Tomb Raider: Underworld

"At rejse er at leve," skrev en fremsynet dansker med hang til eventyr en gang i sin
rejsedagbog. Denne livsanskuelse går hånd i hanke med det nyeste Tomb Raider-spil, som berejste fødder i en balje lindrende, varmt vand. Vi er nået til tredje udgave af Lara Crofts comeback, og de fleste vabler er tømt, så vi kan holde ud til endnu en gang springgymnastik i eksotiske omgivelser.

Tomb Raider-serien har siden første version i 1996 været igennem lidt af hvert. Core Design var det første spilfirma, som nørklede med Lara, og det gjorde de godt de første to-tre spil. Derefter handlede det, til tilhængerskarens store skuffelse, om at malke pengekoen for den sidste dråbe saft på bekostning af spillenes kvalitet. Få år efter årtusindskiftet modtog Crystal Dynamics stafetten fra Core, og i 2006 kunne de præsentere den fornyede udgave af arkæologen og multimillionæren Lara. I 2007 udkom en restaureret og omlakeret jubilæumsudgave af det første spil i serien, og nu er vi så klar til mere action-eventyr med Lara Croft som førerhund.

Vores langbenede rejseguide tager os denne gang med på et genkendeligt dagsprogram, med enkelte overraskelser. Vi lægger roligt ud, ved at vaske søvnen ud af øjenkrogene, med et friskt dyk i det blågrønne hav. Egen harpun medbringes, da hajerne godt kan nappe lidt på denne tid af året. Herefter går det tjept frem ad mod nye opdagelser.

Da jeg var knægt, var noget af det vildeste man kunne foretage sig i sommerferien et smut til Mallorca sammen med alle de andre blegfede skandinaver. I dag er det mere almindeligt at rejse Jorden tynd, men med Lara kommer du helt sikkert til at se en anden side, end du er vant til, af rejsemål som Mexico og Thailand. Tomb Raider handler igen om at udforske virkelig smukke lokaliteter, løse et læsfuld hjernevridende opgaver, og så lige om at skyde lidt på vilde dyr og gravrøvere, når de bliver for påtrængende. Programmet er det samme som i de fleste spil i serien, men af forskellige årsager er Underworld en af de bedste oplevelser med Lara hidtil.

Historien spinder videre på tråden fra flere af de tidligere spil. Lara får nye spor om sin afdøde mors sidste hvilested, og begiver sig naturligvis af sted som den sporhund hun er. Hurtigt bliver det klart, at tidligere fjender befinder sig på den evigt befærdede krigs-sti, og så må Lara jo smøge ærmerne et par ekstra centimeter op. Plottet og fortællestilen er ikke overvældende, men det viser sig alligevel at være en interessant historie at tage del i. Måske specielt for os nordboere, da den nordiske mytologi spiller hovedrollen i fortællingen. Det samme gør en række kulturers dødsriger, heraf spillet undertitel, Underworld.

Det meste af spillet handler om at løse gåder og opgaver, som tager udgangspunkt i terrænet og de arkæologiske fund, du gør dig undervejs. Ofte skal du med list og antikke genstande sætte gang i en mekanisk

installation, med lodder, trisser og store antikke skulpturer i de fremtrædende roller. Den største forskel fra 2006-udgaven af Tomb Raider, Legend, og efter sigende også sidste års udgave, som jeg desværre ikke har spillet, er hovedsageligt størrelsesforholdene. Væk er de små og krampagtige rum, og ind er kommet imponerende arenaer og store bidder regnskov, som skal udforskes. Det foregår som sædvanlig med en god portion klatren i landskabet via afsatser, pæle og det meste andet, der minder om noget, man kan gribe fat i. Tilføjet er blandt andet muligheden for at kravle direkte på klipper og vægge, når der da lige er noget at træde på. Lara er ikke kræsen, så små klippefremspring er ligeså gode som ventiler og håndtag, når hun en sjælden gang besøger mere nutidige lokaliteter.

Af andre nyheder kan nævnes, at du nu kan klatre og skyde samtidig. Det gør dig glad, når du laver kujontricket og pisker væk fra genopståede slangemænd. Naturligvis indtil du finder ud af, at de er ligeså behændige til at kravle op ad din flugtvæg, som dig selv. Til gengæld er de spejlblanke som resten af fjenderne i spillet. Jeg tror ikke, jeg har oplevet en ringere kunstig intelligens i et computerspil siden 90'erne, og det er ganske enkelt ikke godt nok af spiludviklerne. Prøv lige i det mindste at rense ørerne på fjenderne og sætte et par kraftigere hinkesten på deres næser, så de om ikke andet kan se og høre Lara, udover når hun spjætter lige foran ansigtet på dem.

Men der er mere brok i posen. Kameraet kan som regel ikke drejes mere end 90 grader, når Lara klatrer. Det gør det tit svært at orientere sig i forhold til fjender og omgivelser. Dog røber Laras animation ofte, til hvilken side hun kan bevæge sig. Det automatiske sigtesystem er også et rynket levn fra fortiden, men hjælper i det mindste på problemet med de svært tilgængelige fjender. Derudover fungerer Underworld rigtig godt det meste af tiden. Selv Laras motorcykel har fået en meget mere fremtrædende og interessant rolle i spillet.

Lyd og billede er også med hvor, det er sjovt. Grafiksystemet er spritnyt, og leverer ganske flydende billeder. Detaljerigdommen er mere end tilpas, og man kan ikke lade være med at rende rundt og studere bygninger, skulpturer og landskaber. Men sådan er vi turister jo. Lyden er mindre imponerende, men bestemt i den bedre ende. Lara lyder præcis så forførende som altid med sin smukke, britiske accent.

Et af H.C. Andersens foretrukne rejsemål var Tyskland. Jeg ved ikke rigtig. Tyskland er et interessant land, men jeg synes ikke helt, det rimer på kaki-shorts og drypstenshuler. Så føler jeg mig nok bedre tilpas på lidt mere eksotiske lokaliteter. Også i spilform, hvor jeg uden tøven kan anbefale Tomb Raider: Underworld til alle eventyrere, som kan affinde sig med et par sløsede fejl fra udviklernes side. At rejse er bestemt at flikflakke over en kløft med 30 meter frit fald under sig.