smule ekstra energi og skudsikker vest til næste mission.
Andre steder føres der samtaler i relation til hvad der sker i spillet, mens de mange bikers flytter sig fra sted til sted. Den nye udvidelse indeholder også en række mere eller mindre bikervenlige våben, heriblandt et oversavet jagtgevær, en fuldautomatisk pistol og en granatkaster.
For dem der vil spille online, er der også en række nye multiplayermodes at kaste sig over. Det er blevet til hele seks nye modes, heriblandt Witness Protection, Race, Lone Wolf Biker, Own the City, Club Business og Chopper vs. Chopper. Flere af dem af faktisk overraskende sjove at spille online, og de er et godt supplement til de allerede eksisterende modes.
The Lost and the Damned føles i det store hele stadig som Grand Theft Auto IV. Mange af de kritikpunkter der var i GTAIV er blevet rettet (men dog kun i udvidelsen). Der er ikke så meget renden rundt med venner og familie, selvom det stadig er muligt. Presset er dog væk, og du kan stort set selv vælge om du vil tage et spil airhockey eller bare koncentrere dig om spillets hovedmissioner. Ligeledes er missionerne nu delt op i checkpoints, hvilket betyder at du ikke behøver at starte helt forfra hvis du skrider i svinget under en mission. Det giver spillet et lidt lettere flow, og gør det langt mere tilgængeligt og sjovt at spille. Skal der endelig sættes en finger på noget, så er det at der mangler lidt den samme fornemmelse af at man skal udforske byen og finde nye ting. Liberty City er ikke gjort udpræget mere spændende siden sidst, og det er derfor selve historien der trækker. Det gør den dog også godt, og The Lost and the Damned er i sidste ende ret så godt skruet sammen, så længe du ikke forventer mere end et gensyn med Liberty City, fra en anden vinkel end du er vant til.