Guitar Hero: Metallica

Fra det øjeblik tonerne fra The Ecstasy Of Gold strømmede ud af højtalerne mens Metallica langsomt bevægede sig frem mod scenens fortryllende eksplosioner, mødt af tilskuernes jublende brøl, vidste jeg at jeg var solgt!
Jeg har altid været glad for Metallica, og med Guitar Hero: Metallica har jeg endelig fået chancen for at genleve min ungdoms storhedstid som guitarist i et Metallica-cover band.

Derfor var jeg allerede helt oppe at køre over spillet, allerede inden jeg havde modtaget det. Dog havde jeg stadig lidt af min generelle skepsis i behold – jeg bryder mig ganske simpelt ikke om rytmespil, fordi jeg egentlig langt hellere vil spille musik på rigtige instrumenter. Spørgsmålet var derfor, om Guitar Hero: Metallica har ændret på dette?
Det korte svar er nej. Det lidt længere svar er nej, men det er alligevel djævelsk sjovt!

Guitar Hero: Metallica er nemlig lige det rytmespil jeg har længtes efter – ren, rå rock uden alle de irriterende numre der agerer fyldstof i både Rock Band og Guitar Hero: World Tour. Sangene er stort set alle fantastiske i Metallicas udgave, hvilket i høj grad hjælper med til at holde interessen ved lige over længere tid.

Spillets karrieredel er tilmed ret sjov. Man skaber sit eget band, der gennem spillet stræber efter at blive opvarmningsband for Metallica. Historien er fuldstændig ligegyldig, men de mange mellemsekvenser i tegneseriestil er sjove og fyldt med sjove referencer til metal-genren. Bedst er dog, at man har ret stor snor til at vælge de sange man godt kan lide, og springe over dem der enten er for svære eller som man bare ikke bryder sig om. Det er en rigtig god idé, og gør at Guitar Hero: Metallica hele tiden føles rart at spille sig igennem. Der er ingen frustrerende punkter hvor man vælter trommesættet i frustration, hvilket er en stor fordel set i forhold til resten af rytme-genren.

Objektivt set er der ikke meget nyt i Guitar Hero: Metallica, med undtagelse af tilføjelsen af en ekstra stortrommepedal til trommesættet, så man rigtig kan tonse igennem Battery og One. Grundet Metallicas meget divergerende karriere – fra trash på Master of Puppets til blues-rock på Load – er sværhedsgraden ret svingende. I visse tilfælde bliver man lidt overrasket, eksempelvis er Fuel en overraskende hidsig sag på trommer, mens King Nothing vil kunne gennemføres på Expert af de fleste.

Man skal være glad for Metallica for at finde glæde i dette spil, men så er det jo også heldigt, at Metallicas musik passer perfekt til et rytmespil. Der er energi, kraft og hidsige guitarsoloer i alle 28 Metallica-numre, og det er egentlig kun på visse af de 21 numre fra andre bands at tempoet bliver sat lidt ned. Dette gør så at man får en smuk version af Bob Segers fantastiske Turn the Page, samt den herlige Tuesday’s Gone fra Lynyrd Skynyrd – to sange jeg personligt ikke kan få nok af.

Metallicas bagkatalog er fremragende repræsenteret, og for en fanatisk Load- og Reload fan som undertegnede, er det lækkert både at få King Nothing og The Memory Remains. Selv ikke live-albummet S&M bliver glemt – No Leaf Clover, nok den sidste sang fra Metallicas mere rockede periode, er også med.
Jeg er vild med det samlede udbud af sange, som virkelig rækker ud over hvad man normalt forbinder med Metallica.

Grundlæggende er jeg dog stadig ikke vild med at spille alle sangene på plastic-instrumenter, men som guitarist har jeg nok også et lidt specielt forhold til de sange der lærte mig mit musiske håndværk. For alle andre der bare vil hygge sig og høre lidt god rock, er Guitar Hero: Metallica det klart mest konsistente og bedste udspil af alle rytmespil på markedet i dag.