Double Dragon

Der er efterhånden ved at være mange karatespil at vælge imellem. Nogle, f.eks. International Karate+, er mildt sagt fede, mens andre er omtrent ligeså kedelige som at gå i biografen med lukkede øjne. Det store spørgsmål er, hvor Double Dragon ligger.

Plottet i Double Dragon er der ikke megen nytænkning i. Som sædvanlig gælder det om at redde sin eneste ene ud af kløerne på en tilfældig gangster, i dette tilfælde The Shadow Boss. Det kommer vel heller ikke som nogen overraskelse, at man skal brække benene på et utal af bøller, før pigen kan reddes. Heldigvis er du en rå karatefyr, så du er ikke helt forsvarsløs.

Ud over at vade rundt, kan du bl.a. sparke, nikke skaller og bruge albuen. Endvidere kan du, når du har maltrakteret en gangster, snuppe hans våben, det være sig et baseballbat eller en pisk, og bruge det i den videre nedslagtning. En god detalje er, at man taber sit våben, når man bliver ramt, så man selv må sørge for at samle det op igen. Det er også muligt at løfte store kasser eller sten bare for at tyre dem efter angriberene.

Bøllerne der angriber dig - alene eller i flok - skal slås flere gange, før de går ned med flaget, men da de er utroligt stupide, er dette ikke særligt svært. Så godt som alle gangsterne kan faktisk klares med det samme angrebsmønster.

Een original ting er der dog ved Double Dragon: Muligheden for to spillere på samme tid. Realistisk nok kan spillerne også kværke hinanden, så selv små fejltagelser kan føre til en helt privat bande krig.

Selvom Double Dragon både grafisk og lydmæssigt er langt bedre end sin navnebror på 64'eren, så lider spillet alligevel under een alvorlig fejl: Det er simpelthen for let. Jeg klarede mig faktisk igennem alle banerne i første forsøg. (Ja, så MÅ det være let! - Red.). Double Dragon er betydelig sjovere, når man er to, og underligt nok gør dette spillet sværere - måske fordi man let kommer til at banke kompagnonen!