt: fire spillere flytter med terningekast rundt på et virtuelt spillebræt, hvor det gælder om at købe så mange stjerner som muligt. I slutningen af hver runde deltager alle i et minispil, hvor vinderen tildeles mønter. Der kan vælges mellem et lille udvalg af populære Nintendo-figurer og computeren fylder de pladser, der ikke er spillere til. Idéen er stadig oplagt til morsomme timer med venner og familie - ikke mindst dem, der normalt ikke spiller computerspil - men udførelsen lider af de samme fejl som tidligere.

Mange minispil

Det klare højdepunkt i Mario Party 4 er selvfølgelig minispillene, der alle er helt nye. Officielt er der over 50, men i praksis er det de samme 35, man spiller hele tiden. Disse er opdelt i alle-mod-alle, to-mod-to og tre-mod-en, hvoraf sidstnævnte desværre ofte er meget ubalancerede. Kvaliteten af de enkelte spil er meget svingende og underholdningen består i de fleste tilfælde af, at de er så simple og fjollede - man kommer ofte til bare at sidde og hamre i knapperne. I den dårlige ende findes f.eks. Hide And Go BOOM!, hvor tre spillere skal vælge en af fire kanoner at gemme sig i. Den sidste spiller skal så fyre tre kanoner af og vinder hvis alle modstanderne bliver fundet og omvendt. Kort sagt kræver det absolut ingen evner og er komplet tilfældigt. Bedre bliver det når udviklerne låner fra andre spil. Sjove er således den Dr. Mario-lignende Bob-omb Breakers eller Dungeon Duos, hvor man har skelet kraftigt til Kuri Kuri Mix. Desværre kommer ingen af de nye minispil helt op og ringe.

Det... går... langsomt...

Det største problem med Mario Party 4 er det samme som seriens øvrige titler: Tempoet. De enkelte spillere skiftes til at bruge en ting, slå deres terning, rykke rundt og blive udsat for forskellige begivenheder. Fælles for alt dette er, at det går meget langsomt. Man kan ikke springe over de ensformige animationer og man tvinges endda til at se computerens ture. Da man samtidig har begrænset indflydelse på tingenes udvikling, bliver brætspildelen hurtigt anstrengende. Det burde handle om minispillene, men i praksis bruger man mellem fem og ti gange så lang tid på at vente, som at spille. Det kræver stor tålmodighed at stå model til bare en kort 15 runders kamp, der typisk varer en god time, men kun byder på omkring 10 minutters spil.

Mere held end forstand

Et andet overvældende problem med serien er heller ikke løst i Mario Party 4. Man kan være nok så god til minispillene og udnytte den smule taktik der er i brætspillet, men til sidst handler det hele om held. Det er aldeles tilfældigt hvem der slår de rigtige terningeslag, styres i den rigtige retning eller lander på en skjult stjerne. Det er fint at de mindre gode spillere har en chance for at vinde, men omvendt set er det ødelæggende for minispillene, at de i praksis ikke har så stor betydning. Når man fører med to stjerner mod nul i sidste runde og en anden spiller på bizar vis finder tre stjerner på stribe, så findes der næppe et mere frustrerende spil.

Simpel teknik

Mario Party har aldrig imponeret på et teknisk plan og det nye spil er ingen undtagelse. Modellerne er markant forbedrede i forhold til tidligere, men sammenlignet med andre nye titler, ser det knapt så godt ud. Simplistisk er den bedste beskrivelse af grafikken i Mario Party 4, men den fungerer fint. Lydsiden er mere irriterende. Den lalleglade musik gentages konstant, hvilket også gælder for de ensformige figurers begræsende ordforråd. Man skruer hurtigt ned for lyden.

Småt med nyheder

Bortset fra grafikken adskiller Mario Party 4 sig ikke markant fra forgængerne, men små nyheder er der dog blevet plads til. Som nævnt er der kommet forskellige ting, som man kan samle op eller købe i butikker og bruge når man lyster. Med en mega-svamp kan man rykke dobbelt så langt og med en mini-svamp kan man tage alternative ruter. Vigtigst er åndens lampe, som automatisk transporterer én til stjernen. En bedre nyhed er muligheden for holdspil. Når der spilles hold slipper man for 3-mod-1-spillene og de andres ture bliver mere interessante. Er man alene, kan man spille en Story Mode, men det er nærmest selvpineri at gå igennem de fem verdener (plus en skjult).

Konklusion

Fans kan roligt investere i Mario Party 4 og få mere af det samme. Syntes man ikke om de tidligere spil, er der intet at komme efter. Det er sørgeligt, at man stadig ikke har løst de grundlæggende problemer. Nye spillere bør overveje, hvor ofte de kan samle fire spillere. Med de rigtige venner kan Mario Party 4 være morsomt, men uden er det uudholdeligt.