X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Kelly Slater's Pro Surfer


Det store gennembrud for den ekstreme sport i computerspil, har fået mange til at forsøge sig i genren. Det gælder ikke mindst for Activision, der med deres O2-serie laver spil over alt, der kan minde om en ekstrem sportsgren. Denne gang gælder det surfing.

Kelly Slater's Pro Surfer har alle de spilmuligheder, som man normalt forbinder med genren. Man kan gennemspille en række træningsopgaver, surfe frit omkring, forsøge at sætte highscore, konkurrere med en bekendt, eller kaste sig direkte ud i det, som det meste handler om: karrieremoden. Man vælger sin favorit mellem en række virkelige surfere, som man siden kan forbedre. Man vinder også nye surfboards, tricks og tøj, mens man hele tiden får adgang til nye strande at boltre sig på.

Let styring

Logisk nok adskiller selve spillet sig ikke voldsomt fra de andre surferspil som Sunny Garcia Surfing og TransWorld Surfing. Det gælder om at bevæge sig rigtigt i forhold til bølgens bevægelser, for at opretholde fart og balance, mens man udfører så mange tricks som muligt. Førstnævnte er der ikke den store udfordring i, da man sjældent straffes for små fejl. Farten justeres ved blot at trykke op og ned - en mere realistisk indgangsvinkel havde ikke gjort spillet dårligere.

Tricks på vand

Tricks er der naturligvis en lang række af, som skal bruges på forskellige steder i forhold til bølgerne. Generelt er de fleste lette at udføre, når man først har gennemført træningen og vænnet sig til styringen. Nogle gange kan det dog godt være et problem, at man både styrer og laver tricks på samme styrepind. Især når man forsøger at balancere under bølgen, kommer man ofte til at overstyre og dermed vælte, når man egentligt ville lave et trick. Alle tricks udføres som en kombination af knapper og præcise retningstryk, hvortil den analoge styrepind på Gamecube-kontrolleren ikke altid er lige præcis. Kæder opnåes ved at lave en række vellykkede tricks i træk, så man aktiverer en speciel måler, der skal holdes oppe med endnu flere tricks.

Teknisk jævnt

Surfing er ikke det mest interessante at kigge på og Kelly Slater's Pro Surfer er ingen undtagelse. Der er ikke den store forskel fra den ene strand til den anden og efter få minutter har man praktisk talt set alt, spillet har
at byde på visuelt. Det største arbejde er selvsagt lagt i selve vandbølgen, der gengives bedre end i lignende spil. Her reagerer vandet faktisk forskelligt fra gang til gang og er generelt nydeligt lavet. Vandsprøjtet er til gengæld skuffende med meget dårlige teksturer. Surferne selv er velfungerende med udmærkede animationer, selvom de til tider føles langsomme. Lydsiden er forholdsvis anonym og formår hverken at imponere eller irritere - en kvalitet i sig selv. Endelig byder spillet på en række videosekvenser med Kelly Slater, som desværre er i en meget dårlig kvalitet.

Manglende holdbarhed

Når man først er inde i Kelly Slater's Pro Surfer, har det en stor del af den samme tiltrækning, som andre gode ekstreme sportstitler har, men holdbarheden er ikke på niveau med de bedste. Her er der ikke den store variation i opgaverne og spillet føles mere ensformigt. Om man skal opnå 25.000 eller 50.000 points på en bane gør ikke den store forskel og ellers er der ikke mange opgaver. Som i andre surferspil gælder det til tider om at ramme ind i forbipasserende objekter, hvilket er en meget vanskelig opgave, når kameraet peger mod surferen og man således ikke kan se, hvad der er på vej.

Bedst i genren?

Står man partout og er ude efter et surferspil, er Kelly Slater's Pro Surfer et godt bud - hvis ikke det bedste. Surfing er en forholdsvis ny undergenre, der er i en positiv udvikling, men stadig langt fra lignende spil i andre sportsgrene. Man kan med rette stille spørgsmålet, om det nogensinde kommer så langt, for i forhold til skateboarding og lignende, har surfing en række meget store begrænsninger. Der er ingen frihed og plads til opfindsomhed. Kelly Slater's Pro Surfer er lettilgængeligt og kan uden problemer byde på nogle timers underholdning, men i længden er det alt for begrænset og ensformigt. Relaterede titler som Aggressive Inline og Tony Hawk's Pro Skater er simpelthen langt bedre spil.

Konklusion

Kelly Slater's Pro Surfer er et af de bedste surferspil hidtil, men står ikke distancen mod de bedste ekstreme sportsspil. Det er underholdende i starten, men bliver hurtigt ensformigt. Spillet skubber undergenren et skridt videre, men den har stadig for lidt at byde på. Der er bedre produkter at bruge sine penge på.

Kelly Slater's Pro Surfer (EU)
Anmelders vurdering
...står ikke distancen mod de bedste ekstreme sportsspil. Det er underholdende i starten, men bliver hurtigt ensformigt. Spillet skubber undergenren et skridt videre, men den har stadig for lidt at byde på.
3/6

Kelly Slater's Pro Surfer   © Activision 2002   (GCN)    1/3 Kelly Slater's Pro Surfer   © Activision 2002   (GCN)    2/3 Kelly Slater's Pro Surfer   © Activision 2002   (GCN)    3/3