Flotte detaljer
De enkelte karakterer ligner groft sagt sig selv, men kigger man nærmere efter, afsløres der langt flere detaljer. Ikke blot i selve modellerne, men bestemt også i teksturerne - Leifangs dragekjole er et godt eksempel. Baggrundene har fået et klart kvalitetsløft og er generelt smukke at se på, uden at der sker ret meget. Også her er der kommet langt flere detaljer og man kan godt gribe sig selv i at sidde og beundre de realistiske reflektioner i vandet. Som i forgængeren er der flere etager på enkelte baner og der er kommet flere niveauforskelle samt forhindringer på selve banen. Teknisk set savner man umiddelbart kun anti-aliasing og mere livagtige ansigter. Kunstnerisk har Tecmo stadig meget at lære; både figurer og omgivelser er generelt stereotype.
Lyden skuffer
Den eneste del af spillet, der ikke virker gennemarbejdet, er lydsiden. Der er understøttelse af AC-3, men man skruer hurtigt ned for anlægget. De enkelte lydeffekter er generelt rumlende og uklare i lyden. Der er slet ikke den lækre sprøde lyd, som man kunne forvente. Musikken er heller ikke bemærkelsesværdig (på trods af flere Aerosmith-numre) og stemmerne er stadig kiksede.
Bedste næstegenerations-fighter
Dead Or Alive 3 er overordnet set et meget velpoleret produkt. Gameplayet er en yderligere finpudsning af et velfungerende spil, men stadig ikke nær så dybt som konkurrenterne. Til gengæld er det dejligt lettilgængeligt. Det spørgsmål man sidder tilbage med er: Hvad berettiger det nye spil? Det er svært at komme udenom, at Dead Or Alive 3 ikke er meget mere end en opdatering. En yderst vellavet én af slagsen, men stadig kun en opdatering. Spillet omvender ingen Soul Calibur-fans og konkurrencen lurer lige om hjørnet i form af Virtua Fighter 4 og Tekken 4. Men lige nu er Dead Or Alive 3 den bedste fighter i den nuværende generation. Genrefans med Xbox kan trygt investere i spillet og i det lys skal karakteren læses. Dead Or Alive 3 er decideret nydeligt, men det giver intet nyt til genren og er stadig den mindst opfindsomme af de store titler.