Forbidden Siren

Loops og blødende japanere

Silent Hill designer Keiichiro Toyama har forladt Konami til fordel for Sony. Her har han instrueret et nyt horror-spil, med flere originale elementer. Spillet kalder han Siren og det har i Europa fået navnet Forbidden Siren. Mange horror-fans har ventet i spænding på, hvad dette spil kunne præstere og det kan vi nu fortælle jer alt om.

I Forbidden Siren følger vi ti personer i deres kamp for at undslippe en katastrofe. Området omkring landsbyen Hanyuda er ramt af kraftigt regnvejr, jordskred og jordskælv. Det er dog ikke derfor, folk vil flygte fra området. En langt mere uhyggelig ulykke har nemlig indtruffet samme tid. Naboer, venner og kolleger forvandles til såkaldte shibitos - zombie-lignende japanere med blege ansigter og blødende øjne. Det er nu op til spilleren, at forsøge at sammenstykke historien, fra de udklip den består af. Vel at mærke nogle udklip der ikke præsenteres på sædvanlig kronologisk vis. Der springes derimod mere eller mindre tilfældigt frem og tilbage mellem de forskellige personer, tidspunkter og steder. Det er ganske forvirrende for spilleren, der dermed kommer til at sidde med samme følelse som spillets ligeså forvirrede hovedpersoner - en ren genistreg. Imellem missionerne præsenteres et kalender-diagram hvor de forskellige hændelser kædes sammen og langsomt dannes en helhed og en detaljeret og interessant historie.

Om og om igen

Knap så genialt er det, at spillet er bygget op omkring noget det kalder loops. Det vil reelt sige, at spilleren risikerer at sidde og spille den samme håndfuld missioner om og om igen. For at bryde ud af dette loop skal der løses en bestemt opgave i en af missionerne. Ret hurtigt bliver det frustrerende, at spille de samme missioner igen og igen, uden at komme videre i historien. Selvom det et stykke inde i spillet bliver muligt frit at vælge mission, så ser vi ikke nogen dybere mening med disse loops. Det er selvfølgelig altid herligt med flere veje igennem et spil, men lavet på denne her måde er det bare frustrerende. For de fleste spillere vil de mange gentagelser betyde, at tiden det tager at gennemføre spillet let kommer op over 30 timer. Det er hertil ofte utroligt svært at gennemskue hvordan en opgave skal løses, hvilket giver spillet en næsten frustrerende høj sværhedsgrad.

Brudt stemning

Som nævnt, så er spillet delt op i missioner. Det er på den ene side ret genialt, da den ikke-lineære præsentation af dem gør at historien fortælles helt anderledes, end vi er vant til, men på den anden side så betyder de mange pauser i spillet desværre, at den uhyggelige stemning brydes. Den frygt og forhøjede puls der langsomt opbygges hos spilleren i én mission, bliver ikke ført videre til den næste, da loade-skærme, kalender-diagram og filmsekvenser afbryder spilleren her imellem. I stedet for at rende rundt i én stor verden med en konstant frygt for hvad der venter om hjørnet, må man nøjes med korte, og i starten usammenhængende, missioner, hvor den største frygt er de dårlige mellemsekvenser.

Engelske japanere

Inden vi får kaldt mellemsekvenserne for dårlige, må det selvfølgelig begrundes. De er faktisk ganske flotte og nogle af dem er da også både uhyggelige og godt klippet sammen. Det gælder dog kun de sekvenser uden tale. Her falder spillet nemlig fuldstændig til jorden pga. en grinagtig og ringe voice-acting. Frygten personerne har i øjnene kommer generelt slet ikke til udtryk i stemmerne, der i stedet virker amatøragtige og langt under det niveau vi forventer. Det virker også lidt sært når japanere taler engelsk - vi havde foretrukket undertekster. Resten af lydsiden er til gengæld helt i top, med sine skræmmende og realistiske lydeffekter.

Dårlig styring

Spillet fungerer som de fleste andre survival-horror-spil - det er 3. persons perspektiv, fjenderne består af zombier og små simple opgaver skal løses i en fastlagt rækkefølge. Afhængig af hvilken person der spilles med, skal man enten flygte fra fjenderne eller dræbe dem. Førstnævnte mulighed er den mest velfungerende, da der hverken skal kæmpes med fjender eller den besværlige styring. Især hos de personer der benytter slagvåben, er styringen problematisk. Det er svært at ramme og personerne svinger deres våben alt for langsomt. Hos dem som benytter skydevåben er det ofte lidt nemmere, men det føles upræcist og man er sjældent sikker på i hvilken retning der sigtes. Styringen af personernes bevægelse er heller ikke helt god. Den føles upræcis og det tager alt for lang tid at vende rundt. De fleste funktioner, som at opsamle ting, låse døre og lade våbenet, kræver to tryk på knapperne, hvilket virker unødvendigt kompliceret. Vi er på ingen måde imponerede over spillets styring - den er besværligt og langsom hele vejen igennem.

Sight Jack

Spillet indeholder, udover måden historien fortælles på, en umiddelbar spændende nyskabelse - Sight Jack. En funktion der gør det muligt at tune sig ind på en shibito og se gennem dens øjne. På den måde kan det lade sig gøre at løbe forbi en shibito, når den kigger væk, eller det kan bruges til at se hvad der er inde i et hus, uden at det er nødvendigt selv at kigge efter. For at tune kræves det, at man forsigtigt bevæger højre analoge-stick indtil man fanger den frekvens den ønskede shibito findes på. Det virker smart i starten, men hurtigt bliver funktionen trættende at benytte og man fristes til i stedet at satse på, at der er fri bane når man bevæger sig omkring et hjørne.

Grafisk middelmådigt

Spillets grafik er hverken imponerende eller grim, den er bare ganske middelmådig. Teksturer på personer er tilpas detaljerede, men i omgivelserne er de meget slørede. Animationen er gennemgående ikke overbevisende, men effekter som lys, skygge og tåge er derimod ret gode. Disse effekter, sammen med lydeffekterne, er også årsagen til, at spillet trods alt kan levere en overbevisende uhyggelig stemning.

Konklusion

Kan man sætte sit udover den dårlige styring og de frustrerende loops bliver det langsomt spændende, at forsøge at finde ud af hvad der i virkeligheden er foregået i Hanyuda. Historien er den primære grund til, at vi anbefaler dette spil til survival-horror entusiaster - resten af spillet er ikke nogen stor oplevelse.