Min trofaste hund, der har fulgt mig hele vejen igennem Fable II, virkede også lidt forvirret over udvidelsen. Den havde store problemer med at finde skatte til mig. Ofte oplevede jeg at den gøede for at vise mig et sted, hvor jeg kunne grave en skat op. Men når jeg så kom hen til stedet, kunne den ikke finde det og jeg måtte tage den med derhen et par gange, før der var gevinst.
Lidt unikt som trøst
Der er dog et par gode ting, som du ikke finder i det oprindelige spil. Du kan finde nogle underholdende potions, der kan ændre dit udseende med et snuptag. Så hvis du har et ønske om at være kæmpe eller dværg, bliver det opfyldt på Knothole Island.
Endvidere er der en butik, hvor du kan bytte forskellige ting til hemmelige våben og godbidder. Det var dog ikke noget, som kunne holde min interesse ret længe. Det virker som en nem erstatning for, at der ikke er lavet side-missioner.
Mest for de desperate
Fable 2: Knothole Island koster 800 MS Point. Det svarer til 72,- solide danske kroner, og selvom det lyder billigt, så er det for meget at betale for tre quests. Den hardcore Fable II fan, der ikke har mere at lave i det originale spil, vil sikkert nyde at spille de tre quests og få udbygget sin ejendomsportefølje på den lille ø.
Jeg tror, at vi er mange andre, der gerne vil have flere udvidelser til Fable 2. Men udvidelses øerne må gerne være på størrelse med Fyn i stedet for Anholt, som det er tilfældet med Knothole Island.