X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Monopoly (2008)


Hvis du hører til dem, der er hårdt ramt af finanskrisen, så er der nu en mulighed for at føle sig stinkende rig igen. Monopoly er ude til Xbox 360 og det klassiske brætspil lader dig som bekendt udnytte de fattigste, når du har monopol på et område.

Det klassiske brætspil
Ja, for der er tale om det klassiske brætspil konverteret til din X360. Der er egentlig ikke så meget at sige om spillestilen, for det foregår 100% som brætspillet. Der kommer minimal variation undervejs i form af, at andre typer spilleplader bliver frigivet, men forskellen på dem og originalen er blot, at beløb og navnene på det du køber, er ændret.
Nu tror du sikkert, at der er tale om et fedt og enkelt spil at gå til, når udviklerne ikke skal lave mere end et bræt og et par terninger, men her tager du fejl.

Gider du snart holde kæft?

Spillet er nemlig langsomt og monotont. Hver gang du slår din terning, skal du se en lille mand løbe ved siden af din brik, imens den flytter samtlige felter, du har slået. Du skal ikke slå mange gange før du ville ønske du kunne skippe animationen og bare komme videre.

Desværre skal vores bræt-vært hele tiden kommentere spillet. Han har en til to sætninger til hver ting, der foregår. Det vil sige, du hører den samme sætning hver gang hver du køber en grund eller slår to ens – og det sker som bekendt tit i Monopoly.

Hele seancen følges op af belastende underlægningsmusik. Hverken musikken eller værten kan der skrues ned for, hvilket hurtigt får mig til at hive i forvejen sparsomme hårtotter ud af min hovedbund.
Når multiplayer bliver en skændsel

Men brætspil er selvfølgelig også mest sjovt, når der er flere spillere. Hvis du ikke har nogle venner i huset, skal du ikke regne med at finde nogle at spille online med, for Monopoly kan ikke spilles online, hvilket skriger til himlen.
Hvis der er flere i hjemmet, der vil spille, er I begrænset af antallet af kontrollere. Det er ikke muligt at to spillere deler en kontroller, hvilket kan undre, da du kun bruger to knapper til at spille. Så du er mere eller mindre tvunget til at bruge computerstyrede modstandere, som du for i øvrigt er tvunget til at se spille og flytte deres brikker, hvilket bare trækker tiden endnu længere ud.

Et lille forsøg på fornyelse

Der er dog mulighed for at spille noget kaldet ’Richest Edition’. Her styres spillet af en række mini games, der i kompleksitet ligger en spids over Pong. Hver spiller skal over en række omgange få fat i mest mulig værdi via de ting du normalt kan eje i Monopoly. Det er på ingen måde spændende og da du skal se alle skøderne blive fordelt i hver runde, er det uhyggeligt langtrukket.
Men det vigtigste spørgsmål er vel egentlig, hvorfor skal du købe Monopoly til din Xbox for 500 kr. stedet for at købe det som brætspil til 300 kr. Der er kun et argument, og det er hvis du er alene og er syg med at spille Monopoly, så er der en minimum chance for, at du kan holde spillet ud i mere end et par timer.

Monopoly (2008) (EU)
Anmelders vurdering
3/10

Monopoly (2008)   © EA 2008   (PS3)    1/3 Monopoly (2008)   © EA 2008   (PS3)    2/3 Monopoly (2008)   © EA 2008   (PS3)    3/3