X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Club Football: Real Madrid


Spil for kongeklubben

Real Madrid mangler ikke gode spillere i deres trup, men alligevel har vi nu fået muligheden for selv at spille med. Codemasters sætter dig ind i angrebet ved siden af Ronaldo, på midtbanen sammen med Beckham eller du kan hjælpe Roberto Carlos nede i forsvaret. Men lige meget hvad du vælger, så skal der spilles bold.

Codemasters har valgt det dårligst mulige tidspunkt at udgive et nyt fodboldspil. Konami har netop sendt Pro Evolution Soccer 3 på markedet og EA har udgivet FIFA Football 2004. Begge titler er enormt populære og spiller man fodboldspil, så har man formentlig allerede købt en af disse to titler. Præcist hvem Codemasters har tænkt sig skulle investere i Club Football: Real Madrid er derfor svært at se, men vi gætter på, at det er den dedikerede Real Madrid fan. Real Madrid er heller ikke den eneste klub som har fået sit eget spil, også Manchester United, AC Milan og flere andre europæiske storklubber har fået sit navn på et Club Football spil. Vi har kun set på Real Madrid udgaven denne gang, men kan godt love, at forskellen på spillene kun er den klub de handler om.

Ronaldo på bænken

Spillets hovedattraktion er Domestic Season. Her skal man hjælpe Real Madrid gennem en sæson i den spanske La Primera Division. Det første, man bliver bedt om, er, at lave en spiller med sit eget navn, udseende og ikke mindst sine egne evner på en fodboldbane. Resultatet blev en småfed dværg med flyveører, men med fodboldmæssige evner der ville gøre selv Ronaldo dybt misundelig. Og netop Ronaldo måtte snart kæmpe for sin faste plads i angrebet. På trods af sit umiddelbart utrænede ydre, så skulle den nye spiller snart vise sig at være ualmindelig giftig foran modstanderens mål. Det er en sjov detalje, at man skal sætte sig selv på holdet og det er selvfølgelig også muligt at være mere realistisk, end vi har været med udseende og evner. Udover Domestic Season, så har man også mulighed for at spille Super League, men igen kan man kun spille med Real Madrid. Der er også en håndfuld mindre turneringer og træningskampe. I disse kan man endda vælge at spille med andre hold end Real Madrid. De fleste europæiske storhold er med, men også en hel del mindre hold har fået plads i spillet. Dog ingen fra Danmark. Udvalget af turneringer er acceptabelt, men bestemt heller ikke overvældende. Og så er det for dårligt, at man kun kan spille med Real Madrid i de store turneringer. Der er ikke nogen manager elementer såsom spiller køb og salg i nogle af turneringerne. Det er udelukkende kamp på kamp. Hvilket selvfølgelig heller ikke er et minus, hvis kampene bare er underholdende.

PES kontrol

Men kampene er desværre ikke synderligt underholdende. Det er tydeligt, at udviklerne har snuset en hel del til Pro Evolution Soccer. Knapopsætningen er identisk og mere specielle ting som lob, pres mod boldholder og højdemåler for skud fungerer på nøjagtig samme måde.
Kontrollen er ligesom i Pro Evolution Soccer også udelukkende digital. Men her stopper enhver sammenligning også. Følingen med bolden er helt væk og styringen er ualmindeligt træg og langsom. Det er svært at drible forbi en modstander og der er ingen små finter der kan hjælpe. Forsøger man at spille sig igennem modstanderens forsvar går det langt bedre, men ofte så fejler afleveringerne ved enten at flyve i den forkerte retning eller ud af banen. Alligevel så er det ret nemt at komme til chancer mod computer modstanderen. Men at score på sine chancer er noget helt andet, målmændene er nemlig ualmindelig dygtige. Det er efter vores mening den forkerte måde at justere spillets sværhedsgrad på. Codemasters skulle have arbejdet med at gøre AI'en bedre til at forsvare, i stedet for at bare at give målmændene overnaturlige reflekser. Der er dog en enkelt god ting at sige om spillet på banen. Nemlig måden man tager frispark på. I stedet for at skulle skrue bolden efter man har skudt, så skal man på en lille tegning af en bold vælge, hvor man vil ramme den. På den måde kan man nemt vælge, hvilken retning bolden skal skrues i. Men det kan bestemt ikke gøre op for et det ellers meget haltende gameplay. Ofte taber spillerne også bolden helt umotiveret, eller de står pludselig stille og vil ikke jagte den.

Taktik

Inden man går i gang med en kamp, skal man have valgt en taktik. Der er rig mulighed for at designe sin egen formation og et par andre taktiske småting kan også justeres. I løbet af kampene kan man aktivere forskellige strategier, som eksempelvis zonepres og fløjspil. Det er dog svært at mærke en egentlig forskel på spillet, når man benytter sig af det.

Middelmådigt

Spillets grafik er gennemgående ret middelmådig. Animationen af spillerne er simpel og uden den store variation. De forskellige stadions er detaljerede og virkelighedstro, men tilskuerne er direkte grimme. Spillernes ansigter er det flotteste ved grafikken, de er detaljerede, ganske livlige og ligner de virkelige spillere ret godt. Spillets menuer er pæne og overskuelige, men der er nu heller ikke så mange ting at vælge imellem. Tilbage på banen kan vi se lidt på den boldens noget urealistiske fysik. Den triller alt for meget uden at miste fart og dens opspring virker helt forkert. Og så er selve hastigheden på spillet også alt for lav. Selv når en spiller skal sprinte, så ser det ud som om han går. Kommentatoren er heller ikke noget at råbe hurra for. Han virker meget uoplagt, men siger til gengæld så lidt, at han sjældent kommer til at virke helt dum.

Konklusion

Club Football: Real Madrid er ikke noget godt fodboldspil. Gameplayet er sløset sat sammen og de alt for gode målmænd er frustrerende at spille imod. AI'en er dårlig og de store turneringer kan kun spilles med Real Madrid. Med mindre man er dedikeret Real Madrid fan og skal eje alt med dens navn på, så findes der langt bedre fodboldspil på markedet.

Club Football: Real Madrid (EU)
Anmelders vurdering
2/6