Switchblade

Børge Bussemands fætter er tilbage. Efter 10.000 års ventetid var han egentlig gået i glemmebogen, men nu kan det ikke skjules længere: Havok er vågnet..... Hvorfor skriger du ikke??? Ved du ikke, hvem Havok er?? Nej??? Havok er da... er ... han er ... (Pinlig tavshed),!!.. Okay, okay, jeg aner det ikke, og hvad så?? Kan det ikke være lige meget, måske? Bare jeg ved, hvad spillet gælder om, ikke??

OK, vi tager det helt forfra: Du er Hiro, den sidste bladeknight (hvilket betyder bladknægt, hvilket igen betyder avis-dreng. Det her er altså spillet Paperboy i forklædning... GOD forklædning!). Du skal udrydde Havoks hær af armerede pindsvin, fire meter høje udefinerbare aliens, og andet godt fra den blandede slimhandel. Det gøres via din reprogrammerbare cyber-arm (jeg har endnu ikke set sådan en svend i spillet, medmindre det henviser til den grå ring, der sidder rundt om Hiro‘s ene arm). Den kan naturligvis bruges til forskellige våben såsom ildkugler, dartpile(!) og kastestjerner. Dem finder man rundt omkring, i nogle ca. 1,5 meter høje flasker, der også kan indeholde bonuspoints, shields og ekstra energi.

Det sjove ved disse våben er, at man faktisk klarer sig bedre uden. Hva’ba, siger den kvikke læser så, hvortil jeg svarer: Jeps, en hånd eller en fod er altid klar til brug, mens en ildkugle skal hele turen hen i den

anden ende af skærmen, før den kan genbruges, og inden da er der for det meste dukket en ny alien op, som man desværre ikke kan forsvare sig imod, da det eneste våben man har, er på søndagstur henne i den anden ende af skærmen. Minus et liv.

Det område man bevæger sig rundt på, ligner noget fra Rick Dangerous, hvilket heller ikke gjorde noget, hvis bare spillet var lige så sjovt. Men det er det absolut ikke. Det er meget sjovt at rende rundt og smække aliens i starten, og det at man ikke kan se hele skærmbilledet på en gang (man skal bevæge sig ind på et område, før man kan se det), giver spillet et pust af interesse. Dog virker det efterhånden lidt irriterende, da man nemt kommer til at overse en udgang på den måde.

Alt i alt et sjovt lille spil, der dog ikke kan bringe mit p... øhh... spyt i kog.

Grafikken er kedelig og ensformig, dog er enkelte aliens meget pænt lavet. Helten ligner et lille barn, når han går rundt blandt de forskellige objekter, hvorimod han ligner en at figurerne i Battletech i den iøvrigt meget søde intro (istedet for “Get ready” står der “Let’s Rock”). Musikken er rimelig god, og ihvertfald bedre end ydeffekterne, som begrænser sig til “SWWWIISSH” og “BOIlING”; lyde der gik at mode allerede i computerspillenes barndom. Spillet mister hurtigt sin interesse, men virker meget sjovt i starten.