X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

The Chronicles Of Riddick: Assault On Dark Athena


Vin Diesel er for mange ikke verdens bedste skuespiller. Men i de to film, hvor han har fået lov til at udfolde sig som den rå kriminelle Riddick i en science fiction verden ude i fremtiden, er han intet mindre end genial. Den første film Pitch Black fra 2000 blev en kult klassiker – det samme gjorde den imponerende efterfølger The Chronicles of Riddick i 2004.
Samme år udkom det første spil baseret på vores antihelt på den første Xbox. Det svenske studie Starbreeze havde fået opgaven med at udvikle spillet til udgivelse lige efter premieren på den anden film. I stedet for at følge handlingen fra filmen, havde spillet sin helt egen historie – Escape from Butcher Bay, hvor Riddick skulle flygte fra et fængsel af samme navn. Begivenhederne foregik før handlingen i den anden film, og var et lille mesterværk.

Starbreeze har set lyset igen
De svenske udviklere satte nye standarder indenfor lyseffekter på den første Xbox, hvilket betød at også spillet blev en kultklassiker. Denne gang er det igen Starbreeze, som har fået opgaven med at udvikle Assault on Dark Athena og de slipper fra det med blandet succes.
Du får nemlig to spil med i pakken. Dels det nye Assault on Dark Athena, men også et 100 procent remake af det første spil i serien - Escape from Butcher Bay. Det spil satte nye standarder indenfor lyseffekter, da det så dagens lys i 2004. Effekterne er stadig funktionelle, men det ligner mest af alt, det som vi forventer af denne type spil i dag.

Mørket er din bedste ven
Lyset er vigtigt, da begge spil er baseret på stealth med enkelte shooter elementer. Spillestilen er Splinter Cell i førstepersons udgave. Hvor Sam Fischer har sine grønne nightgoggles, har Riddick evnen til at se i mørket.
Du finder hurtigt ud af, at mørke og stealth er din styrke. For din health bar tager hurtigt skade af bly fra geværkugler – hvilket er forståeligt nok, da vores helt kun har en svedig sort undertrøje på overkroppen. Så det bliver hurtigt rutine for dig at slagte folk i mørket i stedet for den direkte konfrontation.

De gode gamle dage
Escape from Butcher Bay er bygget op med en solid historie, hvor Riddick først skal skabe sig et image blandt sine medfanger, før han kan starte den endelige flugt fra fængslet. Det betyder, at der er en masse småopgaver, som han må klare for de stærke fanger, før de vil
hjælpe ham. Gameplayet i Escape from Butcher Bay holder stadigt.
Desværre kan jeg ikke sige det samme om Assault on the Dark Athena. Her ender Riddick på et mystisk rumskib sammen med sin ærkefjende dusørjægeren Johns. Igen er han fange, der skal slippe fri, imens han finder ud af, at kaptajnen Revas har gang i nogle skumle ting med besætningen og de fanger, der er ombord.

Kloge hoveder savnes
Spillet er her meget mindre historiedrevet og de fleste missioner handler om at komme fra A til B og så nedlægge de fjender, som du møder på vejen. Det behøver der i sig selv ikke være noget i vejen med, men den kunstige intelligens i Assault on Dark Athena er desværre skræmmende dårlig.
Hvis du angriber fjenderne, jagter de dig selvfølgelig, men det øjeblik, hvor du når frem til et sted, der er mørkt, opgiver de jagten på dig med det samme. Og det er vel og mærke lige meget, om de så står oveni fem lig, som du har ansvaret for.
Der er flere levels, hvor du kan løbe fra dække til dække, imens vagter leder efter dig med store projektører. Her skyder de på dig, hvis Riddick bliver fanget i lyset, men hvis du løber hen bag en kasse, fortsætter de med det samme med at følge lyskeglens rute, fra før du blev opdaget. Dine fjender er altså ikke specielt motiveret i deres arbejde og det tærer på intensiteten.

Stadig værd at eje
Det er en skam, for stemningen i begge spil er mørk og dyster. Riddick er ikke noget specielt godt menneske og han hjælper som regel kun andre, hvis han har brug for deres hjælp. Vin Diesel leverer igen perfekt stemmen til den følelseskolde hovedperson.
Den rå verden understøttes perfekt af måden, du nedlægger dine fjender på. Det er animeret i en sand blodrus, hvor blodet sprøjter til alle sider.
Et andet plus er, at der nu er tilføjet multiplayer til spillet. Udover Deathmatch er der en spilletype, der hedder Pitch Black. Her er en spiller Riddick i en mørk verden, der jages af de resterende spillere. Vagterne har kun lyset på deres våben til rådighed, hvor Riddick som bekendt kan se i mørke, hvilket giver en intens duel.

The Chronicles of Riddick: Assault on Dark Athena er et spil, som du skal have til din Xbox 360. Escape fra Butcher Bay og den specielle stemning er begrundelse nok, så se Assault on Dark Athena og multiplayer-delen som en ekstra bonus, så bliver du ikke skuffet.

Chronicles Of Riddick, The: Assault On Dark Athena (EU)
Anmelders vurdering
8/10

The Chronicles Of Riddick: Assault On Dark Athena   © Atari 2009   (X360)    1/3 The Chronicles Of Riddick: Assault On Dark Athena   © Atari 2009   (X360)    2/3 The Chronicles Of Riddick: Assault On Dark Athena   © Atari 2009   (X360)    3/3