X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Rubik's Puzzle World


Firserne gav os mange ting, som vi helst vil glemme i dag. Selvlysende gule bukser til modne mænd, arbejdsløshed i stor stil og nedsmeltning i Tjernobyl. Heldigvis var der også gode ting. Punkrock opstod, Mario blev opfundet og så var en professor fra Ungarn, der solgte sin specielle terning til et legetøjsfirma og solgte ikke mindre end 300 millioner eksemplarer af den.

Rubik’s Terning er blevet et ikon, og hvis du altid hellere vil have legetøj via et videospil end den ægte vare, så er løsningen her nu. Rubik’s Puzzle World byder på den originale terning på din Tv-skærm sammen med syv andre puzzles.
Få løsningen på den forbistrede terning
Hvis du ligesom jeg aldrig har kunnet finde ud af at løse den forbistrede terning, så er der håb nu. For ud over at kunne løse selve terningen i spillet, er der også en vejledning i, hvordan Rubik’s Terning skal løses. Men selve terningen er ikke grunden til, at du skal købe Rubik’s Puzzle World – specielt da Rubik’s terning kan købes for under en halvtredser på nettet.

Det er de andre syv muligheder, der er det interessante. De er alle bygget op omkring de små firkanter, som en Rubik’s terning består af, men ingen af opgaverne har reelt noget med originalen at gøre. De er meget forskellige i udformning og ikke mindst i kvalitet.

Gode puzzles…
Lad os starte med de gode. I Deconstruct skal du sigte med Wii-moten og skyde med små firkanter for at ramme andre farvede firkanter ud i afgrunden. Jeg ved godt det ikke lyder specielt ophidsende, men de farvede firkanter står på forskellige konstruktioner, så det kræver omtanke, hvor du skyder dine små firkanter af sted.
Du kan også spille imod op til fire andre, hvor du kæmper om at få flest i din egen farve ud over kanten. Det er faktisk meget underholdende, specielt fordi du kan blokere for dem, som du spiller imod.
Udover Deconstruct er Guide også nogle timer værd. Her skal du ved hjælp af pile lede de små bokse til et forudbestemt hul på baner, der er lavet med en slags skatbræt overflade. Næsten samme underholdningsværdi har Switch, hvor du skal udskifte farvede firkanter i et mønster i den helt rigtige rækkefølge.

… og de mindre gode
Tilbage er tre puzzles, der ikke kommer til at tage meget af din tid. I Fit skal du rykke rundt på nogle firkanter, så de passer ind i hullerne i en mur, hvilket er akkurat lige så nemt, som det lyder til. I Wiev er der lagt op til, at du skal stable terninger, så de passer til et forudbestemt mønster set fra forskellige vinkler, hvilket er akkurat lige så kedeligt, som det lyder til…

Tilbage er Compose, hvor dine små terninger har forskellige lyde, som du så kan sætte sammen og kombinere din egen musik med. Hvad denne opgave laver her, er mig en gåde. Musikken er som et begynder keyboard fra firserne, og der er ikke noget puzzle over det.

Lidt for firkantet
Rubik’s Puzzle World er et forsøg på at bruge Wii’ens specielle kontrollere og selve styringen er da også nem og præcis. Men syv puzzles er bare slet ikke nok til denne type spil, specielt ikke da kun de tre af dem er underholdende.
En anden skuffende ting er, at du kun kan spille tre af opgaverne i multiplayer, og der er ingen online mulighed. Derfor bliver du hurtigt færdig med de opgaver der er, og smider andre spil i din Wii.

Så hvis du allerede nu er på vej ud for at købe neonfarvede T-shirts for at komme i den rette stemning til Rubik’s Puzzle World, kan jeg kun anbefale, at du sørger for at få en kvittering. Lej spillet i stedet en dag, hvor du skal have dine puzzle nørdede venner på besøg – her vil det komme mere til sin ret.

Rubik's Puzzle World (EU)
Anmelders vurdering
5/10