nærmere på omgivelserne, ser man at de kører hakkende forbi. Det gør disse missioner mindre underholdende, end de skulle have været. De resterende baner bruges på on-rails-shooting. Mens en allieret styrer helikopteren, snescooteren eller flyveren, skal man bare koncentrere sig om at ramme så mange fjender som muligt. Det er simpelt og ensformigt i det lange løb, men tilpas balanceret til, at det virker som god afveksling.
MI-6 vs Phoenix
Selvom NightFire er singleplayer-baseret og selvom banerne er længere og sværere end sidste gang, så er det stadig en kort fornøjelse. Flere baner gennemføres på ti minutter i første forsøg og kun de større udfordringer trækker holdbarheden op. Hvad der er mange flere timers underholdning i, er multiplayerdelen. Op til fire spillere kan dyste i FPS-delen og der kan sendes seks computerstyrede bots ind oveni, hvilket også gør det sjovt at spille uden kammerater. Der er mange forskellige og gode spilmuligheder som Capture The Flag og King Of The Hill. En lille nyskabelse er Assassination, hvor spillerne på skift vælges til at være Target, som en Assassin får point for at dræbe. Man bliver Assassin ved at dræbe den nuværende Assassin, hvilket fører til mange gode situationer. I det hele taget er multiplayerdelen gennemført og en stor bonus ved spillet, omend de computerstyrede personer ikke altid er lige vakse.
Godt, men kort
Forventer man et bedre spil end GoldenEye, bliver man skuffet. NightFire er det bedste Bond-spil i nyere tid, men stadig alt for kort og som enkeltstående FPS for begrænset. Racerbanerne skiller sig negativt ud og selvom afvekslingen er dejlig, var kræfterne måske bedre anvendt ved at lave flere FPS-missioner. Var det ikke for TimeSplitters 2, ville multiplayerdelen have været den bedste på Gamecube - nu er den bare et godt alternativ. NightFire er bedre end Agent Under Fire og overordnet set et udmærket actionspil, der dog egner sig klart bedst til Bond-fans.
Konklusion
Samlet set er NightFire et udmærket og gennemarbejdet produkt. Er man til actionspil og James Bond i særdeleshed, får man god underholdning. Det er dog synd at spillets singleplayerdel er så kort og med den nuværende udgivelsesfrekvens synes det at være bevidst. For som slutteksten siger: James Bond will return...