X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Resident Evil 5


I 1998 slap en virus løs i Racoon City som forvandlede næsten alle indbyggerne til zombier. Det viste sig at virusen var fremstillet af medicinalfirmaet Umbrella, som eksperimenterede med at producere biovåben, som de ville sælge til højestbydende. Efter afsløringen og den amerikanske regerings udslettelse af Racoon City, styrt droppede Umbrella’s aktier og firmaet endte med at gå konkurs.

I kølvandet på Umbrella’s fald begyndte biovåben at dukke op på det sorte marked og man begyndte at frygte at bioterrorisme ville skabe ukontrollerbare situationer som den i Racoon City, især i de krigshærgede regioner rundt om i verdenen.

For at kunne bekæmpe denne nye trussel har den amerikanske regering i samarbejde med United Nations Security Council og Global Pharmaceutical Consortium skabt B.S.A.A som er en forkortelse for Bioterrorism Security Assessment Alliance og det er hér Resident Evil 5 starter.

Du spiller Chris Redfield der er blevet sendt til den vestafrikanske by Kijuju for at efterforske et tip om at en stor sortbørshandel med biovåben skal finde sted. Da Chris ankommer til byen bliver han mødt af Sheva Alomar, medlem af den Afrikanske gren af B.S.A.A. og Chris’ partner igennem spillet.

Det opstår dog hurtigt komplikationer da den lokale befolkning pludselig angriber Chris og Sheva og det viser sig at indbyggerne er inficeret med en virus ved navn Las Plagas. I modsætning til typiske langsomme zombier kan Plagas-inficerede arbejde sammen, bevæge sig hurtigt og bruge våben. På grund af denne forskel bliver de inficerede kaldt for Majini som er et Swahili ord for ’onde ånder’.

Spillets producer Jun Takeuchi har selv nævnt at han blandt andet var inspireret af filmen Black Hawk Down, da han lavede spillet og det er da også lidt den samme følelse af magtesløshed, når horder af bevæbnede zombier angriber én og man kun har en håndfuld patroner tilbage. På trods af at Resident Evil er gået fra at være den spilserie der definerer survival-horror genren, til en mere action orienteret genre, har Resident Evil 5 dog stadig sin helt egen intense stemning, som jeg mener at man kun finder i denne serie.
Folk der ikke har spillet Resident Evil før vil nok finde styringen noget tung i det, i forhold til 3rd person shooters som f.eks. Uncharted og Gears of War, men selvom styringen kan virke gammeldags og man f.eks. ikke kan løbe og skyde samtidig, er dette noget der er med til at understrege, at dette er et spil i en serie, hvor planlægning og præcis skydning er en vigtig del af ens overlevelse.

Fans af serien vil nok finde den nye inventory skærm en smule frustrerende, da denne nu håndteres i real-time. Væk er kufferten fra Resident Evil 4 og i stedet har Chris og Sheva hver et 3x3 område til at holde deres våben, ammunition og helende urter. Man kan dog arrangere de primære ting man bruger mest, så man hurtigt kan skifte imellem dem ved hjælp af D-pad’en.


Den største nye feature i Resident Evil 5 er co-op multiplayer. Sammen med en kammerat, offline eller online, kan man tackle den ca. 10 timer lange kampagne sammen og hvis man vælger at spille solo bliver ens partner styret af spillet.
Din AI-styrede partner er som regel dygtig nok til at sørge for at holde sig selv ude af problemer og dækker dig når det er nødvendigt. Dog har den en slem vane med at frådse med den dyrebare ammunition og der er næppe noget mere frustrerende end at se AI’en bruge alt jeres ammunition på at skyde en pansret fjende, alle andre steder end på det bløde punkt, hvor det er meningen man skal skyde for at nedlægge den. Men spiller man sammen med en kompetent kammerat kan man dog få masser af sjov af at udnytte de mange muligheder for at putte Majini’erne under krydsild.

Resident Evil-serien er kendt for at have masser af ekstra guf i gemmerne, til folk der gennemfører spillene og det er absolut også tilfældet hér. I skrivende stund må jeg ikke fortælle om hvad det er, men jeg kan sige så meget at jeg allerede er i gang med at spille det igennem for tredje gang i træk. Dette hænger ikke kun sammen med at der konstant er nye ting man kan låse op for, det er også fordi spillet bare er fantastisk underholdende at spille. De små hængepartier der er med den AI styrede partner bliver i høj grad vejet op den spændende historie og det solide gameplay så hvis du elskede Resident Evil 4 vil du uden tvivl også komme til at elske Resident Evil 5.

-
G-TV 13/03-09
Resident Evil 5 (EU)
Anmelders vurdering
9/10

Resident Evil 5   © Capcom 2009   (PS3)    1/3 Resident Evil 5   © Capcom 2009   (PS3)    2/3 Resident Evil 5   © Capcom 2009   (PS3)    3/3