X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

The Godfather II


Har EA store nosser eller bare storhedsvanvid? Svaret vil vi lige lade vente lidt på sig, mens vi fortsætter med resten af anmeldelsen af Godfather 2 til Xbox 360. Godfather 2 er fortsættelsen til det halvlunkne Godfather-spil fra 2006, hvor Electronic Arts tog hul på første kapitel af Godfather-trilogien – der indeholder to af de ti bedste film nogensinde, hvis man skal tro på IMDbs top 250-liste, baseret på brugernes vurderinger. Nu kommer fortsættelsen, og der er sket meget siden det første spil –har Electronic Arts endelig lavet et spil, der lever op til arven fra filmene?

Du er Dominic, et spirende medlem af Corleone-familien (familie-medlem som i den gængse mafioso-forståelse). Efter at Corleone-familiens forrige Don bliver skudt under et oprør på Cuba (tilfældigvis hovedpersonen fra det forrige Godfather-spil), og Dominic træder ind i rollen som ansvarlig for Corleone-familiens lyssky forretninger i New York.

Til at hjælpe dig med at blive den største Mafia-boss i The Big Apple, kan du hyre en række håndlangere, der hver især har evner, der er uundværlige i forøgelsen af Corleone-familiens forretningsområder. De forskellige evner kan for eksempel bruges til at åbne de pengeskabe, der findes rundt omkring i byerne, hvilket udløser en øjeblikkelig kontant bonus. Andre håndlangere er sprængstofeksperter, der kan bruges til at blokere en fjendtlig forretning eller til at give nemmere adgang til områder, der normalt ikke er tilgængelige. Alle evner har deres berettigelse på et hold, og eftersom du kun kan have tre mand med dig ad gangen, der hver især starter med én evne, så skal der lægges lidt omtanke i valget af håndlangere. Efterhånden som spillet folder sig ud, bliver der mulighed for at forfremme og opgradere sin gruppe af håndlangere. En forfremmelse sikrer en ekstra evne, og gør derved dine håndlangere ekstra brugbare ude i felten.

Håndlangerne kan desuden, ligesom Dominic selv, opgraderes på en række forskellige fronter, hvilket gør dem langt mere brugbare i kamp. Opgraderingerne koster klingende mønt, der tjenes dagligt gennem de mange almindelige forretninger, som fungerer som skalkeskjul for mafiaens knap så lovlige geschæfter, eller via bankrøverier eller småopgaver for byens borgere.

Nøglen til succes i Godfather er at opbygge en sprudlende imperium af ulovligheder såsom narkohandel, bordeldrift eller lignende. Spredt rundt omkring i byerne er der en række forskellige forretninger, opdelt i overordnede kategorier. Hver kategori har 2-5 forretninger, og ejes af en af de fremtrædende mafiosofamilier i spillet. Ejer man én forretning, tjener man et dagligt beløb, men ejer man alle i samme kategori, udløses der en bonus til familien. Ejer du alle bordeller i byen, vil det være billigere at hyre vagter til at bevogte dine mange forskellige forretninger. Juvel-smugler-ringen udløser skudsikre veste til både vagter og håndlangere, og så videre.
Det hele kontrolleres via det såkaldte ”Dons View” – et oversigtskort i pseudo-3D, hvor der gives overblik over de forskellige forretninger. Herfra kan der også tilgås informationer om de forskellige mafioso-familier, tilgængelige tjenester hos diverse officielle figurer i byen og meget andet. Herfra kan du tilføje og fjerne vagter ved de forskellige forretninger, samt sende ledige håndlangere ud for at overtage eller bombe de andre familiers forretningsområder. Det er også her du får beskeder om angreb på dine egne forretninger, og kan reagere derpå – ingen af de fjendtlige mafia-bosser ligger nemlig på den lade side, når det gælder om at sikre sig morgendagens indtjening til flere våben og større biler.
Dons View føles som et ekstra strategisk lag oven på spillet. Et lille spil i spillet. Det vækker minder fra svundne tider med spil som Syndicate og X-COM, hvor der var noget management ved siden af hoveddelen af spillet. Og som idé er Dons View rigtigt god. Til forskel fra det første spil, så føler du dig mere som styrende mafia-overhoved, og ikke bare en uvæsentlig lille brik i det store spil. Desværre mangler Dons View den dybde, som de tidligere nævnte eksempler har. Med lidt mere vægt på selve den strategiske del af spillet, ville Godfather 2 have hævet sig op over andre spil i samme genre.

Multiplayer-delen i Godfather 2 kan bruges til at opgradere dine soldater. Med de emblemer der optjenes via spil, kan du vælge at opgradere dine mænds våbenlicenser. Spillets våben er opdelt i kategorier, og efterhånden som spillet folder sig ud, vil du finde bedre våben i de kategorier du startede med. Håndlangerne kan dog ikke nødvendigvis bruge dem fra starten, for det kræver de førnævnte licenser, før du kan udstyre dine mænd med dem. Senere i spillet vil du møde håndlangere der allerede har våbenlicenser i de lidt større klasser, men skal du have max udbytte af dine håndlangere fra starten – så skal du online, og arbejde for det.

Electronic Arts har gjort et hæderligt forsøg med Godfather 2, men ligesom det første spil i serien, så er det bare ikke helt godt nok. Action-delen er lidt for generisk og intetsigende, og den skal bære hele spillet, da strategidelen er for tynd til at være spændende alene. Sammen, går de op i en lidt højere enhed, men det er bare ikke godt nok til at trække spillet helt op i toppen. Med mere arbejde på begge dele, ville Godfather 2 kunne lægge sig i toppen, stadig under blockbustere som Grand Theft Auto 4, men stadig med noget at tilbyde. Som det er nu, lander Godfather 2 mellem toppen og gennemsnittet – en udmærket oplevelse, der kan spilles igennem en enkelt gang og derefter ryger på hylden for at samle støv.

Godfather II, The (EU)
Anmelders vurdering
7/10

The Godfather II   © EA 2009   (PS3)    1/3 The Godfather II   © EA 2009   (PS3)    2/3 The Godfather II   © EA 2009   (PS3)    3/3