X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

GoldenEye 007


Hold på skæg og blå briller. James Bond er tilbage som aldrig før, i spillet GoldenEye til Nintendoen, og her får PlayStation-folket virkeligt noget at være misundelig over.

Beyelemorye Dæmningen i Arkangelsk, USSR:
Den britiske efterretningstjeneste MI6 har bekræftet at Beyelemorye Dæmningen bruges som hemmelig giftgas fabrik. Giftgassen distribueres gennem forskellig kanaler til terroristorganisationer verden over, og må derfor ødelægges. Din mission, James, er at trænge ind i fabrikken, alarmere vores kontakt person, Dr. Oak. Kontakt derefter Agent 006 og saboter fabrikkens produktion, med hans hjælp. Og husk: Du har licens til at dræbe.

...Udluftningskanalen er træng. En rist kommer til syne. En række toiletter kan ses gennem ristens tætte gitterværk. En soldat står der, og foretter sin nødtørft. Du sigter, holder vejret...."Pluf"...Et velanrettet skud fra din specialbyggede og lyddæmpede PP7'er sender soldatens baret tilvejres, og mens han selv glider i gulvet med et stille støn.

Du hopper ned gennem udlufningskanalen. Toiletdøren åbnes. En soldat står ved pissoiret. Han kigger sig over skulderen, ser dig, og rækker efter sit gevær. 3 lynhurtige skud til kroppen, og han går i knæ og vælter forover...slask. Nu skal det gå hurtigt. Du samler soldatens AK'er op, samtidig med at en af de mange toiletdøre åbnes. Soldaten fyrer..Projektilerne banker ind i vægfliserne få cm fra dit hoved. En salve over kroppen rammer ham på knææet, i brystet og i skulderen...Han vælter om mens han tager sig til benet. En ny dør åbnes bag en. Du vender hurtigt og træder til side, før en salve gennemhuller en række toiletdøre. Ilden besvares og et skud træffer soldaten i hovedregionen. Han tager sig forgæves til halsen mens han vaklende synker sammen og livet ebber ud af ham. Du holder vejret igen....Har nogen på den anden side af de grønne svingdøre ind til toilettet hørt kampen?

Såddan er det at spille GoldenEye : Som at være med i en actionfilm af bedste kaliber. Det er uden tvivl det bedste first person (doom-style) spil jeres ydmyg anmelder har prøvet til dags dato. Navnet er Bond, James Bond, og du skal styre ham gennem et utal af stemningsfyldte missioner, hvor list og snilde er lige så vigtigt som skydefærdigheder.

Handlingen er stort set den samme som i filmen; Forbryderorganisationen "Janus Syndikatet" har fået kontrol over våbensatelitten "GoldenEye", der er i stand til at lamme al elektronsik udstyr hvor den affyres, og må derfor stoppes. Historien udvikler sig gennem spillets missioner, der alle er kædet samme i en sammenhængende fortælling, og vi får lov til at deltage i alt fra guerillakrig i Cubas regnskov til kampvognsjagt gennem Skt. Petersborgs gader.

Bond får gennem de forskellige baner et utal af våben til sin rådighed, og der bliver ved med at dukke nye op jo længere man kommer i spillet. Så snart man har skudt en fjende kan man tage hans våben, så man bliver ikke snydt for noget: Der bydes på smarte lyddæmpede maskinpistoler, håndgranater, sniper-rifels, automatiske shot-guns, russiske officer-håndvåben, miner og granatkastere og mange flere. (Jeg vil tro at der findes omkring 30 forskellige våben i spillet.) For ikke at nævne alt det underlige legetøj og himstergimser, som lederen af MI6's teknologi-afdeling, "Q", giver en med på missionerne. (Magnet- og Laser-ur, kodebrydere og den slags agent-ting, du ved.) Selve gameplayet kender vi fra andre spil i genren: Spillet ses gennem Bond's øjne, og vi skal styre ham rundt på banerne og løse opgaver, skyde fjender, finde banens udgang osv.

Ud over de sædvnlige funktioner fra spil som Quake og Doom findes der et par rigtige guldkorn i GoldenEye: Holdes en bestemt knap inde dukker et sigtekorn op på skærmen, og du kan så sigte helt præcist. Visse af de større våben i spillet (som fx. Ak'er og sniper-rifles) kan man tilmed zoome ind med, og på den måde pille fjender fra flere hundrede meters afstand, eller bare være generelt sadistisk og skyde efter skridtet eller knæskallerne.

Og her kommer noget af det, der hæver spillet langt over standarden, ind: Hvis du skyder en fjende i foden, hopper han op og tager sig til den. Skydes han i knæet humper han rundt før han kæmper videre, piller man ham med
et sniper-rifle i tindingen hvirvler han omkuld. Kort sagt bliver fjenderne ved med at dø, lide og i det hele taget opføre sig på forskellige måder gennem hele spillet...Det er bare så fedt lavet at man tror det er løgn, og giver spillet en gennemført realistisk stemning. Man ER James Bond!

Man finder sig selv snigende stille op bag en vagt, der står og checker sit gevær eller ryger en smøg, for at slå ham ned....eller man ligger og sigter med sniper-riflen, på en fjende, der patruljerer rundt i et vagttårn 200 m væk, (riflen bevæger sig selvfølgelig en lille smule når James trækker vejret)....eller man ser skuddene banke ind i væggen foran en, og bliver fanget i en vild ild-kamp.

Fjenderne er som regel også ret intelligente og vil ikke altid kæmpe. Nogen gange løber de efter hjælp/slår alarm, eller låser en inde bag ståldøre (øv). Derfor gælder det på mange baner om for så vidt muligt at forblive uset og uhørt, så man kan ordne de ting der skal ordnes i fred og ro, uden at alarmen er gået og samtlige vagter i miles omkreds leder efter en. Man må tit holde sig til lyddæmpede våben, eller bare håbe på det bedste hvis man tyer til andre midler. Desuden er man som regel blevet beordret til at holde de civile tabstal på et rimeligt niveau, (hvilket somregel vil sige en videnskabsmand eller to før missionen er mislykket), eller skal eskortere en civil gennem banen..Kort sagt man må have styr på aftrækkerfingeren, hvis man vil gøre sig håb om at gennemføre GoldenEye.

Det skal desuden nævnes at man kan spille på tre forskellige sværhedsgrader, hvor forskellen ikke bare er 20 gange så mange fjender...Antallet af fjender er faktisk præcist det samme, men til gengæld får 007 flere ting at klare på hver bane, nye objektiver, og de enkelte fjender er blevet lidt sværere at dræbe. De skyder bedre, og er lidt stærkere. Et skud i hovedet vil dog stadig tage livet af dem.

En fed detalje i spillet, er James smarte ur. Uret fungerer som oversigt over missionens status, man kan se hvilke objektiver der er færdiggjort osv, som oversigt over våben og ustyr, og som kontrolpanel over lyden og andre spilindstilliger. Når man trykker "start" kigger James nedad på sin arm, og der zoomes ind på uret (og ud igen når man er færdig). Nice touch.

Al grafikken i GoldenEye er i 3D. Figurerne er fantastisk godt animerede, og deres bevægelser er som sagt utroligt mangfoldige. Man er, fra andre spil, vant til at fjenderne står stille og skyder på en, men i GoldenEye laver de både rullefald, stiller sig med siden til og skyder, og gemmer sig bag væggen og andre ting i den stil. (Der må være lavet motion capture i stride strømme.)

Spillet undgår elegant de kedelige, og ensformige textures på banerne, som vi (desværre) er ret vant til fra en del andre spil til nintendoen. Banerne er højt detaljerede og giver ofte en mulighed for at gå flere veje gennem banen. Lyden er ligeledes god. Vi akkompagneres af forskellige stille agent beats, der sætter stemingen fint.

De utallige våben har selvfølgelig hver deres unikke lyd. (BLAM BLAM BLAM!...Ra-ta-ta-ta!..."Aha! De beskyder mig med 3 AR2'ere og en Dostojev.") Der er dog ikke specielt mange andre baggrundslyde i spillet, og man savner især digital tale, når man kommunikerer med andre personer i spillet. Talen er kun reprænsenteret som text i toppen af skærmen. Oven i hatten får vi også mulighed for multi-player spil. Op til 4 spillere kan deltage, og skærmen deles op efter hvor mange der er med. Det virker faktisk fint, selv om man kan se hvor ens modstander befinder sig. Det får man nemlig overhovedet ikke tid til når kuglerne flyver.

Man ærger sig dog lidt over at alle banerne ikke er mulige at spille på i multi-player mode, men til gengæld er den fyldt med indstillinger man kan lege med. Der er ingen tvivl om at GoldenEye er røget direkte ind i toppen af min favoritliste. Gameplayet er ubeskriveligt fedt og action-pakket, og man lever sig helt ind i rollen som Agent 007. Det eneste de holder mig fra at give spillet 10, er småting (som fx. manglen på tale i spillet). Desuden kunne jeg godt have ønsket mig bare en knivspids mere adventure-spil i GoldenEye. Men det er som sagt småting, så ud over det har jeg har kun tre ting at sige: "KØB! KØB! KØB!"

GoldenEye 007 (EU)
Anmelders vurdering
9/10

GoldenEye 007   © Nintendo 1997   (N64)    1/3 GoldenEye 007   © Nintendo 1997   (N64)    2/3 GoldenEye 007   © Nintendo 1997   (N64)    3/3