Dragon Ball Z: Budokai

Før der var Pokémon og før der var Teenage Mutant Ninja Turtles, var der Dragon Ball. Akira Toriyamas serie fra de tidlige 80'ere overgår dem alle, ved stadig at være enormt populær. Som meget andet fra Bandai har de mange computerspil baseret på serien dog aldrig været værd at bemærke. Nu prøver de igen.

Med stor forsinkelse er Dragon Ball-fænomenet ved at gøre sit indtog i Danmark. Carlsen Comics udgiver på tredje år den omfattende manga (tegneserie) og Danmarks Radio er begyndt at sende den ligeledes omfattende anime (tegnefilm). Det hele handler om den superstærke dreng Son-Goku, der jagter syv magiske Dragon Balls, hvormed man kan få opfyldt sit ønske af en mægtig drage. Spillet tager udgangspunkt i Dragon Ball Z, hvor Son-Goku er blevet voksen og jagter nye Dragon Balls sammen med sine venner. Det hele handler i bund og grund om kamp, træning og mere kamp mod alle de andre, der også vil have fat på de magiske kugler.

Dragon Ball ala Virtua Fighter

Dragon Ball Z: Budokai er kort sagt et traditionelt kampspil ala Virtua Fighter eller Dead Or Alive, som bare foregår i Dragon Ball-universet. Her er mulighed for at spille to mod hinanden, at kæmpe sig igennem en turnering, at træne eller ombygge figurernes evner. Endelig er der også en omfattende Story Mode, der tæt følger den originale historie og lader spilleren kæmpe mange af de store kampe undervejs. Der er lange mellemsekvenser i mellem kampene, som alle er lavet med spillets egen grafikmotor og generelt er imponerende.

Simpel styring

Helt det samme kan desværre ikke siges om spillets kampsystem. Til rådighed har man som udgangspunkt en slåknap, en sparkeknap og en tredje knap til at parere. Man kan ændre udfaldet af disse en smule med retningstryk og trykke to knapper for kast eller specialangreb. Dertil kan man bruge sin Ki - en speciel kampkraft - på en fjerde knap. Alene udsender denne en ildkugle ala Street Fighter, men kan i kombinationer resultere i vilde angreb, som man kender dem fra serien. Der er kun mellem fem og ti kombinationer per figur og da mange af dem oven i købet er identiske, er det slet ikke nok med dagens standard. Det er de samme angreb man bruger hele tiden.

Manglende dybde

Problemet med kampsystemet er først og fremmest, at det er alt for simpelt. For eksempel er der ingen højdeforskel på de enkelte angreb, hvilket også har medført, at man hverken kan dukke sig eller hoppe. På

visse tidspunkter svæver figurerne godt nok i luften, men det er ikke kontrollerbart og i praksis bare en visuel effekt. Et andet problem er, at superangrebene ikke synes at have nogen større effekt - hvilket i øvrigt falder fint i tråd med serien. I langt de fleste tilfælde kan det bedre betale sig at bruge en helt normal slagkombination i stedet for de mere avancerede ting. Det gør måske nok spillet lettilgængeligt, men fjerner også den dybde, som et godt kampsystem skal have.

Som taget ud af mangaen

Kender man ikke nærmere til Dragon Ball, vil man sikkert afskrive grafikken i Budokai som værende grim. Med de simple figurer i de simple omgivelser ligner det et PS1-spil, der kører i høj opløsning. Helt anderledes vil fans se på spillet, fordi det gengiver serien på fantastisk vis. Son-Goku, Piccolo, Vegeta (Vejita), Frieza (Freezer) og alle de andre ligner deres manga- og anime-selv forbavsende godt. Man kunne godt have forventet cel-shading eller anti-aliasing, men ellers er det næsten som at opleve den rigtige vare og det giver en masse ekstra til helhedsindtrykket. Lydsiden er også taget ud af den originale anime. Musikken kan godt være belastende, men generelt fungerer det godt. Det er også lækkert, at vi har fået lov til at beholde den originale japanske tale - modsat den dubbede amerikanske udgivelse.

Beregnet til fans

Dragon Ball Z: Budokai er et spil lavet til fans og de vil utvivlsomt få en god del ud af spillet. Grafikken, lyden, stilen og stemningen er meget tro overfor serien, hvilket får de tekniske mangler til at synes ubetydelige. Der kan i alt låses op for 21 figurer og der er alle de kendte navne, man umiddelbart kunne ønske sig. Som introduktion til kampspil er selve spillet heller ikke helt skævt, fordi det bruger genrens basale teknikker på en udmærket måde. Det er lettilgængeligt og fuldt ud spilbart. I længden er der bare alt for lidt dybde i kampsystemet og genrefans vil meget hurtigt have udtømt spillet. Det er udelukkende en titel for Dragon Ball-fans og det er for dem, karakteren er tildelt. Der er masser af overlegne alternativer at vælge mellem, hvis man er ligeglad med Son-Goku og kompagni.

Konklusion

Som spil er Budokai noget af det bedste Dragon Ball-serien har at byde på. Det er meget tro overfor serien og kan spilles uden problemer. Med sit simple og overfladiske kampsystem er det bedst egnet til mindre børn eller som introduktion til genren.