Nu er en væsentlig del af et platformspil jo hvor god styringen er. Her synes jeg faktisk det går rigtig godt for LBP. Der er måske til lidt problemer når man går ”ind og ud” af i skærmen, men det er langt fra kritisk. Generelt vil jeg sige at sackboy hopper fint og der er jo det der tæller. Til gengæld må jeg sige at banerne bliver sværere og noget mere dødbringende som spillet skrider frem. De sidste baner i spillet har jeg spillet om rigtig mange gange. På et tidspunkt er det lige før at controlleren ryger gennem ruden (dette er faktisk det eneste der trækker spillet en karakter ned).
Men selvom der skrues op for sværhedsgraden mod slutningen af spillet, betyder det absolut ikke at man ikke kan få noget ud af det selvom man måske ikke er en hoppe-haj. De første mange baner giver dig rig mulighed for at spille sammen med din mor eller din søn eller måske med dine venner.
Samtidig er det lige her spillets andet helt store element kommer ind: Du kan lave dine egne baner. Og nu sidder du måske og tænker ”kan jeg finde ud af det!?!” Svaret er helt sikkert ”JA!” Det er super nemt at komme i gang med og alle kan være. Samtidig er introduktionen til det meget nem og behagelig. Det pikante er naturligvis at de ting du samler op mens du spiller, kan bruges til at bygge dine egne baner. Så har du problemer med at indsamle alle ting, kommer det tilbage og bider dig når du skal lave noget selv.
Media Molecule påstår stædigt at de ikke har snydt, men har bygget spillet op via de inkluderede redigerings redskaber. Så du har alle muligheder for at lave noget godt og så i øvrigt dele det med andre.
Og her kommer spillets tredje ben. Når du først går online med LBP vil en helt ny verden åbne sig for dig. Du har mulighed for at spille banerne online med dine venner eller med vildt fremmede. Sidstnævnte mulighed kan godt virke lidt kaotisk. Måske kender du fornemmelsen fra andre online-spil, hvor man kommer ind på en bane hvor x antal tosser, laver hver deres ting. Men kan du ikke klare det fremmede så har du heldigvis muligheden for at spille med din venner og så er alt godt igen.
Den anden ting du kan online er at prøve de baner som andre har lavet. Det er helt fantastisk, og allerede nu er der masser af baner at prøve. De er naturligvis ikke alle lige gennemførte. Men dem jeg har prøvet har været underholdende og med tiden kommer der helt sikkert noget der er på højde med Media Molecules egne baner. Samtidig kan du dele dine baner med hele verden. Det er bestemt ikke at kimse af.
Sony har med LBP virkelig fået et stærkt kort på hånden. Media Molecule rammer lige ned i hele ’gør-det-selv”-ånden der er på internettet lige nu og det virker helt naturligt og nemt. Dette er, efter min mening, et spil, der i sig selv, retfærdiggør at du bener ud og køber en Playstation 3.