Det gør det helt vildt sjovt at køre som en sindssyg, og det er ellers ikke noget der er svært i dette spil. Banerne er RET vilde.
Der er masser af hårnålesving, rullende stenblokke, lyn der slår ned, skarpe sving i bjergene - uden autoværn, store flyvehop og meget mere. Kort sagt: en hulens masse måder at køre galt på. Man kan også blive kørt over af et tog en eller en traktor, og alt det, kombineret med de små grafiske detaljer (røg, tåge, dis, lys, bremsespor) og den mildest talt morsomme lyd (skolebussen er altså for fed!) gør dette til et af mine favoritspil.
Efterhånden som man bliver bedre og gennemfører championship som nummer et, får man adgang til flere biler og flere baner. Jeg ved ikke helt hvor mange biler og baner der er, men der er en del, og især banerne er ret variende i tema. Du kører både i by, i skov, på landet, i bjergene, over vulkaner, i junglen, i sneen og mange andre steder. Man finder ret hurtigt en yndlingsbil, men det er skam stadig sjovt at prøve de andre biler. F.eks. har politibilen en ganske god lille politisirene der aktiveres ved brug af turbo.
Jeg ved snart ikke hvilke superlativer jeg skal finde på at bruge, så jeg vil sige at det eneste "dårlige" ved Ignition er at der ikke er 3DFX support. MEN... det er efter sigende på trapperne, og så skal det nok køre fint i SVGA.
Altså, dette spil er SJOVT. Spil det alene, og du har det ret skægt. Spil det i netværk, og det er kanonmorsomt, især når man "kommer til" at skubbe modstanderen ud over en kløft...