X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Beyond Good & Evil


Mere end godt

Manden bag Rayman, franske Michel Ancel, har forladt platformgenren og i stedet brugt tre år på at lave et Zelda lignende eventyr. Spillet hedder Beyond Good & Evil og det giver genren et friskt pust fremad. Vi har haft nogle fornøjelige timer med spillet, men læs da lige her om det også er noget for dig.

Det sker ikke så tit, at et spil fanger os i så høj grad, at vi glemmer alt omkring os og bare spiller løs, indtil det er slut. Men lad det være sagt med det samme - Beyond Good & Evil er et af de spil. Projektopgave og mailboks blev for en tid ignoreret og vi lod os opsluge i et fængslende og fornøjeligt univers. Vores kritiske øjne er dog ikke trillet helt ud af hovedet og vi har fundet et par svagheder ved et ellers rigtigt godt spil. Men mere om det senere, lad os finde ud af hvor vi er.

Propaganda og konspirationer

På planeten Hillys har der gennem lang tid raset en kamp mellem dets beboere og en fjendtlig race fra rummet. Disse aliens, der kaldes DomZ, angriber jævnligt Hillys og bortfører dens beboere. Forrest i kampen mod DomZ er regeringens militære gren kaldet Alpha Section. De ankommer efter hvert angreb med det helt store live transmitterede propaganda apparat og proklamerer hvordan de jagede fjenden på flugt. Men er sandheden mon en helt anden? Vores hovedperson hedder Jade. Hun er forældreløs og bor på et børnehjem hos sin Onkel Pey-J og en masse børn, der har mistet deres forældre under angrebene fra DomZ. Vi ved dog ikke meget andet om Jade, end at hun er en dygtig fotograf, hvad hendes værelses mange billeder bevidner. Hendes fortid er uklar for os, men netop derfor er hun en spændende hovedperson. Under et DomZ angreb mister børnehjemmet strømmen til deres beskyttende kraftskjold. Til alt held sker der dem intet, men Jade og Onkel Pey-J må af sted for at skaffe strøm til skjoldet inden næste angreb. Der går ikke lang tid, før historien tager fart og konspirationsteorier, spionage og kampe mod DomZ bliver næsten naturlige ting for Jade. Historien fortælles med en lethed, vi sjældent ser. Det er en god og spændende fortælling med flere overraskelser og vigtigst af alt så motiverer den konstant til, at man fortsætter med at spille.

En afvekslende oplevelse

Gameplay mæssigt er spillet også meget motiverende. Der bruges aldrig lang tid på de samme aktiviteter og overgangen fra en aktivitet til en anden foregår helt naturligt. Jade har en lang række af ting, hun kan tage sig til, heriblandt fotografering af sjældne dyrearter, indsamling af perler, sejlture i sin luftpudebåd og forskellige udfordringer i spillets dungeons. Disse udfordringer består i så forskellige ting som at kæmpe mod, eller snige sig forbi, DomZ monstre og løse simple puzzles. Stealth sekvenserne fungerer rigtigt godt og kræver lidt af spilleren, før de kan passeres. Kampene er dog ganske vist velfungerende, men de er også meget
simple og består blot i at trykke løs på en knap. Dette er selvfølgeligt ærgerligt og lidt mere dybde og variation i kampsystemet ville være ønskværdigt. Spillets puzzles er til gengæld godt designede og tilfører et par lette logiske øvelser til de forskellige dungeons. Gider man ikke følge den forelagte vej igennem spillet, kan man give sig i kast med eksempelvis bordhockey, kapløb i luftpudebåden og flere andre ting vi ikke vil afsløre for meget af her. Spillets opbygning og gameplay giver spilleren en god frihedsfølelse uden at ende i målløshed og man bliver aldrig frustreret eller på anden måde motiveret til at opgive spillet.

Uholdbart?

Beyond Good & Evil adskiller sig umiddelbart ikke stort fra andre spil i samme genre. Men efter første gennemspilning viser der sig alligevel en betydende forskel. Spillet er nemlig overraskende kort og verdenen heller ikke overvældende stor. I dette tilfælde er det dog en kvalitet og ikke et minus. Vi gennemførte spillet på 12 timer, som er et for genren meget lavt timetal. Men den tilfredshed med forløbet og den gennemførte kvalitet det var præget af giver os lysten til at gå igennem spillet igen. Yderligere motivation for endnu en gennemspilning kan findes på spillets website. Her er der en rangliste, hvor man får point for, hvor hurtigt spillet blev gennemført, hvor mange perler der blev samlet og hvor mange fotografier der blev taget. Registrering af tider foregår via en kode man får, når man gemmer sit spil. Vores tid rakte til en beskeden plads som nummer 404, men vi kan oplyse, at i skrivende stund har den førende spiller gennemført spillet på utrolige tre timer og 29 minutter.

For lidt snak

Grafisk er spillet acceptabelt og endda også lidt over middel. Det formår aldrig rigtigt at imponere, men stilen er flot, behagelig og meget gennemført. De forskellige personer og figurer udstråler liv og sjæl og designet af dem er for det meste meget fantasifuldt. Vores personlige favoritter er sortbørs reggae næsehornene, men flere andre kommer tæt på. Lydsiden er i høj grad med til at give personerne liv. Stemmerne er gode, men desværre så er det ikke alle samtaler, der er stemmer til. Mindre betydende informationer bliver kun serveret som tekst, hvilket er ærgerligt, da det bryder stilen og sænker helhedsindtrykket en smule. Musikken i spillet er vi til gengæld meget imponerede over. Melodierne er gode og spænder bredt over flere stilarter uden at det på noget tidspunkt kommer til at virke rodet.

Konklusion

Beyond Good & Evil er en fornøjelse at spille. Igennem hele spillet er der en stemning og en kvalitet der nægter at give slip. Nogle vil finde det for kort og for nemt, men vi finder det forfriskende med en udvikler, der vil give os en intens og positiv oplevelse. Spillet har dog enkelte svagheder, heriblandt nogle alt for simple kampe og de manglende stemmer under mindre betydende samtaler.

Beyond Good & Evil (EU)
Anmelders vurdering
8.0/10

Beyond Good & Evil   © Ubisoft 2003   (XBX)    1/6 Beyond Good & Evil   © Ubisoft 2003   (XBX)    2/6 Beyond Good & Evil   © Ubisoft 2003   (XBX)    3/6