Ninja Blade

Jeg vidste at jeg var fanget af Ninja Blade, da man frit faldende fra en helikopter, vælger at hoppe op på en også frit faldende motorcykel, køre hen af en – også – faldende lastbil, for slutteligt at smadre motorcyklen ind i et hus for at skabe en alternativ dør.
Ninja Blade er kort fortalt et af de absolut mest vanvittige spil jeg nogensinde har prøvet – men i sidste ende viser vanviddet at være til fordel for spillet.

Der er masser af ninjaer i Ninja Blade – ninjaer og mystiske orme fra rummet. Ninjaerne kaster sig typisk ud fra fly, for at smadre de ondskabsfulde orme. Så tror jeg egentlig ikke at jeg forstår mere af baggrundshistorien for det blodblad man som spiller bydes på i Ninja Blade, men det gør egentlig heller ikke så meget. Ninjaerne er seje, ormene slimede, og den trofaste katana slebet skarpt op til lejligheden.

Ninja Blade minder i udformning meget om Ninja Gaiden, dog uden at have et så komplekst og udfordrende kampsystem. Der er bestemt masser af kombinationsmuligheder, men timingen føles markant mere tilgivende end hos konkurrenten, hvilket både kan være godt og skidt. Skidt hvis man gerne vil have et virkelig teknisk ninja-spil – godt hvis man bare gerne vil se en sortklædt mand smadre huse med motoriserede køretøjer.

Udover at elske vanvid, så elsker Ninja Blade i den grad også sine Quick Time Events (hvor man på skærmen får vist hvilken knap man hurtigt skal trykke på). Disse opstår så godt som hvert andet sekund, og kan være alt fra at time føromtalte motorcykelkast, til at løbe febrilsk fra en latterlig gigantisk edderkop. På et enkelt punkt skiller Ninja Blade sig dog ud fra resten af spilverdenens forsøg på at integrere filmiske virkemidler gennem simple knap-tryk, idet man når man fejler – hvilket man i øvrigt gør hele tiden – ikke skal genspille den samme sekvens. I stedet bliver man blot spolet tilbage til lige før man skal trykke, uden nogen form for konsekvens.

Dette er decideret underligt – om end overraskende rart for spiloplevelsen. De mange Quick Time Events ser faktisk rigtig sjove ud, især kombineret med det vanvid vi vist allerede har konstateret værende den primære drivkraft bag Ninja Blade.

Kampsystemet består primært af to knapper, en til hurtige og en til langsomme angreb. Trykket i forskellige kombinationer vil der fremkomme specielle angreb, hvormed kampsystemet fremstår klassisk i tiende potens.
Heldigvis er der mulighed for at bruge to typer sværd – også henholdsvis et hurtigt og et langsomt – hvilket redder lidt af fornøjelsen.

Derudover byder Ninja Blade både på lidt hoppen rundt, samt et par on-rails sekvenser hvor man skyder gigantiske fjender med maskingeværer. Måske ikke specielt ninja-agtigt, men stadig dejlig dumt.
Samtidig forstod jeg aldrig helt hvorfor hovedpersonen skiftede mellem at tale japansk og engelsk – umiddelbart kunne man forestille sig at han bare skifter mellem sprog i bestemte situationer, men det bliver rigtig underligt når man opdater at stemmeskuespilleren tydeligvis ikke er den samme. Sindssygt…

Ninja Blade er simpelthen intet mindre end et ufattelig dumt actionspil, der kun skiller sig ud ved sit uforbeholdne vanvid. Men er dette egentlig ikke også mere end nok? Personligt nød jeg at spille mig vej gennem Ninja Blade surrealistiske univers – endog langt mere end jeg nogensinde har nydt Ninja Gaiden.
Så kan man kalde mig alskens skældsord – faktum er blot at jeg er mindre interesseret i komplekse kampsystemer, og mere interesseret i ninjaer der hele tiden falder gennem luften… på motorcykler…