Gangs Of London

Endnu et forbandet og fejlfyldt The Getaway, tænker den kvikke læser. Nej, heldigvis er der lidt mere positivt at sige om The Getaway udviklernes seneste bedrift, selvom det også foregår i London.

Ah ja, London. Den på overfladen fredelige engelske hovedstad med berømte seværdigheder som Big Ben, Westminister Abby, Tower of London og Buckingham Palace. Turisterne strømmer til byen for enten at shoppe, holde ferie eller opleve det traditionsrige samfund i dets travle storbyliv. Og bliver man træt af det, kan man blot tage et smut ud til udkanten af byen for at nyde et sprødt spejlæg og varm te i et idyllisk familiehjem.

Men det er dog kun halvdelen af sandheden. For bag den te-drikkende facade gemmer der sig en underverden så grum, at selv garvede machopolitifolk i Los Angeles politikreds ville ryste i bukserne. London er rent faktisk, tro på det eller lad være, fyldt med organiseret bandekriminalitet af værste skuffe og det er endda på et plan, der nærmer sig det bestialske. Det indtryk får man i hvert fald straks med det nye Gangs of London fra netop Sonys udviklerstudie i London. Her står narko, respekt, dominans, gadeuorden og mord højt på listen over bandernes målsætninger.

Det er dog ikke første gang vi har oplevet Londons værste sider i et spil. Udvikleren er nemlig den samme, som også står bag The Getaway og The Getaway: Black Monday til PlayStation 2. Gangs of London foregår i det samme univers og det centrale London er skildret fra gade til gade som et stort, åbent byområde. Førstegangsindtrykket må siges at være rigtig godt. På overfladen ligner det et spil til PlayStation 2, både grafisk som præsentationsmæssigt og det er først når man rigtig kommer i gang, at den håndholdte konsols begrænsninger viser sig.

Man kan derfor godt sige at dette er The Getaway til PSP, men heldigvis er det en smule bedre på en række områder. The Getaway havde næsten for mange fejl til, at det overhovedet var til at spille. Man vælger i begyndelsen den bande man vil være medlem af i kampen om magten i Londons underverden og herefter er man hurtigt i gang med sin første mission som håndlanger. Der er fem forskellige bander at vælge imellem – hver enkelt har hver deres historie. Missionerne ændrer sig dog ikke særlig meget i forhold til hvilken af banderne man beslutter sig for at gennemføre med. Plottet fortælles i stil med Max Payne gennem tegneseriebilleder med indlagte stemmer og det fungerer ganske godt. Man kan selv vælge i hvilken rækkefølge man gennemfører et vist antal missioner for sin bande. Det føles altså ikke så trivielt i længden, når man selv kan vælge om man har lyst til at køre biljagter, undslippe tilfangetagen eller infiltrere en rivaliserende bandes hovedkvarter. Man slipper dog ikke uden om nogen af missionerne på denne måde. På et eller andet tidspunkt er man nødtvunget til at gennemføre den alle, men det er bestemt med til at gøre det lidt mere afvekslende selv at kunne variere sin færd igennem. Der findes desuden en række minispil, som gør det muligt at vandre frit rundt i hele byen i stil med Grand Theft Auto, men disse har ikke noget med hovedhistorien og bandekrigen at gøre. Der er som sådan ingen frihed at finde i historien. For når man fuldfører en mission, slutter banen og man forlader spilmiljøet. Man samler altså ikke missioner op i byen, men via menuen. Sony burde altså have udnyttet den store by noget bedre – vi har jo set i Rockstars GTA: Liberty City Stories at det kan lade sig gøre på PSP.

“Har man brug for en pause fra den kluntede styring, kan man med sindsro give sig i kast med de mange minispil som Gangs of London også tilbyder.”

Missionerne svinger altså mellem at jagte fjendtlige biler, kidnappe højtstående bandeledere, angribe fjendtlige territorier, snigmyrde og meget andet. I sig selv ikke den største variation, da de følger nogle ganske få opbygninger meget nøje, blot i forskellige miljøer og på forskellige steder. Der er dog en okay variation mellem missionerne, deres opbygning og udførelse – selvom der som sagt ikke går længe før man oplever gentagelser. Det er heller ikke de mest avancerede missioner. Selv på den højeste sværhedsgrad er de til at overkomme på en håndfuld minutter. Samtidig er missionerne ret lineære, så når man for eksempel skal finde frem til en

højtstående bandeleder på et hotel, følger man én lang vej op forbi horder af fjender før man når til målet. Altså ingen overraskelser her. Missionerne på fire hjul er lidt mere udfordrende, hvor der ikke kun er én vej at følge. Her kommer radaren i hjørnet til god hjælp, idet man her nemmere skaber sig et overblik over den nemmeste rute. Og så kører man jo i venstre side i London, og det skal man også lige vænne sig til. Bilens fysik og styring fungerer acceptabelt uden dog at nå op i nærheden af Grand Theft Auto.

Missionerne er ofte ganske sjove, men problemer har desværre også sneget sig ind, som er med til at trække Gangs of London ned. For eksempel er styringen en af de utilfredsstillende ting ved Gangs of London – den kvikke læser vil endda sandsynligvis få dårlige associationer til The Getaway. Det er svært at sigte lige med sit våben og selvom der er implementeret et automatisk sigtesystem, og det er forenklet ved at man udelukkende kan sigte horisontalt, er styringen af ens karakter næsten umulig i hektiske ildkampe. Det hænger sammen med at man skal trykke og holde knapper nede for eksempelvis at gå fra side til side og derfor tager man rigeligt med skade mens man i kampens hede forsøger at manøvrere sig i dækning eller hen til taktisk bedre positioner. Sådan er det desværre i de fleste missioner, og det ødelægger en stor del af glæden ved at gennemføre spillet til sidste blodsdråbe.

Har man brug for en pause fra den kluntede styring, kan man med sindsro give sig i kast med de mange minispil som Gangs of London også tilbyder. Her står valget mellem alt lige fra billard, dart og en mærkværdig afart af bowling til et godt, gammeldags arkadespil. Derudover kan man slippes fri i Londons gader på en frisk sightseeingtur, hvor det gælder om at finde frem til de berømte seværdigheder i storbyen. I et andet minispil kører man britisk taxa fra A til B og i et tredje slippes man fri i zombiefyldte gader. Så går der pludselig Resident Evil i skidtet! Men det er nu ganske afvekslende, selvom holdbarheden er begrænset.

Grafikken er ganske pæn, uden dog på nogen måde at imponere. Karakterernes modeller er detaljeringsmæssigt noget mangelfulde (prisen for at kunne vade rundt i en digitalt gengivet storby må jo betales på en eller anden måde), men Londons gader er fulde af liv med andre trafikanter og fodgængere. Lydeffekterne skaber en fed stemning. Man føler virkelig at man befinder sig i en beskidt underverden, og når maskinpistolerne pumper projektiler af sted, er der smæk for skillingen. Stemmeindtalingen i de mange tegnede mellemsekvenser er medrivende og engagerede, og musikken er velvalgt. Slet ikke dårligt.

Når Gangs of London har sine gode momenter, fungerer det ligefrem godt og leverer en solid omgang underholdning. Til gengæld trækker en række irriterende fejl og mangler ned i blandt andet gameplayet – herunder generes man af en til tider umulig styring. Hvis man kunne lide The Getaway vil man sagtens kunne bruge en masse timer på Sonys seneste udspil i Londons underverden, og der er da også rigeligt med potentiale til at bare noget af indholdet vil kunne give valuta for pengene. Folk som hader en kluntet styring, anbefales dog at holde sig langt væk.

Førstegangsindtryk: 5,5
Endnu et fejlfyldt The Getaway? Der er godt nok en fin intro, som lægger op til at fedt spil, men det har vi jo også set før – og er blevet skuffet.

Grafik: 7,0
Grafikken er pæn uden dog at imponere. Karaktererne er lidt firkantede, men fokus er også placeret på en livlig storby. Gode og mange detaljer her.

Lyd: 7,5
Lyden holder sig oven vande hele vejen igennem af et fyldestgørende lydspor, god stemmeindtaling i mellemsekvenserne og en stemningsfuld musikscore.

Gameplay: 5,5
Gameplayet er på nogen områder fint nok, men halter bagefter på de vitale dele. Styringen er kluntet, der er fejl hist og pist og det er langt fra GTA!

Holdbarhed: 6,5
Man kan spille flere personer i de små minispil, men når man er færdig med historiedelen, er der ikke meget at lave. Det er overstået på en uges tid.


6,0
Dette er overhovedet ikke et mesterværk, men der er dog gode aspekter som lader spillet bestå. Er man fan af The Getaway, finder man underholdning her, men der er stadig fejl.