X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Left 4 Dead


Jeg kan høre dem i det fjerne. Deres stønnende klagesang bliver højere og højere og fortæller mig, at nu varer det ikke længe, inden de her er. Rundt om hjørnet kommer de styrtende mod mig. Min lyskegle fra mit haglgevær fanger deres døde ansigter i en kort stund, inden de første kaster sig over mig. Jeg tømmer magasinet, og får lige nedlagt de 8-10 monstre, da jeg med et bliver kastet fremad efter et hårdt slag i ryggen.

Jeg foretager hurtigt en 180 graders vending og mine reflekser reagerer instinktivt ved at smadre geværkolben i ansigtet på en zombie, der spytter mig i ansigtet. Han vakler tilbage, og jeg når at få én patron i geværet, inden han igen kaster sig frem mod mig. Jeg trykker på aftrækkeren og hans hoved forsvinder i en eksplosion af blod. Den hovedløse krop falder til jorden og alt bliver igen stille – for en stund…



Tynd historie, men det er ok

Resident Evil har altid været det stærkeste navn, når det drejer sig om zombie spil, men Left 4 Dead er en seriøs kandidat til at tage førstepladsen. Spillet er udviklet af Valve, der har givet os gode innovative spil som Half-Life, Team Fortress og Portal, og nu har de smidt noget helt nyt på gaden, der allerede er ved at udvikle kultstatus.
Spillet efterlader dig sammen med tre andre overlevende i en ukendt by, der er blevet smittet med en ukendt virus, så alle du møder på din vej, er blevet til zombier. Sammen med dine nyfundne venner er din opgave at flygte fra horderne af levende døde.

Mere historie er der faktisk ikke i Left 4 Dead, men det er for engang skyld også fuldstændigt ligegyldigt, for Left 4 Dead handler om noget helt andet. Samarbejde, afrevne lemmer og masser af blod.


Tag på tur i land og by
Mest af alt minder det om gamle arkadespil fra grillbaren, hvor det bare gælder om at nedlægge en masse monstre. Scenen er bare sat i et univers kreeret med Half-Life 2 motoren i bedste first person shooter-stil, og selvom der er tale om en grafik motor med en del år på bagen, så er banerne godt kreeret med et level design, der giver god variation.
Således skal du kæmpe igennem land- og bymiljøer i en skøn forening med forskellige udformninger. Der er fire hovedkampagner, der hver består af fem baner med hver sin slutscene. Banerne er for det meste rimeligt lineære, men der er også gemt masser af små rum, hvor du kan finde health pakker eller rørbomber og Molotov cocktails.
De døde fjender
Og du får brug for alle remedier, som du kan finde på din vej. For zombierne vælter frem på din skærm i så store mængder, at du kommer til at trykke dig selv tilbage i lænestolen – så overvældende er antallet af levende døde.
Hertil kommer de fem andre specifikke fjender, der kan fange dig på afstand eller slå dig omkuld, så du bliver pacificeret, indtil vennerne hjælper dig fri. Eller hvad med ’heksen’, der er en tynd kvinde, som bare sidder på jorden og græder, indtil din lyskegle fanger hende, hvorefter hun mere eller mindre flår dig i stykker i et hug. Hende gider du ikke lege med..

Få vennerne ind i kampen
Så modstandere er der nok af i Left 4 Dead, men heldigvis er du ikke alene om at nedkæmpe dem alle. Der er altid tre overlevende udover dig selv. Det geniale ved spillet er, at du selv bestemmer om de tre andre skal spilles af venner eller gamere, som du finder online eller styres af spillet. Rent faktisk lægger spillet op til, at du som udgangspunkt spiller online.
Det er også en god ide, for hvis du vælger singleplayer, skal du trækkes med tre venner, der altid følger efter dig, men aldrig kaster sig frem forrest i kampen mod horderne. Hertil kommer, at når du bliver slået omkuld af horderne, skal en medspiller hjælpe dig op, ellers dør du, og det gør menneskelige spillere meget bedre end spillet.

Derfor er det nemmere, at klare de fire kampagner med online hjælp, eller du kan spille splitscreen med en ven i stuen. Splitscreen funktionen er lavet så godt, at du også kan gå online og spille med den. Det er genialt.

Manglen på variation melder sig

Banerne er beregnet til at bliver spillet igennem flere gange og ikke nødvendigvis i nogen bestemt rækkefølge. Left 4 Dead praler af en kunstig intelligens instruktør, der varierer hvilke fjender, der bliver sendt efter dig og vennerne.
Desværre virker denne variation ikke specielt forskellig fra gang til gang, og det bringer mig frem til Left 4 Dead’s svaghed. For min begejstring var meget stor de første mange timer, men når du har spillet kampagnerne igennem et par gange, så bliver det lidt monotont efter min mening. De 20 baner er reelt ikke mange og kun seks forskellige fjender er for lidt. Selvom du har mulighed for at spille i ’versus’ mode, hvor du kan spille som en af zombierne mod de overlevende, er den grundlæggende spillestil den samme.

Left 4 Dead er et fedt og nytænkende spil, men det kommer i Xbox 360 versionen til at være afhængig af yderligere indhold, hvis det ikke skal gå i glemmebogen indenfor de næste par måneder. Men mon ikke også Valve selv er klar over det og inden længe sender flere zombier på banen, så festen kan fortsætte…

Left 4 Dead (EU)
Anmelders vurdering
8/10

Left 4 Dead   © EA 2008   (PC)    1/4 Left 4 Dead   © EA 2008   (PC)    2/4 Left 4 Dead   © EA 2008   (PC)    3/4