I-Ninja

Ninja på spring

En Google-søgning på ordet ninja finder en webside, der i tre korte sætninger beskriver hvad en ninja er; 1) Ninjaer er pattedyr. 2) Ninjaer bruger al deres tid på at slås. Og 3) Ninjaer har intet andet mål end at gå amok og slå ihjel. Argonaut har tilsyneladende gjort deres research ordentligt, for beskrivelsen passer perfekt på hovedpersonen i deres nyeste platformspil I-Ninja.

Spillet starter med en kort og tempofyldt introsekvens, instrueret af tegnefilmsveteranen Jon Bluth. Vi ser spillets hovedperson, Ninja. kæmpe sig ene mand igennem et utal af fjender, for til sidst at befri sin sensei, eller læremester, fra de lænker der binder ham. Der går dog ikke mange sekunder fra han er befriet, til han pludselig mister hovedet ved sin respektløse elevs sværd. Ninja har rørt ved en "rage stone" - en lysende sten der rummer uanede kræfter, men som har den bivirkning, at Ninja fuldstændigt mister besindelsen, når han rører den. Som den ægte ninja han er, kan han lide at gå amok og beslutter sig derfor selvfølgelig for, at finde flere af disse sten. På vejen kan han så også lige forsøge at rede verden og genoplive sin sensei, der nu følger ham som et genfærd. Historien er hverken original eller overraskende, men spillets hovedperson gør den alligevel værd at se til ende. Havde hans sensei været psykolog, ville Ninja med det samme få stillet diagnosen damp og blive iført spændetrøje. Det er heldigvis ikke tilfældet, så i stedet må den døde læremester høre på den ene respektløse kommentar efter den anden, hvilket er særdeles morsomt. Også fjenderne hånes under og efter kampene - ja selv de få venlige personer Ninja møder på sin vej, er han grov overfor.

Ninja med træsko

Grafisk er spillet flot, uden dog at være blandt det flotteste på PS2. Især skyggeeffekterne skuffer, men også antallet af polygoner kunne være højere. Når det er sagt, så er der dog også masser at glæde sig over. Animationen af Ninja er fuld af stil og små detaljer, som eksempelvis hans træsko der er spændt lidt løst og derfor vipper når han hopper og hans ansigt der fortrækkes i raseri, når han svinger sværdet. Baggrunde og baner er farverige og meget varierede, der er alt fra en tæt bambusjungle til et støvet månelandskab. Der er mange detaljer som græs og små dyr og teksturerne bliver ikke meget skarpere på PS2. De fleste baner er meget store og det kan nemt tage 20 minutter at hoppe igennem dem. Banedesignet er for det meste ret godt, i det der sjældent er ulogiske løsninger på, hvordan en platform skal forceres eller hvordan en ny vej skal åbnes. Der er desuden fordelt et antal tjekpoints udover de fleste baner, hvilket afværger en de frustrationer der ellers kunne opstå når man fejler. Banerne er ikke store åbne områder, som vi kender det fra Jak II og andre af genrens sværvægtere, men i stedet mere afgrænsede stier. På trods af, at der også er en del action, så gør det I-Ninja til et mere traditionelt platformspil end eksempelvis Jak II. Flere baner indeholder endvidere nogle ret originale elementer, som eksempelvis en Super Monkey Ball lignende kugle Ninja kan klistre sig fast på og trille rundt med.

Graduering

Målet i hver bane er at finde en medaljon. Efterhånden som der indsamles medaljoner bliver Ninja gradueret med et nyt bælte. Han starter med det gule bælte og skal i løbet af spillet kæmpe sig frem til andre og bedre bælter. Spillets bosser er nemlig en smule arrogante, i det de nægter at kæmpe mod et bælte, der er lavere end dem selv. Der findes i spillet i alt 64 medaljoner fordelt på cirka 20 baner. Vi brugte omkring 15 timer på at gennemføre spillet, men derefter var der stadig næsten halvdelen af medaljonerne tilbage. Spillet har en god længde og når på den tid aldrig at blive monotomt og kedeligt. Vil man have de sidste medaljoner, kan man forvente en stor udfordring og der var faktisk et par medaljoner, vi helt måtte opgive at få fat på.

Katana og shuriken

På sin vej gennem banerne møder Ninja selvfølgelig noget modstand. Den består i både traditionelle platformudfordringer og i fjender der vil stoppe Ninja. Platformselementerne er der størst vægt på, da det ikke altid er nødvendigt at dræbe fjenderne. Vi kunne dog slet ikke lade være. Kampsystemet er nemlig rigtigt godt og der er en stor udfordring i at svinge sværdet rigtigt i kampe mod flere fjender på én gang. Ninja har tre forskellige slag. Et er hårdt, et er hurtigt og et kan bryde igennem en fjendes blokering. Herudover kan han også udføre slagene i luften, dette er dog sjældent nyttigt. Især i de sidste baner bliver det nødvendigt at kombinere slagene rigtigt, hvis man ikke vil rammes af fjendernes angreb. Mod enkelte mellembosser ændres kampsystemet dog radikalt. Her flyver Ninja pludselig rundt i luften omkring bossen, hvilket giver anledning til lidt afveksling fra de sædvanlige kampe. Udover sit sværd har Ninja desuden mulighed for at bruge pile og kastestjerner. Generelt er alle elementer i styringen af Ninja velfungerende og nemme at gå til, hvilket giver spillet en herlig lethed og sætter spilleren i tæt kontakt med spillet.

Anonym musik

Ses der bort fra den gode og morsomme stemmeføring fra både Ninja og hans sensei, så er lydsiden ikke meget mere end middelmådig. Musikken er ret anonym og formår kun i kortere perioder at fange den stemning resten af spillet giver udtryk for. Det er ærgerligt, og kunne have givet Ninja det sidste skub mod stjernestatus. Lydeffekterne er gennemgående udmærkede, men der mangler lige den sidste snert af vildskab under kampene.

Konklusion

Ikke siden International Karate på Commodore 64 har vi haft det så sjovt med at få det sorte bælte. I-Ninja er et godt traditionelt platformspil, der dog også indeholder flere action-elementer. Begge dele fungerer heldigvis godt og man underholdes og udfordres hele vejen igennem spillet. Den lille Ninja er bestemt en figur, vi gerne vil se mere til i fremtiden, så leder du efter et godt platformspil vil I-Ninja være godt valg.